Raserianfald om natten

Tak for de mange svar! Er glad for vi ikke er de eneste, men hold da op det har været noget tid hos nogle af jer. Hvordan pokker har I kunne fungere i det daglige??

Jeg synes hun virker for vågen til at det er night terror, selvom tidspunktet for opvågningen passer med det. Nogle nætter er der dog intet, så vi ved det ikke. Hun virker dog et sted mellem vågen og ikke vågen, ja en form for trance. Det hvor det eskalerer fuldstændig, er at hun begynder at bede om alt muligt 100 gange - vand, bamser, flere sutter, nyt sovested, dyne/ikke dyne og det er svært at bremse. 
men tak for jeres erfaringer, vil prøve en anden form for afledning og måske en tyngdedyne og se hvad der sker.  

Vores store pige havde night terrors, da hun var 3 år. De kom stort set hver eneste aften omkring kl. 23 i 3-4 mdr. Hun virkede vågen, så i starten troede vi, at hun blot var hysterisk, når hun skreg og ryddede alle hylder på værelset, fordi hun havde lignende episoder i løbet af dagen

Efter vi fandt ud af, at det var night terrors, begyndte jeg at lade hende "rase lidt af" inde på værelset, imens jeg var hos hende, og derefter pakkede jeg hende ind i dynen og tog hende med ud i vores udestue, hvor der var køligt. Det fik hende til at falde til ro efter et stykke tid, og jeg kunne derefter putte hende igen. Hun kunne aldrig huske dagen efter, hvad der var sket.

Jeg synes det lyder som night terror. Ved vores søn blev det værre hvis man forsøgte at kramme ham eller nærme sig. Det der virkede for os var simpelhen at tænde for tv’et - også selvom det var nat. Så blev han afledt og “vækket” og så puttede vi ham igen 15 min efter ca.

Det er jeg næsten helt lettet over I skriver, for så er der jo et “svar” selvom det ikke gøre det bedre. 

Jeg prøver at lave en dejlig afledning når det sker igen! 

virkelig mange tak for jeres svar, føler mig 10 kg lettere

Måskemor skriver:

Jeg synes det lyder som night terror. Ved vores søn blev det værre hvis man forsøgte at kramme ham eller nærme sig. Det der virkede for os var simpelhen at tænde for tv’et - også selvom det var nat. Så blev han afledt og “vækket” og så puttede vi ham igen 15 min efter ca.

Vi gjorde nogenlunde det samme - vi gad bare ikke gå ned i stuen så vi brugte mobilen

synes det gik hurtigt over når vi afledte. 

Vi har ikke oplevet vreden på den måde, som det bliver beskrevet i tråden. 
Men vores ældste datter har haft en periode, hvor hun vågnede og bad om alt muligt og mere af det. Det gav også lidt nedsmeltninger, både hos hende og os. For helt ærligt, hvem gider hente det 5. glas vand kl 1 om natten

Vi begyndte at skrive ned, hvad hun bad om, og så satte vi en kasse med de ting ved siden af hendes seng efter hun sov. Så når hun vågnede og bad om vand, så fyldte vi vand op til hun var færdig. Bad hun om flere sutter, så fik hun flere sutter osv. Der gik en lille uge og så holdt hun helt op

Tak for de mange svar! Er glad for vi ikke er de eneste, men hold da op det har været noget tid hos nogle af jer. Hvordan pokker har I kunne fungere i det daglige??

Jeg synes hun virker for vågen til at det er night terror, selvom tidspunktet for opvågningen passer med det. Nogle nætter er der dog intet, så vi ved det ikke. Hun virker dog et sted mellem vågen og ikke vågen, ja en form for trance. Det hvor det eskalerer fuldstændig, er at hun begynder at bede om alt muligt 100 gange - vand, bamser, flere sutter, nyt sovested, dyne/ikke dyne og det er svært at bremse. 
men tak for jeres erfaringer, vil prøve en anden form for afledning og måske en tyngdedyne og se hvad der sker.  

Ifht at bede om hundrede ting måtte jeg sætte en fod ned for det tog også fuldstændig overhånd med min søn. Han fik en drikkedunk med en lille smule vand i (50 ml ca) som stod ved sengen, og ellers var det godnat. 
hver gang han stod op og ville have noget (havde fjernet tremmerne i siden af hans seng da han ellers kravlede over og var bange for han ville falde og slå sig), fulgte jeg ham ind i seng, puttede ham og sagde godnat. Ingen snak/diskussion. Bare du skal sove nu, og så kys og godnat. Og det blev jeg ved med. 
De første nætter gjorde jeg det igen og igen i 4-5 timer, men så blev det mindre og mindre, og efter små 2 uger, havde jeg aldrig den kamp igen. 
han har haft en drikkedunk med vand ved sengen lige siden, og ellers når der er sagt godnat, så har det været godnat! (Medmindre han havde mareridt eller blev syg/dårlig selvfølgelig!)

(og så sørge for han havde rigeligt med sutter i sengen, sove bamse osv.)

Anonym skriver:

Hej, 

Jeg søger lidt sparring. Har en dejlig datter på 2 år og 5 måneder. Hun trives og er super godt med på alle punkter. 
Vi er nået til den tid, hvor der ikke skal så meget til før verden ramler for hende og man bliver ked og vred, hvilket jeg jo godt ved er helt normalt for den alder. 
Vi har kun få gange om dagen hvor der er nedsmeltninger og de er ovre på få minutter. Nogle dage er der ingen. Problemer er, at de helt store ture kommer om natten. Som I at hun kan være vred og ked i langt over en time. Nogle dage har vi meget dumme putninger, hvor det så er stensikkert vreden fortsætter om natten. 
Hun er svær at trøste om natten og vi må næsten ikke nærme os hende men heller ikke gå. 

jeg ved godt det er normalt for alderen og at alting er en fase og udviking, men er der andre der prøvet det sådan om natten? 
Vi er helt ødelagt psykisk og fysisk og er i tvivl om om der mon er noget helt galt. 

håber du har nogle råd eller lignende. 

vh 

den trætte mor

Det gjorde vores den ældste også.

det der virkede bedst var faktisk ikke at gøre noget. Men blot være til stede i rummet uden nærkontakt og uden at sige noget. Så gik det faktisk hurtigst over. Forsøgte vi at gøre noget så varede det længere tid inden der var ro på igen.