Hjælp til datter med tvangshandlinger

Vi har brug for noget hjælp til vores datter på 10 og vores familie, men jeg er i tvivl om, hvor jeg skal henvende mig for at få hjælpen (skolen, egen læge, sundhedsplejerske, kommunen?). Det bliver langt, men jeg vil forsøge at beskrive baggrunden bedst muligt i håb, om at nogen ved, hvor jeg bedst kan henvende mig for at få den rette hjælp. 

Baggrunden er, at hun altid har haft et vist behov for kontrol. Under corona er det eskaleret voldsomt, da skolerne blev lukket ned. Hun har et stort socialt behov, så at veninderne pludselig blev revet væk og en del af familien også valgte at holde sig væk, fik det til at eskalere voldsomt.

Da skolen åbnede igen bemærkede lærerne, at hun havde et voldsomt behov for at have styr på veninderne og, hvem hun skulle lege med i pauserne og efter skole, så der ikke var meget overskud til læring. Den del er kommet ned på et niveau nu, hvor hun igen trives bedre i skolen.

I stedet har hun gennem de seneste år udviklet en række tvangshandinger. Det startede uskyldig med, at hun altid ville sige favel ved det samme vindue, så det reagerede vi ikke på. Det gav dog en større nedsmeltning den første dag i 4. klasse, da hun skiftede gang og derfor ikke kunne vinke farvel ved ”hendes” vindue.

Hun har fundet et nyt sted, hvor hun vil sige farvel og den del var stadig uskyldig nok, men stille og roligt er der kommet mere på, så hun nu skal have det faste sted, skal kramme, har 2 bestemte ting hun skal spørge om, mens hun står der, selv om hun godt ved svaret. Hun er gået fra at skulle sige farvel en gang til, at hun nu råber farvel og vinker gentagne gange indtil hun ikke længere kan se mig og forventer, at jeg vinker og svarer hver gang. Afleveres hun i morgen SFO er der nu 3 vinduer hun skal vinke fra.

Afviger vi fra denne rutiner bryder hendes Verden helt sammen og hun løber efter mig gentagne gange ud af skolen, så det nemt kan tage 45 min at aflevere hende. Det sker heldigvis sjældent, at vi når derud, men det er fordi vi sjældent afviger fra rutinen, men det er jo ikke holdbart at hun har disse tvangshandlinger, når der bygges mere på.

Nu er hun så begyndt at skulle tælle trinene, hvis hun går på en ny trappe, skal tælle striberne i en fodgængerovergang, skal røre ved alt muligt eller læse alt muligt. Disse ting er kommet inden for de sidste 3-4 måneder.

For nogen vil det måske lyde som om, hun bare opfører sig uopdragent og bare vil have sin vilje, men der er stor forskel på hendes nedbrud over ikke at få hendes vilje og så nedbrudene, der kommer når hun ikke får lov til at lave disse ”tvangshandlinger”.

Jeg mistænker ikke noget med autisme eller lignende, da hun ikke bryder sammen, hvis der ikke er en fast struktur på dagene, og det er ikke noget problem at lave noget spontant, men vi har brug for noget hjælp til at få hende ud af dette behov for tvangshandlingerne og vi har brug for hjælp til, hvordan vi håndterer det som familie.

Kære dig 

det er altid hårdt at se når ens børn ikke trives, men hvor er dwt heldigt at jeres datter har jer til forældre der konstruktivt forsøger at hjælpe. Jeg vil kontakte skolen og bede om en samtale/møde med PPR. Hvis der ikke sker noget (i nogen kommuner er der lang ventetid på PPR) vil jeg kontakte egen læge. 
Derudover vil jeg råde dig til at stå fast og være insisterende på at få hjælp, ikke lade dig spidse af med “kom igen hvis det bliver værre”, da hendes adfærd på relativ kort jo er forværret. 

håber i finder den relevante hjælp!

Hun skal have hjælp, og det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg udviklede selv lignende tvangshandlinger som barn, og fik ikke hjælp før der var gået flere år og jeg til sidst havde udviklet voldsom social angst og måtte hjemmeundervises… 

i kan gå til egen læge og få en henvisning til en børnepsykiater. Ellers kan i kontakte PPR, men det kan godt være en lidt længere proces. 

Jeg tænker bestemt også at jeres datter skal have hjælp. Jeg ville gå via sundhedsplejerske/PPR eller egen læge.

Min søn kan have lille tendens til det samme, men vi siger altså nej når han vil indføre en ny rutine og henviser til den gamle. Her er det antal krammere, og hvis han så siger og så skal du kilde mig og vi vinker udenfor, så bliver der sagt nej, vi krammer og så siger vi farvel. På den måde hjælper I jeres datter med rammesætning og giver hende ro i hovedet. Men ved godt det er svært, især når hun selv begynder at ville tælle ting osv. det er sværere at styre. Men der skal hjælp til nu så hun ikke kommer længere ud i de der ritualer.

