Synes I også det er hårdt at holde ferie?

Jeg vil bare høre om jeg er den eneste som synes at det er super hårdt at holde ferie med sine børn eller om det er noget jeg skal snakke med min psykolog om..?

Det er det samme der sker hver eneste gang vi går på ferie - jeg glæder mig til kvalitetstid med børnene/familien, men synes hurtigt at det er mere hårdt end rart.

Især når manden ikke er her (hvis han tager på besøg hos nogen eller har et projekt ude i haven, som de ikke kan være med til), så føler jeg mig konstant irriteret på børnene, og bliver en træls version af mig selv. Synes bare at de er super irriterende, fordi de kræver noget af mig hele tiden.

Det sker selvfølgelig også hvis min mand er hjemme, det er bare mest tydeligt når jeg har dem selv.

Jeg har ADHD, det har helt sikkert noget at sige.

Nej, du er ikke den eneste.

Jeg kan også godt synes det er hårdt - specielt at være alene med dem. Det var mere da de var yngre - 7 og 4,5 er de nu. Og så har vi lillebror på et halvt år.

Den store på7 er ikke hård at være sammen med. Men den fireårige taler konstant og har svært ved at lege selv, og det kan virkelig være trættende, især når man skal passe en baby også, og man, som jeg, hader at lege. Faktisk er den værste kombi baby og firårig sammen alene. For når den store er hjemme, leger de to ældste fint en del af tiden.

Jeg tror det er noget, rigtig mange forældre kender. Her hjælper det at have nogle planer for hvad der skal ske, når jeg er alene med dem. Fx bage kage, tage på bib, læse bøger, ting, som jeg godt kan lide at lave med mine børn. Og så at tage ud af huset, når vi er hjemme alle sammen. Vi kan alle bedst lide, når der sker noget.

Det er hårdt at man hele tiden skal udsætte egne behov. Og det er jo en del af at have mindre børn. Så jeg tænker, det er meget naturligt at have det som dig. 

Jo det kan godt være hårdt at holde ferie med små børn. Men forsøger lave noget som de kan være med til og så skruer jeg forventningerne lidt ned. Tingene går lidt langsommere. Børnene har også brug for ferie og skal ikke piske rundt. Det er også bare hyggeligt at bage, ordne have og hjælpes ad med at rydde op og gøre de sædvanlige dagligdagsting. Og indimellem leger vi turister i knh, tager madpakker med for at lave noget der ikke nødvendigvis er i et legeland. Men fx bådtur, togtur til en skov, lave bål ved et shelter eller lign. Runde tårn, kanalrundfart, bondegårdsbesøg osv. 

man kan også skrive en aulabesked til børnene fra insitutionen og sige at du tager på legeplads og tager 20 pølsehorn med og det ku være hyggeligt med en stor legeaftale. 

Og ja med din diagnose er det selvf svært at have overskud altid, men så prøv at putte det i et skema så du kan overskue det og forberede dig selv og dem. 

en dag er de så store at de ikke gider være sammen med dig, så prøv at finde glæde ved at være den vigtigste person i deres liv lige nu. Du vil ærgre dig senere hen hvis du lader praktikken og surheden tage over. 

Og ja, ta en snak med din psykolog om det så du får lettet ventilen inden det går løs. 

Dutelidut skriver:

Nej, du er ikke den eneste.

Jeg kan også godt synes det er hårdt - specielt at være alene med dem. Det var mere da de var yngre - 7 og 4,5 er de nu. Og så har vi lillebror på et halvt år.

Den store på7 er ikke hård at være sammen med. Men den fireårige taler konstant og har svært ved at lege selv, og det kan virkelig være trættende, især når man skal passe en baby også, og man, som jeg, hader at lege. Faktisk er den værste kombi baby og firårig sammen alene. For når den store er hjemme, leger de to ældste fint en del af tiden.

Jeg tror det er noget, rigtig mange forældre kender. Her hjælper det at have nogle planer for hvad der skal ske, når jeg er alene med dem. Fx bage kage, tage på bib, læse bøger, ting, som jeg godt kan lide at lave med mine børn. Og så at tage ud af huset, når vi er hjemme alle sammen. Vi kan alle bedst lide, når der sker noget.

Det er hårdt at man hele tiden skal udsætte egne behov. Og det er jo en del af at have mindre børn. Så jeg tænker, det er meget naturligt at have det som dig. 

Tak, det hjalp!

