Kronisk depression?

Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre, der har det som mig - jeg føler, jeg har en kronisk depression, der har varet, siden jeg var 14 år. Jeg er over 30 nu. Alle omkring mig virker så anderledes i hele deres livsindstilling, livssyn, energi og optimisme.

I den tidsperiode (fra 14 år til nu) har jeg gennemført gymnasium, lang videregående uddannelse, haft venner, festet, fået kæreste og to børn - alt sammen mens jeg var halv- eller heldeprimeret.
De sidste 8 år har jeg siddet fast i systemet som arbejdsløs, primært pga. lavt selvværd, som resulterer i dårlige jobansøgninger.

Jeg føler mig kun rigtig glad i kortere perioder. Mit "grundhumør" er lettere nedtrykt, jeg er pessimist og mit gode humør er altid meget skrøbeligt.

Jeg fremstår ikke trist og pessimistisk overfor folk, jeg skjuler det altid.

Jeg lider desværre af angst, det har jeg gjort hele mit liv. Jeg har også en personlighedsforstyrrelse.
Det lyder som om, jeg er helt bims - og det er jeg måske også. Jeg har været i psykiatrien for at blive udredt, men de sagde, at jeg var for velfungerende for dem og jeg skulle ud i det private. Jeg ville sikkert have gavn af både psykoterapi og kognitiv terapi, men det har jeg da slet, slet ikke råd til som langtidsledig.
Tør ikke antidepressiv uden terapi.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne løsrive mig fra mit tungsind og blive glad! Ikke konstant jublende glad, bare sådan - glad og tilfreds. Selv mit efterhånden halvgamle ansigt er blevet surt at se på. Jeg får vist ingen smilerynker...

Hvad skal jeg dog gøre?!

Kære du

For at svare på dit spørgsmål. Nej. Du er bestemt ikke alene. Hverken i din kroniske depression og din følelse af at være forkert/bims/etc. 
Jeg har det på nøjagtig samme måde. Jeg har haft det skidt psykisk siden jeg var omkring de 15 år. Måske endnu tidligere, jeg kan ikke huske det helt. Sådan on-off, både halv og heldeprimeret, angst, stresset, udbrændt. Som om det bliver lidt værre for hver gang. Nu er jeg start 30erne, og på vej ned igen. Jeg er også for velfungerede til at få nogen reel form for hjælp, og de gange jeg har forsøgt mig med psykologer mv., har de hurtigt sagt at jeg har så stor selvindsigt at jeg godt ved hvad problemerne er og bare skal gøre noget ved det, og afsluttet forløbet. Og så er man lidt efterladt til sig selv. Jeg har ikke været sygemeldt på noget tidspunkt, men altid lige holdt mig ovenvande og skjult det for omverden hvor slemt det står til. Fået videregående uddannelse, karrierejobs, mand og børn. Hele pakken. Udefra ser alt godt ud. Men jeg lider indeni og har tit lyst til at forlade alting og tage en envejs billet et eller andet sted hen fordi det da ikke kan være meningen at det skal gøre så ondt indeni. Men jeg bider det i mig og arbejder lige så stille med mig selv med principperne fra metakognitiv terapi herinde øve mig i at sætte forventningerne til mig selv meget ned. At min måde at være på, at min blotte tilstedeværelse, er helt ok: jeg behøver hverken være mere eller mindre. Det føler jeg hjælper lidt. 

Jeg ved ikke hvad man kan gøre ved det ellers. Jeg tænker der må være noget med signalerne i ens hjerne, der ikke fungerer som de skal, siden det bliver ved. Så mit næste skud er antidepressiver. Det har jeg ikke fået før. De gange jeg har fået det tilbudt, har jeg takket nej og de gange jeg har efterspurgt det tidligere, har jeg fået et nej. Det er ikke nemt når man ikke lige passer ind i sundhedsvæsnets kasser. 

Virtuelt kram herfra. Vi skal nok gå en lysere fremtid i møde.