Jeg føler ikke jeg kan mere

Jeg er nødt til at få luft. Jeg har en dreng på 6 år og han har altid været en “mundfuld” han har meget store følelser og har reageret voldsomt.

Efter han er blevet ældre er han blevet mere og mere grov. Så snart han ikke får det som han vil have det bander han og svovler. 
Han kalder mig fucking lorte taber, kælling osv. han siger han ville ønske jeg var død, at han havde en anden familie, at han hader mig osv. 

jeg kan mærke at jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke kan mere. Jeg kommer alt for ofte til at råbe ad ham, lægge ham hårdt ned i sengen (hvis det er sovetid) osv. jeg hader mig selv når jeg taber temperamentet. 

jeg ved godt han ikke mener de ord han siger, men jeg er så fyldt op, og det samme er min mand. Vi prøver at rumme ham, lade ham have sine følelser og hjælper ham med at sætte ord på når han bliver vred. Men de ting han reagerer over er blevet mere og mere “unfair” som han er blevet større. 

Han kan være så sød, og pludseligt vender han. I dag så han og hans søster en film inden de skulle sove, da jeg slukkede blev han sur og råbte at han havde ikke set noget og det var også en lortefilm også røg der det ene ord ud efter det andet fra ham. Jeg mistede fatningen og sagde meget højt at han skulle tale ordenligt, at jeg ikke vil finde mig i at blive talt sådan til. 
hvilket jo selvfølgeligt bare gjorde tingene værre. Jeg var en fucking taber og hvad ved jeg. Jeg endte med at lægge ham hårdt i sengen og råbe at han ikke skal tale sådan til mig. Derefter gik jeg og lukkede døren efter mig. Han råbte et par gange at jeg skulle åbne døren, hvilket jeg gjorde uden at sige en lyd til ham.

Derefter lå jeg i sofaen og hadede mig selv, jeg hader at jeg bliver så gal, at jeg ikke kan rumme ham. Han må have det forfærdeligt inden i siden han opfører sig sådan, og jeg gør bare den følelse værre ved at flippe ud. 

Jeg gik ind på værelset til ham for at vise ham at jeg var ked af min reaktion, velvidende at ham bare ville svine mig mere til, men han var allerede faldet i søvn. Og nu ligger jeg her og hader mig selv, og min søn er faldet i søvn og det sidste han oplevede var hans mor der skreg af ham.

jeg ved ikke hvad jeg vil med dette, jeg måtte bare ud med det. Jeg kan ikke klare at blive svinet sådan til mere hver gang jeg beder ham om noget eller gør noget som ikke passer ham. Alting er en kamp med ham

Jeg kan godt forstå at du ikke altid kan styre dit temperament i sådan en situation, det ville jeg heller ikke selv kunne gøre  

det lyder mega hårdt at han taler sådan til dig og det skal du da heller ikke finde dig i. Jeg synes at det er ok at du siger at det skal han ikke sige til dig og sætter ham ind på værelset. 

vi havde på et tidspunkt en 4 årlig som sagde “fuck dig, jeg hader dig, din lort” osv og der læste jeg at for det første skal man være meget tydelig når man sætter grænser uden at bruge for mange ord, eks “det vil jeg ikke have at du siger til mig” man må ikke komme med forklaringer osv “du kan vel nok forstå, jeg bliver ked af det når..” osv og det gælder i alle sammenhænge, ikke kun mår han taler grimt

det næste er at hvis han bliver fyldt op med ros og positive oplevelser, bliver det sværer for ham at tale sådan til dig. Så det gælder om at lave noget alene med ham bare jer to eks tage på café sammen eller bio  og hver dag fortælle ham søde ting “hvor er jeg glad for at du er i mit liv, jeg er en heldig mor at jeg har dig” hver dag og når han laver den mindste søde ting, hjælper sin søster eller lign og rose ham til skyerne. Det kan godt være lidt svært i starten fordi at man er f*** irriteret på ham, men jeg sagde det sagde det alligevel :-)

de to ting hjalp 100% idag er vores søn den sødeste og taler aldrig grimt mere :-D det tog ca 1 måned før det virkede, så man skal have lidt tålmodighed.