Tilføjer lige: Og prøv evt at give hinanden en fridag i ferien hvor i hver i sær kan lave noget I synes er rart og som lader jer op. 

Vi har lige holdt ferie med vores to børnehavebørn i intet mindre end 200 dage - helt frivilligt, så på den måde genkender jeg nok ikke, at det er hårdt - men jeg har måske nogle ideer, der kunne få det til at glide:

- Vi laver ting hver for sig og sammen. Deler os på kryds og tværs, så alle får tid sammen i “mindre grupper”.

- De voksne får (begge!!) tid hver for sig - til projekter, motion, afslapning, hvad der nu lader én op. 

- Vi kræver stor selvstændighed af ungerne, og forventer ikke at underholde 24/7. Man må MEGET gerne kede sig hos os og skærmtid er fx en sjældenhed. De har heller ikke ret meget legetøj - jeg oplever at det med tiden har gjort den hammer kreative og opfindsomme. 

- Ungerne er med i dagligdagens gøremål: Mad, rengøring, indkøb, tøjvask … det tager en krig, men det er skide hyggeligt og tid har vi jo masser af.

- De får lov at skændes og løse mange konflikter selv, uden voksne “dommere”.

Jeg håber at I får muligheden for en dejlig ferietid, trods alt.

Jeg har indstillet mig på at i ferierne når jeg nitten.

Altså vi snakker en hurtig støvsugning og i den dur og det er nok det som frustrere mig. Jeg hader når jeg føler det er beskidt, men der er det jo bare efter en weekend (4 børn og 3 katte).

Jeg har lige forsøgt at feje fliserne ude foran jeg nåede måske 5% så måtte jeg stoppe fordi den lille absolut ikke havde tænkt sig at ligge selv. Så nu er jeg stresset over et ufærdigt projekt.

Men bortset fra det synes jeg ikke det er hårdt at have ferie, tror det handler om forventningerne , jeg forventer ferie udelukkende på børnenes præmisser

Jeg synes det er drøn hårdt at have ferie med børnene. 

Jeg er alene med mine 2, og har en diagnose der gør at pauser i hverdagen er super vigtige for hvordan jeg fungerer. Det kan godt være en svær kombi. 
Jeg løser det ved at stikke dem en tablet hver, og så går jeg lidt for mig selv, enten i køkkenet eller i soveværelset. Det kan godt være at den lille på 2½ følger efter, men hun er som regl tilfreds med tabletten bare jeg er i nærheden. 

Vi har 2 ugers ferie sammen alle 3, og i den ene uge tager de en overnatning hos mormor. Derudover har vi lavet et skema med 8 aktiviteter som vi skal lave i ferien. Det er både store og små aktiviteter, men det er alt sammen noget som de synes er sjovt og særligt den store glæder sig til. 
Min store har rigtig godt af at der er noget konkret at glæde sig til, og ikke for mange difuse "måske ku vi xxxx", og vi har alle 3 godt af at der også er dage hvor vi ikke nødvendigvis skal noget.

De første fire år var det meget hårdt, synes jeg - altså indtil nummer 2 blev to år. Derefter er det blevet nemmere, nok fordi jeg er blevet bedre til at sætte forventningerne ned. Der behøver ikke være strandture, picnic, udflugter, osv. hver dag. Det prøvede jeg alt for meget på det første lange stykke tid. Nu er der også feriedage, hvor ungerne ser tv, tegner, leger i haven, mens jeg ordner vasketøj, rydder op og laver mad. Nogle af tingene hjælper de med, hvis de har lyst. 

Men der er stadig dage, hvor det er svært. Hvis den ene er sløj, f.eks. Eller lige nu hvor jeg er 38 uger gravid og forkølet - pyha, jeg er træt. Og jeg gruer for, hvordan ferier alene bliver med tre børn om et øjeblik. Men samtidig ved jeg, at jeg må fortsætte med ikke at forvente for meget. 

Vi kommer ikke på de store rejser og udflugter, men til gengæld får vi hygget og tanket op på nærvær.

Jeg tror det er HELT normalt at have det sådan. Sådan havde jeg det i hvert fald også da mine børn var mindre. Jeg gruede nærmest for hver ferie. 
Nu er de 6 1/2 og 8 og det er heldigvis slet ikke sådan længere. Nu er de meget selvkørende, underholder sig selv en del, og er bare ikke krævende på samme måde. 
så jeg vil bare sige at jeg tror ikke du skal være bekymret for at det er dig den er gal med. Ferie med små børn er drøn hårdt. Men det bliver bedre!!!