Er der et udviklingsspring ved 5 års alderen?

Ja, som overskriften lyder: er der et udviklingsspring ved femårsalderen?

Min datter har de sidste 4 mdr været meget seperationsangst, grådlabil, haft humørsvingninger og i det hele taget ret anderledes end hendes ellers gode, stabile humør.

Hun er blevet storesøster, men kan reaktionen godt vare så længe (uden tegn på at den aftager endnu?)  eller kan det være et udviklingsspring? 

Jeg tænker helt klart at de reaktioner du beskriver kan hænge sammen med at hun lige er blevet storesøster. 

Der kan godt være reaktioner på en ny søskende i lang tid efter. Nogle reagerer først måneder efter baby er født, fordi så er det sjove og søde lidt forsvundet og det bliver ægte at babyen er flyttet ind og ikke lige smutter. 

Om det er ellers ligger et udviklingsspring ved jeg ikke, men børn er i konstant udvikling i den alder så der kan sagtens være et eller andet hun skal mestre som er svært. 

Okay, tak for svar. Jeg synes bare det har stået på længe nu og jeg er “bange for” om jeg får min søde, fornuftige og kærlige pige igen eller om den symbiose vi lidt var i er ødelagt ved at jeg gav hende en søskende. (Ikke at jeg fortryder noget!) 

Bløpsmor skriver:

Okay, tak for svar. Jeg synes bare det har stået på længe nu og jeg er “bange for” om jeg får min søde, fornuftige og kærlige pige igen eller om den symbiose vi lidt var i er ødelagt ved at jeg gav hende en søskende. (Ikke at jeg fortryder noget!) 

Det er ikke til at sige hvornår eller om du får den søde fornuftige pige tilbage. Måske om et par uger, måneder - måske aldrig. Alt med børn er faser, og både gode og dårlige perioder kommer og går. 

Som mor til to vil jeg svare, ja den symbiose man havde med nr1 kommer ikke tilbage på samme måde når man pludselig er mor til 2. Det er bare ikke det samme, og bliver det aldrig. Men så får man noget andet i stedet! Man ser sin ældste i en rolle som store søskende og ser en kærlighed mellem sine børn der er guld værd. Men den tid man havde med nr1 alene var en helt særlig tid, som man kan mindes og tænke tilbage på positivt. 

Lige en update, hvis nogen i fremtiden googler det her: 

Jeg ved stadig ikke om det var et udviklingsspring eller ej. Men sommerferien har bare gjort hende så godt. Jeg føler at hun i store træk er “tilbage” igen. Vi kan grine og hun har overskud. Det er skønt, men jeg er også lidt nervøs for, når hamsterhjulet starter igen i morgen…

mvh mig