Udfordringer som delemor

Hej. 
Nu har jeg endelig taget mig sammen til at oprette en bruger herinde i håbet om at jeg kan snakke frit uden at bonusmor, samt søns far ikke opsnapper min færden med ting jeg på ingen måde kan tale med dem om. 

Først om mig: har haft min søn boende til og med dec 2020 hvor min daværende kæreste valgte at overfalde mig hvilket betød at jeg pådrog mig 2 kraniebrud, 1 hjerneblødning, 2 brækkede ribben og blodpropper på hjernestammen. 
Dette har medført en hjerneskade der gør at jeg meget hurtigt kan blive udtrættet uden den korrekte søvn. 

Jeg måtte aflyse samvær grundet corona i sidste uge. På samme tid står min mor med en positiv hjemmetest, hvilket resulterede i at jeg ville være den eneste der kunne køre hende ud og blive testet. (Jeg forblev i bilen mens hun gik derind) 

Desuden måtte jeg også blive nødt til at kører hjem til hende om fredagen da hun skulle have antabus (det er kun min søster og jeg der gør dette og vi ønskede ikke at min søster skulle smittes) 

Dette har nu resulteret i at min søns far ikke tror på at jeg har haft corona. (Virker det som om) da jeg forsøgte at tale om nogen udfordringer med sønnen. 

Til fagfolk ytre de at de ønsker vi kan snakke om tingene, men de lytter kun til sig selv. 
Jeg bliver udkørt mentalt, fordi alt skylden bliver pålagt mig. 
Er jeg virkelig  så forkert på den? 

Hej trådstarter

Det er egentlig lige meget “hvem der har ret”, og om vi herinde også synes din eksmand er lidt en træls type. 

Det væsentlige er at I har svært ved at kommunikere og stole på hinanden. Dét er et kæmpe problem, når man har et barn sammen. For de mærker det, uanset hvad man bilder sig selv ind. 

Så mit bedste - og meget velmenende råd - er at stoppe op og skifte kurs i jeres kommunikation. 

“Hej Lars

Jeg føler, at vi efterhånden går meget skævt af hinanden, og det går udover Vincent. Det er jeg ked af og vil gerne rette op på min del. For vi vil jo begge to det bedste for ham. 

Hvordan kan vi gøre det bedre? Jeg vil gerne gøre... 

Vh.”

You get the idea.

Jeg giver Savanna helt ret.

Og er han ikke med på det, så må du tage fat i Familieretshuset, eller hvem det er, der kan mægle.

Det lyder som et meget, meget utrygt miljø for en lille dreng.

Enig med overstående svar og så er det en eller to samvær du har aflyst, forstår ikke helt hvad du skriver.

Du måtte aflyse pga corona og så havde din mor testet positiv,så du måtte køre hende (er det på engang?)

Og antabus gangen er det endnu en aflysning eller er det stadig samme dag ?

Soonmom skriver:

Enig med overstående svar og så er det en eller to samvær du har aflyst, forstår ikke helt hvad du skriver.

Du måtte aflyse pga corona og så havde din mor testet positiv,så du måtte køre hende (er det på engang?)

Og antabus gangen er det endnu en aflysning eller er det stadig samme dag ?

Det er kun én gang jeg måtte aflyse, da min mor fik corona på samme tid med mig og at jeg måtte give hende antabus, da der ingen andre kunne uden risiko for at blive smittet. Også i samme uge. 

Savanna skriver:

Hej trådstarter

Det er egentlig lige meget “hvem der har ret”, og om vi herinde også synes din eksmand er lidt en træls type. 

Det væsentlige er at I har svært ved at kommunikere og stole på hinanden. Dét er et kæmpe problem, når man har et barn sammen. For de mærker det, uanset hvad man bilder sig selv ind. 

Så mit bedste - og meget velmenende råd - er at stoppe op og skifte kurs i jeres kommunikation. 

