Gravid og angst

Hej. 
jeg har fundet ud af at jeg er gravid. Jeg er i min 4 uge. Tanken om at jeg er gravid og alt det ansvar det hører med skræmmer mig helt vildt. Kvalmen og opkasten har sat min angst i gang og nu kæmper jeg med begge. Er det normalt at jeg er helt skræmt over graviditeten og hvordan det hele kommer til at være og bange for angsten skal ødelægge mig og babyen. 
Godt råd søges.

Ja, jeg ser det som helt normalt  

Det er ikke nemt at være gravid og have angst eller i det hele taget være psykisk sårbar, det ved jeg personligt. Mine psykiske udfordringer er blusset op under min graviditet, og selvom ingen af dem konkret omhandler graviditeten og min graviditet for mig er en ren positiv ting, så har jeg haft katestrofetanker om det hele  Bliver jeg nu en god mor? Kan jeg overhovedet finde ud af at være nogens mor? Hvad hvis baby ikke udvikler sig som den skal? Osv. 

Af en eller anden grund lykkes det mig for det meste at slippe tankerne og stole på min krop, og fortælle mig selv at jeg gør det bedste jeg kan og at mit barn får en far, der netop er stabil og som vil det mindst lige så meget som jeg vil det. Angst og andre psykiske udfordringer gør ikke en uegnet som forældre.

Mit bedste råd til dig er at gøre opmærksom på din angst ved det første lægebesøg, så du kan få ekstra støtte under din graviditet  Nu ved jeg selvfølgelig ikke om du er i behandling hos psykolog/psykiater eller måske tager medicin for din angst. 

Tænkte du også at du ikke kan klare det og tænkte over abort? 
er også utrolig bange for fødselsdepression da jeg har en bekendt der har gået igennem det, hvilket har haft påvirkninger på barnet.

tak for dit skriv

I meget korte øjeblikke kan jeg godt tænke om det nu også er en fejl og halvt fortryde, men jeg er nu i uge 25, så det er jo ligesom for sent at fortryde  Men min graviditet er planlagt og vi havde forsøgt i et par måneder, da det lykkedes. Så abort har aldrig været en seriøs overvejelse for mig, specielt ikke efter nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning  

Jeg ved situationen havde været en anden, hvis min graviditet var et uheld og jeg ikke havde en så stabil partner, der kender til alle mine bekymringer omkring det at få børn og som selv aktivt har valgt at det alligevel er mig, der skal føde hans børn   Jeg ved ikke om jeg nogensinde ville kunne gennemføre en abort, men jeg havde klart overvejet det for bare 2 år siden pga min psyke. 

Tak. Det er så trist at jeg har det sådan for i starten var jeg utrolig glad og kunne ikke vente med at fortælle folk det. 

Hvis du taler med din jordemoder om det kan du indstilles til psykolog og samtaler undervejs. Og tilknyttes psykisk sårbareforløb. Min angst er blevet mindre efter jeg fik mit barn - det var som om det hele ikke pludselig handlede om mig selv. Så meget af det der før gjorde mig angst er væk. Men vær åben om det, der er masser af hjælp at hente under og efter graviditet.