Blive sammen for børnenes skyld

Jeg står desværre overfor en skilsmisse, og det gør så ondt på mig, at mine børn nu skal være skilsmissebørn ligesom jeg selv var.

Jeg går derfor og tænker i alternativer, så de ikke skal føle sig rodløse og mærke så lidt som muligt til ændringer. 
Børnenes far og jeg har længe bare levet som bofæller, så der bliver ikke den store ændring der - bortset fra at skænderierne forhåbentlig stopper, og jeg får det bedre. Det gør vi forhåbentlig alle sammen. 
jeg leger med tanken om, om vi kunne blive boende sammen i en periode eller skiftes til at komme i hjemmet, så børnene ikke skal rykkes frem og tilbage. Men ved ikke, om det overhovedet kan fungere. 
Har nogle af jer erfaringer med det? 

Min erfaring er at ungerne bliver møghamrende snot forvirret, og det langt bedre at lave et clean cut. 

Bliv skilt, og isteder have et god samarbejde sammen om børnene. 

Det hårdt, men de skal med jeres hjælp nok komme igennem det. 

Min onkel og tante lavede den der med, de boede sammen men var ikke sammen. Så gik det til den ene flyttede, men de skiftede til at bo i huset. 

Og det gik så meget ud over børnene. De var snot forvirret, og gik hele tiden i troen og håbet om at nu var mor og far nok sammen igen, eller kom til det. 

Fordi man opsatte et forkert blik for børnene om det. 

Så tog de på ferie sammen, sov i samme seng osv. Det eneste det gjorde var at ødelægge børnene mere end en skilsmisse ville gøre. 

Og det var først da de faktisk blev rigtig skilt og boede hver for sig. At børnene endelig kunne slå sig ned på - at mor og far ikke var sammen mere. 

Og komme videre derfra. 

I mine øjne gør man ikke sine børn en tjeneste at gøre det sådan, tværtimod.

Anonym skriver:

Jeg står desværre overfor en skilsmisse, og det gør så ondt på mig, at mine børn nu skal være skilsmissebørn ligesom jeg selv var.

Jeg går derfor og tænker i alternativer, så de ikke skal føle sig rodløse og mærke så lidt som muligt til ændringer. 
Børnenes far og jeg har længe bare levet som bofæller, så der bliver ikke den store ændring der - bortset fra at skænderierne forhåbentlig stopper, og jeg får det bedre. Det gør vi forhåbentlig alle sammen. 
jeg leger med tanken om, om vi kunne blive boende sammen i en periode eller skiftes til at komme i hjemmet, så børnene ikke skal rykkes frem og tilbage. Men ved ikke, om det overhovedet kan fungere. 
Har nogle af jer erfaringer med det? 

Da mine forældre blev skilt skiftedes mine forældre med at bo i huset til det var solgt. De boede der på 7/7 ordning. Det gjorde det nemmere for mig (jeg var 12 år.) 

Anonym skriver:

Jeg står desværre overfor en skilsmisse, og det gør så ondt på mig, at mine børn nu skal være skilsmissebørn ligesom jeg selv var.

Jeg går derfor og tænker i alternativer, så de ikke skal føle sig rodløse og mærke så lidt som muligt til ændringer. 
Børnenes far og jeg har længe bare levet som bofæller, så der bliver ikke den store ændring der - bortset fra at skænderierne forhåbentlig stopper, og jeg får det bedre. Det gør vi forhåbentlig alle sammen. 
jeg leger med tanken om, om vi kunne blive boende sammen i en periode eller skiftes til at komme i hjemmet, så børnene ikke skal rykkes frem og tilbage. Men ved ikke, om det overhovedet kan fungere. 
Har nogle af jer erfaringer med det? 

Da mine forældre blev skilt var jeg 8. Vi flyttede fra min far, som blev boende i det gamle hus. Vores nye hus lå lige nede for enden af den vej vi tidligere boede på, så vi kunne løbe mellem vores forældre, som vi ønskede. Det var genialt - og så for alt i verden en god kommunikation. Det er altafgørende for, at børnene kan komme godt igennem en skilsmisse. 

Min x og jeg blev skilt og jeg flyttede 300 meter væk i en lejebolig. Vores børn løber frem og tilbage men har aldrig været i tvivl om hvorvidt vi var skilt. Min kæreste derimod, har din løsning med sin x. De første 2 år var et helvede. Alt er fryd og gammen indtil den ene får en ny kæreste. Sådan var det også for min kæreste og hans x. De var enige om alting og så kom jeg ind i billedet og så var de enige om absolut ingenting. Børnene fik det svært i setuppet. Især den store holdt mig på afstand i flere år. Det er først nu (efter 4 år) at han søger mig. Mine børn tager han stadig afstand fra. Jeg er ikke i tvivl om at de skænderier der opstod efter de gik fra hinanden som omhandlede mig, har farvet hans syn på mig og han har selvfølgelig bakket sin mor op når hun har siddet og syntes at min tandbørste ikke skulle være i deres tandbørsteholder osv. Efter 4 år har jeg en pose med skiftetøj der står i et hjørne af et rum, en tandbørste, lidt makeup og en parfume. Jeg kommer aldrig til at føle mig hjemme der..