“Hej Lars

Jeg føler, at vi efterhånden går meget skævt af hinanden, og det går udover Vincent. Det er jeg ked af og vil gerne rette op på min del. For vi vil jo begge to det bedste for ham. 

Hvordan kan vi gøre det bedre? Jeg vil gerne gøre... 

Vh.”

You get the idea.

Det er afprøvet. 

De mener at jeg burde have hjælp og i mellem linierne er jeg en dårlig mor. 

KoFy skriver:

Jeg giver Savanna helt ret.

Og er han ikke med på det, så må du tage fat i Familieretshuset, eller hvem det er, der kan mægle.

Det lyder som et meget, meget utrygt miljø for en lille dreng.

Jeg ville ønske han stolede mere på mig.

Men det gør han ikke, netop fordi min søn ikke tør fortælle ham noget.

Når jeg så prøver at forklare hvilke ting min søn siger når han er hos mig, mener han at jeg får ham til at udtale de ting, men de kommer altså ud af det blå...

Uden at kende hele jeres historie, så kan jeg måske godt forstå din eks' forbehold. 

Som jeg forstår det, så har du levet i et voldeligt forhold der endte med en form for hjerneskade til dig og samtidig er mormor alkoholiker. Noget der har ført til, at du ikke længere kunne have din søn boende fast, men kun på samvær. Selvfølgelig vil din eks beskytte jeres søn mod de traumer, det kan give. Igen jeg kender ikke hele historien og hvor du er i dag. Håber da der er ro på dit liv og I kan få et godt samarbejde op at køre. Vis ham det og byg det op skridt for skridt. 

Hvor gammel er jeres søn? 

Aalborgtøsen skriver:

Uden at kende hele jeres historie, så kan jeg måske godt forstå din eks' forbehold. 

Som jeg forstår det, så har du levet i et voldeligt forhold der endte med en form for hjerneskade til dig og samtidig er mormor alkoholiker. Noget der har ført til, at du ikke længere kunne have din søn boende fast, men kun på samvær. Selvfølgelig vil din eks beskytte jeres søn mod de traumer, det kan give. Igen jeg kender ikke hele historien og hvor du er i dag. Håber da der er ro på dit liv og I kan få et godt samarbejde op at køre. Vis ham det og byg det op skridt for skridt. 

Hvor gammel er jeres søn? 

Min søn har slet ikke set mormor fuld, da jeg altid hele hans liv har skånet ham for det.

Han er snart 10. 

Jeg kan intet snakke med hans far, om det så er min søn der ønsker mere tid med hans mor, så tror han at jeg påvirker min søn til at sige det, hvilket jeg ikke gør.

Jeg har ikke det vilde input.. det eneste jeg bare lige fik ondt i maven over, er jeres drengs udtalelser om for lidt fokus under samvær.. 

For mig er det et klart tegn på at jeres søn kan mærke at i er i “krig”. Og han forsøger at være på “den rigtige side” alt efter om han er sammen med mor eller far.. 

i skal stoppe med at blaime hinanden på baggrund af hvad jeres søn siger under samvær, om den anden - medmindre du reelt har mistanke om omsorgssvigt.
brug det i stedet til at se indad hos dig selv. Er JEG nærværende nok??? Og tal med din søn om dét, ikke om hans far. 

og øv dig i at tale far op. Positive vendinger og interesse i hvad de har lavet sammen siden han var hos dig sidst. 

Du kan ikke ændre på hvad far gør. Og slet ikke hvis han ikke er lydhør overfor dig. Det eneste du har kontrol over, er din egen banehalvdel. Så læg dit fokus der. 

og råb ind i en pude når du synes far er en idiot.. 

at han ikke tror på din historie om corona, kan du ikke ændre på. Træk på skuldrene og sig, “nå, jeg er da ærgelig over at du ikke tror mig. Men sådan var det nu.” Og så bare luk den der. Du skal ikke bevise noget.