Jeg kan ikke komme med gode råd, for vi oplever desværre noget af det samme med vores dreng på 7 - han bliver SÅ gal, sur, tvær & Rasmus modsat hvis tingene ikke lige går efter hans hoved. Generelt er han negativt anlagt og kritisk overfor det meste, mens vi forældre og hans søster generelt er glade og positive.

Vi har dog altid sagt tydeligt fra overfor groft sprog, og gentager til døde at selv om man er sur, skal man tale ordentligt til hinanden - så lige den del er knapt så slemt som det du beskriver - omend han stadig får sagt nogle ikke særligt pæne ting.

Nogle dage kan han være enormt charmerende, kærlig samt vise sin følsomme side - hvilket trods alt giver håb, for vi har flere gange været ude i om der måske er noget galt med ham - jeg har hele tiden undskyldt det med hans alder og ikke at kunne styre sit temperament (endnu) - og at han med tiden nok skal lære det hvis bare vi bliver ved med at sige fra og snakke tingene igennem med ham (når han er faldet ned efter en tur), mens min mand nu tror på det er for sent at vende skuden. Jeg må indrømme at jeg også var noget modløs efter denne uge, både tirsdag og torsdag har vi haft diskussioner om simple ting (som fx afstå op om morgenen, spise morgenmad samt vores regler ved aftensmaden, altså ikke noget nyt).

Vi er ret bekymrede for fremtiden, for hvis han opfører sig sådan overfor andre mennesker, så får han det svært med fx at få og holde på venner. Vi snakkede lige om det i den her uge, at der aldrig er nogen der spørger om en legeaftale - nogle familier fra klassen virker lidt som om de undgår os, og det forstår man jo egentlig godt.

Vi elsker vores søn, men tror måske næsten vi er der hvor vi har brug for hjælp til at lære at håndtere ham - selvom det da er grænseoverskridende at skulle indrømme overfor andre. Han får altid ros til diverse samtaler og han har præsteret at total-charmere sin klasselærer, men jeg har tænkt på at beskrive situationen for klasselæreren og så høre om hun kan fjerne sine uber-positive pædagog-briller og så måske kigge efter om der er noget om snakken. 

Måske I kunne tage et lignende skridt - altså få hjælp udefra?

Mortiltreogmåskefire skriver:

Jeg kan godt forstå at du ikke altid kan styre dit temperament i sådan en situation, det ville jeg heller ikke selv kunne gøre  

det lyder mega hårdt at han taler sådan til dig og det skal du da heller ikke finde dig i. Jeg synes at det er ok at du siger at det skal han ikke sige til dig og sætter ham ind på værelset. 

vi havde på et tidspunkt en 4 årlig som sagde “fuck dig, jeg hader dig, din lort” osv og der læste jeg at for det første skal man være meget tydelig når man sætter grænser uden at bruge for mange ord, eks “det vil jeg ikke have at du siger til mig” man må ikke komme med forklaringer osv “du kan vel nok forstå, jeg bliver ked af det når..” osv og det gælder i alle sammenhænge, ikke kun mår han taler grimt

det næste er at hvis han bliver fyldt op med ros og positive oplevelser, bliver det sværer for ham at tale sådan til dig. Så det gælder om at lave noget alene med ham bare jer to eks tage på café sammen eller bio  og hver dag fortælle ham søde ting “hvor er jeg glad for at du er i mit liv, jeg er en heldig mor at jeg har dig” hver dag og når han laver den mindste søde ting, hjælper sin søster eller lign og rose ham til skyerne. Det kan godt være lidt svært i starten fordi at man er f*** irriteret på ham, men jeg sagde det sagde det alligevel :-)

de to ting hjalp 100% idag er vores søn den sødeste og taler aldrig grimt mere :-D det tog ca 1 måned før det virkede, så man skal have lidt tålmodighed.

Tak for ideerne. Jeg synes vi prøver, men det er nok altid en god idé lige st hanke op i sig selv og gøre lidt ekstra ud af de positive ting.

