Langdistanceforhold med fælles barn

Jeg har virkelig meget brug for tips fra jer, hvor den ene forælder bor og arbejder i en by og den anden i en anden - i min situation taler vi 12 timer i bil/tog eller 1,5 time i fly væk (her efter corona med flytider der ikke passer til en et-årigs døgnrytme, hvis den rejsende forælder også skal kunne passe sit job).

Vi har begge ledelsesansvar og derfor ret begrænset mulighed for hjemmearbejde (1 dag om ugen vil være at presse den, men måske en mulighed).

Indtil nu er far (bosat i udlandet) pendlet til DK (hvor mor og 1-årig bor og hhv. arbejder, går i vuggestue) i weekenderne, men det er ikke en langtidsholdbar løsning, at det kun er ham, der rejser, og at han ser barnet så sjældent.

Jeg skriver med vilje ikke noget om vores overvejelser, for jeg vil ikke “ødelægge” evt. kreative løsningsforslag fra jer  

Vi står i lidt lignende situation dog med en 11 årig og en på 5 uger. 
vi bruger meget tid på telefonopkald, skriver breve/sender tegninger, jeg sender billeder, og så når vi er sammen så er vi SAMMEN. 
telefonerne slukket, og fuldstændig fokus på os og børnene. Vi planlægger nem mad vi kan lave sammen både så den store kan være med og samtidigt at det ikke tager for meget af tiden. 
nogen dage har vi planer med at tá ud, andre gange er det en grill aften med film og slik, bygge huler, krig med vandballoner (har vi netop haft denne weekend). Med den lille bruger min mand meget tid når vi er sammen på hende når hun er vågen, han bader hende og putter med hende. På den måde får jeg også alene tid med min store dreng, eller fx mulighed for at gå i bad uden stres
I det hele taget koble fra og tage os tid til børnene og hinanden når børnene sover. 

ved ikke om det var hvad du søgte af svar, synes dit spørgsmål om råd er lidt uklart.. men det er ihvertfald sådan vi gør det.. 

Mrs. skriver:

Vi står i lidt lignende situation dog med en 11 årig og en på 5 uger. 
vi bruger meget tid på telefonopkald, skriver breve/sender tegninger, jeg sender billeder, og så når vi er sammen så er vi SAMMEN. 
telefonerne slukket, og fuldstændig fokus på os og børnene. Vi planlægger nem mad vi kan lave sammen både så den store kan være med og samtidigt at det ikke tager for meget af tiden. 
nogen dage har vi planer med at tá ud, andre gange er det en grill aften med film og slik, bygge huler, krig med vandballoner (har vi netop haft denne weekend). Med den lille bruger min mand meget tid når vi er sammen på hende når hun er vågen, han bader hende og putter med hende. På den måde får jeg også alene tid med min store dreng, eller fx mulighed for at gå i bad uden stres
I det hele taget koble fra og tage os tid til børnene og hinanden når børnene sover. 

ved ikke om det var hvad du søgte af svar, synes dit spørgsmål om råd er lidt uklart.. men det er ihvertfald sådan vi gør det.. 

Skal lige siges de nuværende forhold er noget vi forventer vil vare ihvertfald 3 år endnu. 

hvis det ikke fungerer for jer, så må i overveje et karriere skifte/jobskifte. Måske en af jer kan få job hvor enten du er eller han er, så i på den måde kan være sammen til hverdag.

Den ene siger sit job op og flytter til den anden 

Et job er bare et job. Børn er ikke små for evigt 

Det lyder lidt hårdt .. jeg ville enten som mor eller far kraftigt overveje om jobbet er mere betydningsfuldt end et forhold til begge forældre for barnet. Det er ikke altid, at man skal work around it- men man langøret meget for at ændre vilkårene. Og ja det kan godt gøre ondt på en (jobdrømme, lokation osv), men hellere det end at det gør “ondt på barnet” .

Anonym skriver:

Det lyder lidt hårdt .. jeg ville enten som mor eller far kraftigt overveje om jobbet er mere betydningsfuldt end et forhold til begge forældre for barnet. Det er ikke altid, at man skal work around it- men man langøret meget for at ændre vilkårene. Og ja det kan godt gøre ondt på en (jobdrømme, lokation osv), men hellere det end at det gør “ondt på barnet” .

Må sige at selvfølgelig har du ret i at barnet altid vil trives bedst i begge forældre er der til hverdag.

