Ja, det er lidt en voldsom overskrift men den passer meget godt 
Jeg fandt meget, meget sent ud af, at jeg er gravid. Så sent, at jeg ikke har haft mulighed for selv at vælge. Jeg er en af dem der ikke har haft symptomer og ikke har haft tegn før sent. Jeg har altid fået af vide jeg ikke kunne få børn, så det kom som en chok.
Nu står jeg selvfølgelig med, at der kommer en lille baby og naturligt elsker jeg det her lille barn der er i min mave.
Problemet er så; min familie har ondt i maven over det og tænker ikke jeg kan magte opgaven alene. Jeg er født med nogle fysiske skavanker som gør, at jeg ikke kan arbejde fuldtid men jeg fungerer fint og klarer mig selv. Kan ikke løfte 25 kg eller løbe et maraton men jeg er ikke svag. Jeg tror også på at man finder sine egne måder at gøre tingene på. Jeg lever meget for mig selv og har bygget et liv op omkring bare at være mig. Kan slappe af når jeg vil og det bliver jo hurtigt navlepilleri når man bare er sig selv.. ja, tendens til dovenskab fordi at jeg kan. Det lægger de vægt på og det bliver meget personligt.
Men taget i betragtning af, hvad et barn kræver er de bekymrede. Og jeg kan godt forstå det, jeg forestiller mig også det er indgribende, pissehamrende hårdt og en stor opgave. Man ved jo ikke hvordan det er før man står i det. De bruger meget fx 'hvad vil du gøre hvis han/hun skriger hele natten og har skidt sig op/ned ad ryggen og har feber nu hvor du ikke har bil og skal på apoteket?!' 'Så er du alene og det knækker man på og det gør barnet også'.
Faren gik fra mig for 2 måneder siden. Vi snakker fint sammen og han vil gerne være en del af det ligesom hans familie gerne vil. Han ville sagtens kunne sove på sofaen. Han bor og arbejder dog langt væk så det kan ikke være så tit som ønskes. Så han ses der ikke på som en hjælp.
Jeg vil gerne selv have noget støtte og hjælp fordi jeg jo gerne vil gøre mit bedste for barnet og jeg synes ikke at man kan få for meget hjælp i en uforudset og ny situation. Jeg er ikke for stolt til at bede om hjælp, mit barn skal bare have det bedste. Jeg har derfor kontaktet kommunen for at høre hvad man som udsat enlig mor kan få hjælp til. Måske flere sundhedsplejerske-besøg, vejledning, aflastning, rådgivning mm. Man er jo kun et menneske og man gør hvad man synes virker naturligt og fornuftigt men man kan altid blive klogere. Kommunen hører hvad der siges og vil gerne hjælpe mig. De ser dog ikke de store problemer og er ikke bekymrede ligesom mine venner og ydre omgangskreds heller ikke er. Jo, de siger det er meget hårdt men at det er det for alle som nybagte forældre og jeg er så meget veldannet at jeg bare skal tro på mig selv, være stærk og bede om hjælp når jeg har brug for det. At man ikke skal gøre det til en videnskab at tage vare på et barn og man finder ud af sine egne måder at gøre tingene på.
Ej men hvad gør jeg? Jeg er brækket helt ned under sokkeholderne. 