Han har altid være en dreng der har haft udfordringer, og på mange måder vokser han i det, men det er så hårdt når alt er en kamp. ��

Anonym skriver:

Jeg kan ikke komme med gode råd, for vi oplever desværre noget af det samme med vores dreng på 7 - han bliver SÅ gal, sur, tvær & Rasmus modsat hvis tingene ikke lige går efter hans hoved. Generelt er han negativt anlagt og kritisk overfor det meste, mens vi forældre og hans søster generelt er glade og positive.

Vi har dog altid sagt tydeligt fra overfor groft sprog, og gentager til døde at selv om man er sur, skal man tale ordentligt til hinanden - så lige den del er knapt så slemt som det du beskriver - omend han stadig får sagt nogle ikke særligt pæne ting.

Nogle dage kan han være enormt charmerende, kærlig samt vise sin følsomme side - hvilket trods alt giver håb, for vi har flere gange været ude i om der måske er noget galt med ham - jeg har hele tiden undskyldt det med hans alder og ikke at kunne styre sit temperament (endnu) - og at han med tiden nok skal lære det hvis bare vi bliver ved med at sige fra og snakke tingene igennem med ham (når han er faldet ned efter en tur), mens min mand nu tror på det er for sent at vende skuden. Jeg må indrømme at jeg også var noget modløs efter denne uge, både tirsdag og torsdag har vi haft diskussioner om simple ting (som fx afstå op om morgenen, spise morgenmad samt vores regler ved aftensmaden, altså ikke noget nyt).

Vi er ret bekymrede for fremtiden, for hvis han opfører sig sådan overfor andre mennesker, så får han det svært med fx at få og holde på venner. Vi snakkede lige om det i den her uge, at der aldrig er nogen der spørger om en legeaftale - nogle familier fra klassen virker lidt som om de undgår os, og det forstår man jo egentlig godt.

Vi elsker vores søn, men tror måske næsten vi er der hvor vi har brug for hjælp til at lære at håndtere ham - selvom det da er grænseoverskridende at skulle indrømme overfor andre. Han får altid ros til diverse samtaler og han har præsteret at total-charmere sin klasselærer, men jeg har tænkt på at beskrive situationen for klasselæreren og så høre om hun kan fjerne sine uber-positive pædagog-briller og så måske kigge efter om der er noget om snakken. 

Måske I kunne tage et lignende skridt - altså få hjælp udefra?

Han lyder meget som vores dreng. Han har altid haft nogle udfordringer med det følelsesmæssige. Da han startede i skole eskalerede raseriet her hjemme, vi talte med lærerne om det og det kom meget bag på dem, for det var slet ikke det de oplevede i skolen. Han er til gengæld meget dygtig fagligt, og fanger hurtigt nye ting. Han havde gode venner og kunne selvfølgeligt godt blive sur, men i skolen gik ham væk et øjeblik og kom tilbage når han var klar. Vi holdt en del møder med lærerne egentligt mest for at følge op på hvor vi var og det var som om han fik mere ro på. Han virkede til at være på overarbejde følelsesmæssigt og når han kom hjem kunne han ikke mere.

så startede han i første og fik ny klasselærer og hun er forfærdelig, og virker slet ikke (i mine øjne) pædagogisk og klar til at have små børn. Og nu er det eskaleret igen, og han har for første gang reageret voldsomt i skolen. Jeg kan mistænke at de to ting har en sammenhæng, men jeg ved det ikke. Lærerens forslag var at hende, jeg og min søn skulle holde et møde. Dette sagde jeg dog meget klart nej til, da jeg ved at han vil føle sig meget lille og forkert hvis vi sætter ham i “den varme stol”. Der er vidst snart skole-hjem-samtaler så tager vi den op der.

jeg oplever som dig at kun en enkelt spørger om legeaftaler, til gengæld spørger vi ofte flere forskellige, men får altid et nej

jeg tror som dig at der er noget galt med ham, jeg kan tænke at han har en mild asperger, men ved ikke om det bare er for at gøre det nemmere for mig selv, og ikke kan se at jeg bare har fejlet i opdragelsen