Men nogen gange er der mere i det end “bare” at skifte job/lokation. 

og børnene kan sagtens trives og have en tæt relation til sin forælder der ikke er der til hverdag alligevel. Det kræver utrolig hårdt arbejde fra begge forældre at bygge en stærk relation op og bevare den. 

Det holder ikke i længden, så jeg tror, jeg ville sætte en tidsfrist på, hvornår den ene af jer skulle flytte til den anden. Et år fx. Jobs kan man altid finde et andet af. Dine børn er dine og der det største ansvar må ligge. 

Skal I besøge din mand ville jeg ikke køre så langt med en 1-årig på jævnlig basis. Det er immervæk 24 timers kørsel frem og tilbage. I stedet ville jeg tage et par sammenhængende fridage i forbindelse med en weekend og så finde et fly. 

Og så sørge for at facetime en del. Fx ringe hver dag og sige godnat, så barnet 'ser' sin far dagligt og ikke kun på besøg. 

Mrs. skriver:

Vi står i lidt lignende situation dog med en 11 årig og en på 5 uger. 
vi bruger meget tid på telefonopkald, skriver breve/sender tegninger, jeg sender billeder, og så når vi er sammen så er vi SAMMEN. 
telefonerne slukket, og fuldstændig fokus på os og børnene. Vi planlægger nem mad vi kan lave sammen både så den store kan være med og samtidigt at det ikke tager for meget af tiden. 
nogen dage har vi planer med at tá ud, andre gange er det en grill aften med film og slik, bygge huler, krig med vandballoner (har vi netop haft denne weekend). Med den lille bruger min mand meget tid når vi er sammen på hende når hun er vågen, han bader hende og putter med hende. På den måde får jeg også alene tid med min store dreng, eller fx mulighed for at gå i bad uden stres
I det hele taget koble fra og tage os tid til børnene og hinanden når børnene sover. 

ved ikke om det var hvad du søgte af svar, synes dit spørgsmål om råd er lidt uklart.. men det er ihvertfald sådan vi gør det.. 

Tusind tak for svar  Det var mest den praktiske del, jeg skrev for at få tips til, men tilknytningen er jo det allervigtigste, så det er rigtig brugbart at høre, hvordan I tackler dét aspekt også. 

Er I altid samme sted? Så børnene ikke skal bevæge sig, men det kun er den ene voksen?

Hm, som udgangspunkt ville jeg synes det var den forældre der bor i udlandet der i 80% af tilfældene var den der skulle rejse til barnet og mor. 
Og så i ferier, helligdage, forlængede weekender osv så var det barn og mor kunne rejse til far i udlandet. 
Men at hive et lille barn op i en flyver sent om fredagen, efter en lang uge, og så tilbringe lørdag hos far hvorefter at flyve hjem igen søndag, nej det ville jeg ikke synes var hensigtigsmæssigt når barnet er så lille og det kun er en weekend, hvorimod ferier og helligdage er mere oplagt. Eller når barnet bliver større og det ikke ødelægger så meget i døgnrytmen at barnet kommer senere i seng osv. 

Men tilknytningen mellem far og barn vil helt sikker ofres her, for der skal ikke gå lang tid mellem besøgene før end far skal starte forfra med relationen hver gang. 

Når det så er er sagt, ville jeg tænke over om det virkelig var nu, hvor jeg havde et så småt barn, at jeg skulle have et lederjob udenlands. Om det evt kunne vente nogle år. 
Og jeg ved at det ikke er ligetil, måske far kunne forhandle en aftale med sin leder ift fx at arbejde hjemmefra X antal dage om ugen/måneden og så kunne han flyve til Dk og arbejde hjemmefra der, så han kunne hjælpe med hentning, putning osv de dage. 

Anonym skriver:

Tusind tak for svar  Det var mest den praktiske del, jeg skrev for at få tips til, men tilknytningen er jo det allervigtigste, så det er rigtig brugbart at høre, hvordan I tackler dét aspekt også. 

Er I altid samme sted? Så børnene ikke skal bevæge sig, men det kun er den ene voksen?

Min mand kommer til os så vidt muligt, så det er trygge rammer for børnene, og den store vil ofte gerne vise ting på værelset mm. Og kommer han tidligt om fredagen henter han ham fra skole. Det betyder rigtig meget for den store, også så han kan vise hvad de laver i skolen osv.