Nogen der har prøvet det?

Jeg er pludselig ramt af en følelse jeg ikke helt kan definere… 

rationelt set, kan jeg sagtens se jeg er helt galt på den og forstår godt min mand når han fortæller mig at jeg er klæbende og umulig at stille tilfreds 

jeg længes efter ham, selvom han er her (vi er på ferie) 

han har er job der kræver han er ved tlf selvom han har ferie - en høj chefstilling hvor alt falder tilbage på ham. 
men jeg bliver jaloux! På hans arbejde, og at han dagligt snakker med ansatte og deriblandt hans sekretær….. og jeg tager mig selv i enten at logre og klæbe op ad ham eller blive sur og fornærmet

jeg er træt og ukendt med de her følelser….. hvordan tøjler jeg mig selv? 
min mand er sød og fantastisk og på med børnene og stryger mig over ryggen med kærlige klap osv osv osv…… 

jeg føler mig uattraktiv fordi jeg er så kluntet - hjælp?! Kender nogen denne situation? 

Nu ved jeg jo ikke hvordan du er klæbende 

men mig og min mand har været sammen i snart 14år og vi kysser da og klapper hinanden i måsen og krammer nusser og små pirre hinanden og driller hinanden flere gange om dagen. Vi elsker begge to at være tæt på hinanden og op af hinanden vi har også stadig kun en 3/4 seng fordi hvordan skulle vi dog være i en dobbelt seng så ligger vi ikke tæt nok

mwn ja hvis i aldrig rigtig har gjord det så er det også svært man lige pludselig gør det men jeg ved jo ikke hvad der er alm hjemme ved jer men kan godt forstå du kræver opmærksomhed men han brude lære chef eller ej når man er på ferie er man på ferie 

B&J skriver:

Nu ved jeg jo ikke hvordan du er klæbende 

men mig og min mand har været sammen i snart 14år og vi kysser da og klapper hinanden i måsen og krammer nusser og små pirre hinanden og driller hinanden flere gange om dagen. Vi elsker begge to at være tæt på hinanden og op af hinanden vi har også stadig kun en 3/4 seng fordi hvordan skulle vi dog være i en dobbelt seng så ligger vi ikke tæt nok

mwn ja hvis i aldrig rigtig har gjord det så er det også svært man lige pludselig gør det men jeg ved jo ikke hvad der er alm hjemme ved jer men kan godt forstå du kræver opmærksomhed men han brude lære chef eller ej når man er på ferie er man på ferie 

Det gør vi faktisk også…. Men jeg er vidst bare umættelig i øjeblikket og enormt nærtagende

måske jeg har lidt livskrise …. Det er slet ikke rart… 

Jeg genkender følelsen fra vores første fælles ferie i et sommerhus, men vi havde heller ikke meget tid sammen ellers. Vi var i et langdistance forhold med bopæl i hvert vores land, som blev endnu hårdere pga COVID-19 og lukkede grænser. Hold nu op, hvor irriterede det mig hver gang den telefon ringede. Han havde også en lederstilling. Men jeg husker følelsen af, at han ikke kunne dedikere al sin tid til mig bare i den ene uge, og hvor ked af det, de gjorde mig. Resten af tiden var han også den søde, dejlige, skønne, kærlige kæreste og set tilbage så var det jo en brøkdel af tiden, som han brugte på de opkald.

Jeg har ingen gode råd, for selvom vi da snakkede om det, men jeg var nødt til at acceptere at det var sådan for han kunne altså ikke finde ud af at lade telefonen ringe ud eller sige til dem der ringede, at han altså havde ferie og de skulle ringe til en anden. 

Der gik heller ikke lang tid efter det, før han måtte smide håndklædet i ringen og sige til sin chef, at han ikke kunne fortsætte som leder og have medarbejderansvar. 

Der er stor forskel på alm dagligdags nærkontakt og så den nærkontakt som næsten påtvinges, fordi den ene part føler sig tilsidesat til fordel for en telefon eller hvad det nu ellers måtte være.

Men du må lægge bånd på dig selv og evt bede ham begrænse omfanget af opkald hvis det er slemt. Det er da heller ikke fedt hvis man bliver den irriterende.

Derudover er der noget misforstået over folk med chefstillinger som opfatter sig selv som uundværlige. Min egen chef har da nok mindst 50 personer under sig men hun er ikke tilgængelig i sin ferie medmindre det er et nødstilfælde. Hun har uddelegeret ansvaret og beslutninger til andre. 