Anonym skriver:

Han lyder meget som vores dreng. Han har altid haft nogle udfordringer med det følelsesmæssige. Da han startede i skole eskalerede raseriet her hjemme, vi talte med lærerne om det og det kom meget bag på dem, for det var slet ikke det de oplevede i skolen. Han er til gengæld meget dygtig fagligt, og fanger hurtigt nye ting. Han havde gode venner og kunne selvfølgeligt godt blive sur, men i skolen gik ham væk et øjeblik og kom tilbage når han var klar. Vi holdt en del møder med lærerne egentligt mest for at følge op på hvor vi var og det var som om han fik mere ro på. Han virkede til at være på overarbejde følelsesmæssigt og når han kom hjem kunne han ikke mere.

så startede han i første og fik ny klasselærer og hun er forfærdelig, og virker slet ikke (i mine øjne) pædagogisk og klar til at have små børn. Og nu er det eskaleret igen, og han har for første gang reageret voldsomt i skolen. Jeg kan mistænke at de to ting har en sammenhæng, men jeg ved det ikke. Lærerens forslag var at hende, jeg og min søn skulle holde et møde. Dette sagde jeg dog meget klart nej til, da jeg ved at han vil føle sig meget lille og forkert hvis vi sætter ham i “den varme stol”. Der er vidst snart skole-hjem-samtaler så tager vi den op der.

 

jeg oplever som dig at kun en enkelt spørger om legeaftaler, til gengæld spørger vi ofte flere forskellige, men får altid et nej

jeg tror som dig at der er noget galt med ham, jeg kan tænke at han har en mild asperger, men ved ikke om det bare er for at gøre det nemmere for mig selv, og ikke kan se at jeg bare har fejlet i opdragelsen

Ej du fejler da bestemt ikke - bare det at du skriver herinde betyder jo at du gør et ihærdigt forsøg = god mor!

Jeg har heldigvis ikke samme følelse - jeg føler ikke vi har gjort noget forkert - jeg undrer mig virkelig ofte over hvor pokker det kommer fra. Men håber da det kun skyldes at han har “for mange” følelser, for det vil jo betyde at med tiden bliver det bedre når bare vi bliver ved med at holde ud.

I jeres tilfælde synes jeg da bestemt det lyder som om det handler om den nye situation med den nye klasselærer, og det så ender med at gå ud over jer derhjemme. Lige der ved jeg så ikke hvad I kan gøre - men måske skulle I bare tage det møde (måske bede om at skolelederen er med?) - det kan vel ikke skade ?

Livet er for kort til at skulle være SÅ svært for både jer og jeres dreng.

Så bed om hjælp

Find en dygtig børnepsykolog eller anden fagperson,  som du har tillid til, og få nogle redskaber til at håndtere hans store følelser (og udbrudt). Han er kun 7 år, så intet er for sent.

Din dreng kom ikke ud med en brugsanvisning, så det er umuligt at gøre alting rigtigt fra starten. 

Hvad har I gjort for at få ham undersøgt for, om der er noget psykisk på spil?

Hvis ikke I har gjort det, så skynd jer at få det gjort! Det kan ende med at redde ham for mange, mange trælse situationer og relationer.

Hvad når han fysisk bliver for stærk til dig og måske din mand? Når han bare tager sit tøj og går om aftenen og er væk hele natten?

Sæt ind nu!

.

Jeg tænker du skal tale med skolen og få noget PPR ind over som støtte og hjælp. De kan også give dig redskaber til at hjælpe din søn med sin vrede og negative adfærd. 

Det lyder rigtig hårdt for dig, og kan ærlig talt slet ikke forestille mig min søn tale eller opføre sig sådan. Var blevet rasende hvis han snakkede sådan til mig eller nogen andre for den sags skyld 

Jeg ønsker jer det bedste og håber at din dreng kan få den hjælp og støtte han har brug for så han kan blive din glade dreng og han kan komme udover de voldsomme udbrud tænker ihvertfald der må være mere i det, når et barn tillader sig at tale og opføre sig sådan over for både andre børn men også til voksne/sine forældre.