Mistillid til skolen

Hej med jer.

Vi har været igennem et rigtig træls forløb med vores drengs skolegang. Dette forløb er endt i, at vi i to forbindelser har kontaktet ledelsen med en uofficiel klage - eller i hvert fald med et ønske om, at ledelsen har vidst, hvordan forløbet har set ud fra vores side. Ledelsen har taget fint imod vores henvendelse, men har ikke som sådan taget stilling til det vi har sagt - altså hverken givet os ret eller uret.

Nu skal vi snart til møde på skolen igen, og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere urolig for, hvordan mødet bliver. Jeg gad så godt vide, om ledelsen har taget vores klagepunkter med til lærerne, så de ved, hvordan vi har haft det. For jeg ønsker virkelig ikke at sidde til flere møder, som dem der lå sidste skoleår. 

Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle, at det primært handler om samarbejdet mellem os og dem - ikke så meget om vores drengs skolegang. Jeg har meget svært ved at genfinde tilliden til dem, da vi har oplevet møderne som manipulerende, har opdaget, at de har sagt ting, der ikke var rigtige, har omformuleret ting i referaterne, så meningen blev en anden og lignende. Vi har oplevet kun at blive set som en forhindring i forhold til deres ’projekt’ med vores barn frem for en ressource og samarbejdspartner - dette har været vores oplevelse fra dag et.

Hvad ville I gøre i denne situation? Vi har snakket om følgende:

 - Kontakte ledelsen og sige, at vi er urolige for mødet og på en eller anden måde få snakket om, hvordan vi undgår et lignende møde. Måske kan vi også her få en ide om, hvorvidt vores klager er nået videre.

- Tage emnet op på mødet og italesætte, at det er svært for os at få tillid til samarbejdet igen.

- Bare leve med det og se fremad i stedet for tilbage, og være glad for at vores dreng trives i skolen i det store hele - det ville jeg på mange måder rigtig gerne - men det her er så sindssygt betændt for mig, at jeg har svært ved at se, hvordan det kan lykkes for alvor at finde fred i den beslutning.

Jeg er egentlig sikker på, at lærerne har handlet i bedste mening hele vejen, og at en del af det mest handler om tankeløshed og inkompetence. Jeg har ikke et ønske om at blive uvenner - men jeg kan omvendt heller ikke slippe min mistillid. Jeg synes virkelig det er svært at finde ud af hvad der er det gode at gøre. Jeg ønsker at min tillid til skolen og personalet der kan blive genoprettet, og at vi kan lægge sagen bag os, men i mig er der så meget vrede og frustration fra forløbet, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Er der nogle, der har nogle gode råd, tanker, perspektiver?

Det er vist bare med at vente at se, hvad der sker til mødet.

Når du skriver, det ikke handler om jeres søn men nærmere om samarbejdet mellem jer som forældre og så skolen, så synes jeg, det lyder underligt, det skulle fylde så meget.

Har I set indad, om der er noget, I også kunne gøre anderledes?

Selvfølgelig handler det i sidste ende om vores barn - jeg mente mere, at det ikke handler om, at vi ikke har tillid til, at de behandler ham ordentligt eller at han ikke får ordentlig undervisning - det handler om, at skolen har været så fast overbevist om, at de har haft ret i deres tolkning af en sag, at de slet ikke har hørt vores perspektiv, slet ikke har anerkendt, at vi kunne have noget at bidrage med, har fordrejet vores ord, så det passer ind i deres fortælling, ikke har overholdt aftaler i forhold til deres indsatser, fordi de har haft et helt bestemt fokus - en hel bestemt fortolkning af en problematik, og det har været rimelig umuligt at trænge igennem med andre fortolkningsmuligheder. Der er blevet skabt et narrativ omkring vores barn, som vi ikke har været enige i, men i stedet for at lytte til os, er vi blevet manøvreret ud på et sidespor.

Det er selvfølgelig altid vigtigt at kigge indad, og som en, der selv arbejder i samme sektor, ved jeg godt, at forældre ind imellem kan være svære at danse med. Jeg vil dog våge den påstand, at vi har været rimelige, velovervejede og samarbejdsvillige hele vejen igennem.

Anonym skriver:

Selvfølgelig handler det i sidste ende om vores barn - jeg mente mere, at det ikke handler om, at vi ikke har tillid til, at de behandler ham ordentligt eller at han ikke får ordentlig undervisning - det handler om, at skolen har været så fast overbevist om, at de har haft ret i deres tolkning af en sag, at de slet ikke har hørt vores perspektiv, slet ikke har anerkendt, at vi kunne have noget at bidrage med, har fordrejet vores ord, så det passer ind i deres fortælling, ikke har overholdt aftaler i forhold til deres indsatser, fordi de har haft et helt bestemt fokus - en hel bestemt fortolkning af en problematik, og det har været rimelig umuligt at trænge igennem med andre fortolkningsmuligheder. Der er blevet skabt et narrativ omkring vores barn, som vi ikke har været enige i, men i stedet for at lytte til os, er vi blevet manøvreret ud på et sidespor.

Det er selvfølgelig altid vigtigt at kigge indad, og som en, der selv arbejder i samme sektor, ved jeg godt, at forældre ind imellem kan være svære at danse med. Jeg vil dog våge den påstand, at vi har været rimelige, velovervejede og samarbejdsvillige hele vejen igennem.

Ah, så er jeg med.

Det lyder som om, de er totalt låst i deres holdning. Derfor ville jeg sørge for at have ting på skrift. Sende en komplet klage/gennemgang af sagen fra jeres side til skolelederen.

Hvis I er klar til potentielt at brænde broer, ville jeg CC den til skolechefen i kommunen.

Men blot at sende det til rektor bør være med til at forhindre, det sker en anden gang.