Jeg er simpelthen så ked af det.
Min ældste datter på 11 år er meget lukket. Hun vil ikke tale med nogen om sine følelser, problemer, tanker, hvis noget går hende på, hun vil kun tale med mig. Selv om det er dejligt at hun er fortrolig med mig, så er det en til tider svært belastende situation at være i, fordi jeg så er den eneste, hun bruger til alt, også når hun er sammen med andre, også når jeg ikke er der.
Hun er delebarn i en 7/7 ordning. Ordningen har hun selv haft indflydelse på og har bedt om den fordeling selv og trives i den. Men når hun er hos sin far og bonusmor er det også mig, hun skriver til, hvis der er noget. Det kunne være hun har fået dårlig mave, så skriver hun til mig og spørger, hvad hun skal. Eller hun er ked af det over noget.
Problemet er, at hun forlanger jeg ikke siger det til nogen, ellers truer hun med hun aldrig vil stole på mig igen. Normalt ville jeg tænke, at jeg er den voksne, og jeg er nødt til at involvere andre voksne, men i det her tilfælde er det ekstremt sårbart at bryde hendes tillid, da hun så vil internalisere alle følelser, hvis hun heller ikke tør bruge mig længere.
Hun er I forvejen en ængstelig pige, der bekymrer sig meget, og nu har jeg siddet med enormt mange sårbare teenagepiger i psykiatrien med depression, angst og selvmordstanker. Jeg vil ikke at mit barn skal blive en af dem, fordi hun ikke tør stole på nogen.
Igen i aften har hun skrevet, her 22.30. Hun er ked af det, har hjemve og vil hjem. Hun sover hos sine farforældre. Jeg beder hende tale med farmor, det nægter hun. Hun vil heller ikke skrive til sin far. Og da jeg så bringer på banen, at jeg i givet fald kan/vil gøre det, simpelthen for at passe på hende, da hun ligger og er ked af det, så kommer truslerne igen. Hvis jeg gør det, vil hun aldrig stole på mig og fortælle mig noget igen.
Jeg føler mig faktisk manipuleret med. Jeg ved godt hun er et barn, men jeg synes det er unfair at sætte mig i en position, hvor jeg ved, hun har det svært, jeg kan ikke selv gøre noget, men hun truer mig til at stå med det alene uden at kunne hjælpe.
Jeg har haft en alvorlig snak med hende, talt med hende om, hvorfor det er vigtigt at kunne bruge andre end mig, også ærligt fortalt, hvorfor det er, det påvirker mig, der sker ingen ændring. Hun kan ikke svare på, hvorfor hun ikke vil bruge andre.
Det er det samme med problemer i skolen, noget i fag der er svært eller træls, hun nægter at tale med lærerne. Mit barn er mit ansvar, men jeg er faktisk seriøst presset af at sidde i den her knude, og har tudet her til aften.
Er situationen grel noget bruger jeg en masse krudt på at få hende med på at jeg deler det med fx far, netop så det ikke bliver et brud af hendes tillid, men det er fandme svært.
Jeg håber i kan læse ud af det her, at det ikke handler om at lade et barn bestemme, men om at balancere i det her med et sårbart og i øvrigt ret lukket barn.