Jeg synes jeg kan genkende meget af det fra mig selv da jeg var den alder. Det er forfærdeligt at have det sådan og det er så dejligt at du er opmærksom og søger hjælp. Jeg har angst men fik ikke noget hjælp dengang og det har gjort mange ting i mit liv meget svært ikke at blive mødt med hjælp og forståelse. Jeg ved desværre ikke hvor man får hjælp men jeg ved at nogle kommuner har grupper for børn med angst. Men det skal selvfølgelig afklares om det er angst først. Jeg ville starte hos egen læge og ikke give op før du får hjælp til hende. Hvis det er angst er der heldigvis mange der kan komme af med symptomerne med den rette hjælp. Jeg håber i finder den rette hjælp.

Tak for jeres svar.

Jeg har nu skrevet til skolen, da jeg kom i tanke om, at skolelederen i sidste nyhedsbrev nævnte, at de har ansat en pædagogisk ansvarlig leder, som netop skal have fokus på elever med udfordringer. Det er ikke noget, vi har haft på skolen før, så jeg ved ikke, hvilke udfordringer hun kan hjælpe med men mon ikke, at hun i hvert fald kan pege os i den rigtige retning med hjælp.

Kan hun ikke hjælpe vil jeg kontakte sundhedsplejersken og kan hun heller ikke henvise os til hjælp må det blive egen læge. 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Jeg har nu skrevet til skolen, da jeg kom i tanke om, at skolelederen i sidste nyhedsbrev nævnte, at de har ansat en pædagogisk ansvarlig leder, som netop skal have fokus på elever med udfordringer. Det er ikke noget, vi har haft på skolen før, så jeg ved ikke, hvilke udfordringer hun kan hjælpe med men mon ikke, at hun i hvert fald kan pege os i den rigtige retning med hjælp.

Kan hun ikke hjælpe vil jeg kontakte sundhedsplejersken og kan hun heller ikke henvise os til hjælp må det blive egen læge. 

Det lyder rigtig fornuftigt. OCD går ikke i sig selv igen uden hjælp og kræver behandling.

Jeg har haft ocd det meste af mit liv og kom endeligt af med det for 9 år siden  det var præcist som du beskriver det med din datter. 
Når jeg tænker tilbage på det nu med voksne øjne, ville jeg ønske at mine forældre havde spurgt mig om hvorfor jeg egentligt gjorde alle de ritualer, for så ville jeg have svaret, at det er fordi at jeg var bange for at folk omkring mig skulle dø eller blive syge hvis jeg ikke gjorde alle tvangshandlingerne. Jeg ved godt at det lyder virkeligt åndsvagt, men det var sådan jeg tænkte

den dag idag, ville jeg ønske at mine forældre havde udfordret mig lidt og ikke bare “støttet” mig i tvagshandlingerne, for det blev det ærligt bare værer af  nogen gange kunne de finde på at minde mig om den sætning jeg skulle huske inden de sagde farvel og på den måde holde mig fast i ritualerne. De gjorde det i en god mening, fordi at de ikke ville have at jeg skulle gå rundt og være ked af det hele dagen, men det hjalp virkeligt ikke på situationen

på et tidspunkt som voksen tog det mig 1/2 time hver dag at komme ud af døren, fordi at jeg skulle hive stik ud af stikkontakter og tjekke alle vinduer var lukkede, køleskab osv og en dag fik jeg nok. Så tog jeg én tvangshandling af gangen og tog en kold tyrker på den også videre til den næste, det tog et helt år før jeg havde udryddet dem alle, fordi at nogen af dem var så indgroet og gav mig hjertebanken og svedeture når jeg ikke udførte tvangshandlingerne

men det hjalp heldigvis og idag har jeg kun en sjællent gang i mellem tvangstanker men ingen tvangshandlinger

jeg ville nok tage til lægen og få en henvisning til en psykolog der var specialiseret i ocd hvis det var mit barn

Ring til lægen og få en henvisning til psykolog.

Jeg har selv været møllen igennem da jeg selv havde tvangstanker omkring at tjekke forskellige ting inden jeg skulle i seng og kunne bruge 2 timer på det.

De dage jeg er stresset kommer det stadig op men han lærte mig at jeg kunne tage et billede af tingene jeg tjekkede og så kunne jeg se på billedet når jeg havde lagt mig i seng.

Jeg havde selv meget slem OCD som barn. Vil også sige at I skal kontakte lægen og bede om henvisning til psykolog og evt. Psykiater for behandling. CEKTOS har speciale i det- det er vigtigt at det er en form for behandling der hjælper på OCD- dvs. Kognitiv adfærdsterapi eller Meta kognitiv. Og så ville jeg også råde til at tage en snak med hende og fortælle hende at hun ikke er sindssyg. Det fyldte meget hos mig og jeg turde ikke fortælle nogen hvordan jeg havde det. Den gang kendte de færreste til OCD, ikke engang lægerne. I dag er det jo "alle mands eje" og folk bruger det i flæng  "Det er bare min OCD". Der er også noget der hedder OCD foreningen, hvor man kan få kontakt til andre med OCD og pårørende.

Og så vil jeg sige at det kan lade sig gøre at blive næsten fri. Da det toppede hos mig, var det så slemt at jeg brugte 8-9 timer dagligt på ritualer (remser, mm.) Og idag mærker jeg ikke meget til det. En kombination af medicin og terapi har hjulpet migvog idag har jeg redskaber som gør at jeg kan stoppe det, inden det kører af sporet. Men det var en hård kamp.