Anonym skriver:

Jeg genkender følelsen fra vores første fælles ferie i et sommerhus, men vi havde heller ikke meget tid sammen ellers. Vi var i et langdistance forhold med bopæl i hvert vores land, som blev endnu hårdere pga COVID-19 og lukkede grænser. Hold nu op, hvor irriterede det mig hver gang den telefon ringede. Han havde også en lederstilling. Men jeg husker følelsen af, at han ikke kunne dedikere al sin tid til mig bare i den ene uge, og hvor ked af det, de gjorde mig. Resten af tiden var han også den søde, dejlige, skønne, kærlige kæreste og set tilbage så var det jo en brøkdel af tiden, som han brugte på de opkald.

Jeg har ingen gode råd, for selvom vi da snakkede om det, men jeg var nødt til at acceptere at det var sådan for han kunne altså ikke finde ud af at lade telefonen ringe ud eller sige til dem der ringede, at han altså havde ferie og de skulle ringe til en anden. 

Der gik heller ikke lang tid efter det, før han måtte smide håndklædet i ringen og sige til sin chef, at han ikke kunne fortsætte som leder og have medarbejderansvar. 

Dejligt med en, som forstår. Min mand har altid haft denne slags job og jeg kunne ikle forestille mig det skulle være anderledes i virkeligheden….. men jeg er altså blevet anderledes. Jaloux og usikker på mig selv. Så meget af det ligger ved mig. De opkald er netop, som du siger, en brøkdel af turen og noget jeg har været vant til altid. Det har gået mig på før også, og vi skal begge lande i det når der er ferie. Men denne gang er det anderledes…. Måske fordi det er en kvinde han snakker meget med gud hvor er jeg dog fortabt altså

IenFart skriver:

Der er stor forskel på alm dagligdags nærkontakt og så den nærkontakt som næsten påtvinges, fordi den ene part føler sig tilsidesat til fordel for en telefon eller hvad det nu ellers måtte være.

Men du må lægge bånd på dig selv og evt bede ham begrænse omfanget af opkald hvis det er slemt. Det er da heller ikke fedt hvis man bliver den irriterende.

Derudover er der noget misforstået over folk med chefstillinger som opfatter sig selv som uundværlige. Min egen chef har da nok mindst 50 personer under sig men hun er ikke tilgængelig i sin ferie medmindre det er et nødstilfælde. Hun har uddelegeret ansvaret og beslutninger til andre. 

Det der med hans stilling, er som det er. Den eneste chef i Danmark - så det kan ikke uddelegeres. Desværre. 
men jeg har helt sikkert haft dine tanker, men er blevet klogere. Nok isærdeleshed også på vores lønforskel

Men det ér en balance og svært. 
men det omhandler jo i virkeligheden ikke jobbet som sådan…. Men min usikkerhed og jalousi. 
hmm. Jeg må lige stramme mig an..

Først og fremmest et stort kram til dig! Det lyder meget ubehageligt at være i. Det er stærkt at du selv kan se at det er irrationelt.

Jeg tror du skal et spadestik dybere, for at finde årsagen. Prøv at være i følelsen og mærk efter: Er det bekræftelse du søger? Og hvad vil du gerne bekræftes i? Hvorfor mangler du den bekræftelse? Er du usikker? Hvad er du bange for der vil ske? Hvorfor føler du dig kluntet? 

Måske er det helt andre spørgsmål du kommer frem til. Men prøv at gøre følelsen og problemet mere konkret, så bliver det lettere at finde en løsning bagefter. 

ST87 skriver:

Først og fremmest et stort kram til dig! Det lyder meget ubehageligt at være i. Det er stærkt at du selv kan se at det er irrationelt.

Jeg tror du skal et spadestik dybere, for at finde årsagen. Prøv at være i følelsen og mærk efter: Er det bekræftelse du søger? Og hvad vil du gerne bekræftes i? Hvorfor mangler du den bekræftelse? Er du usikker? Hvad er du bange for der vil ske? Hvorfor føler du dig kluntet? 

Måske er det helt andre spørgsmål du kommer frem til. Men prøv at gøre følelsen og problemet mere konkret, så bliver det lettere at finde en løsning bagefter. 

 

Tak, det vil jeg virkelig reflektere over! Tak for det input

Jeg tænker lidt på det måske er værd at tænke over hvorfor du har det på en anden måde ift hans job? Hvis det altid har været sådan? Og er det noget der er kommet stille og roligt eller er det "pludseligt"? Det kan selvfølgelig være fordi det er en kvinde han taler med, men det kan jo også være at du bare har ændret dig og nu er du et sted i dit liv hvor du er træt af at han ikke er der 100% når han er sammen med jer? Hvilket også er helt ok, folk ændrer sig og det er ok at ændre mening. Men hvis det sidstnævnte, skal nok prøve at mærke efter om det er noget du kan leve med. Og uanset hvad så prøve at give dig selv lov til at føle sådan. Du er ikke forkert.