Usikker på egne evner

Jeg er næsten 30 (om en måned) og har lige fået min første uddannelse. 

Har kæmpet med psyken altid og det har været en voldsom kamp at komme igennem en uddannelse, med mange nederlag (særligt da jeg endte med at stoppe drømme studiet for otte år siden, pga angsten). 

Jobcenter on and off når de studier jeg endte på ikke lykkedes pga. svingende angst og depression. Altså nederlag på nederlag. 

Nu har jeg fået en uddannelse, med en ok karakterer på 10. Men jeg er mildest talt rædselsslagen for hvad nu... 

Jeg måtte tage uddannelsen på deltid for at komme igennem, men klarede det selv og uden medicin. Så på den ene side er jeg selvfølgelig stolt af mig selv, men på den anden side føler jeg nu at jeg "bare" er tilbage i "hvad skal jeg så gøre nu" tilstanden. (Den tilstand som uddannelsen jeg har igang med kunne holde lidt på afstand).

Min fagforening er ligesom jobcenter og er allerede stresset/presset efter tre uger som ledig.

Har søgt seks job som jeg føler måske kunne passe rigtig godt til mig (hvor især et af dem var virkelig godt synes jeg, da de søgte deltids ansat, og jeg pt ikke tror jeg kan klare fuldtid). 

Men er så stresset af alle de breve fra fagforeningen og de møder de kalder til og ting man skal forholde sig til. Det virker måske fjollet, men det sindsygt angstorovokerende for mig at stå i.

Samtidig frygter jeg, at jeg ikke kan finde et job og/eller ikke er god nok til det jeg evt finder. Kan slet ikke holde til det her. 

Min søns vuggestue mangler personale i ferien, og min første tanke var "ej det søger jeg, elsker jo at være sammen med små børn" (selvom jeg ikke er uddannet inden for pædagogik faget). 

Men så er der bare noget inden i som bremser mig og skriger "nej nej nej". 

Hver da jeg henter har jeg lyst til at gå ned til lederen og spørge om de evt kan bruge mig. Men jeg tør simpelthen ikke og får ikke gjort det. 

Føler jeg fejler hele tiden i mit liv. 

Hvor er du sej at du prøver og prøver igen! Vi er ikke altid herre over, hvad vi er født med og hvilke udfordringer, der bliver kastet ned over os. Men hvis man prøver sit bedste, så har man altså ikke fejlet!

Jeg synes du lyder virkelig tough, og jeg er sikker på at det nok skal gå - selvom det er skræmmende. Husk nu at den virkelig succes er at orke og turde blive ved - ikke at nå i mål.

Ja du skal virkelig klappe dig selv på skuldrene for du er godt nok sej! Tillykke med uddannelsen. Jeg kender godt det med at man er bange for at fejle og ikke være god nok. Men husk, at I et hvert job siger man at man skal være der min. Et år før man er inde i det. Derudover er det jo også en arbejdsgivers opgave at sætte nye ansatte ind i opgaverne. Nogle er så ikke så gode til det, og her skal man huske at minde sig selv om at det ikke betyder man selv er dum. Husk også at man lærer af at fejle. 

Men jeg ville måske prøve at få hjælp af enten en psykolog eller en coach, hvis ikke du har prøvet det (og hvis du har, så prøv en anden)

Jeg synes selv det har været hårdt de gange jeg har været jobsøgende, selvtilliden er ikke så høj og jo længere tid man går ledig, jo mere synes jeg at jeg begyndte at tvivle på mig selv. Så forstår rigtig godt hvordan du har det. 

Nu læste jeg ikke lige om hvor længe du har været ledig, men her i starten kan du jo godt kun søge de jobs du kan se dig selv i. Det er også dumt hvis du bliver ansat et sted hvor du slet ikke trives. Vil så sige at det er et godt tidspunkt du er ledig, for rigtig rigtig mange arbejdsgivere skriger på folk.

Nu ved jeg ikke hvor stor din søns vuggestue er, men synes måske det er en dårlig ide at arbejde samme sted han bliver passet. Men find nogle børnehaver/vuggestuer i området og gå ned med dit cv og evt en uopfordret ansøgning. Hvis de ikke mangler nogen lige nu, så sig at de meget gerne må gemme den til de søger næste gang. 

Anonym skriver:

Jeg er næsten 30 (om en måned) og har lige fået min første uddannelse. 

Har kæmpet med psyken altid og det har været en voldsom kamp at komme igennem en uddannelse, med mange nederlag (særligt da jeg endte med at stoppe drømme studiet for otte år siden, pga angsten). 

Jobcenter on and off når de studier jeg endte på ikke lykkedes pga. svingende angst og depression. Altså nederlag på nederlag. 

Nu har jeg fået en uddannelse, med en ok karakterer på 10. Men jeg er mildest talt rædselsslagen for hvad nu... 

Jeg måtte tage uddannelsen på deltid for at komme igennem, men klarede det selv og uden medicin. Så på den ene side er jeg selvfølgelig stolt af mig selv, men på den anden side føler jeg nu at jeg "bare" er tilbage i "hvad skal jeg så gøre nu" tilstanden. (Den tilstand som uddannelsen jeg har igang med kunne holde lidt på afstand).

Min fagforening er ligesom jobcenter og er allerede stresset/presset efter tre uger som ledig.

Har søgt seks job som jeg føler måske kunne passe rigtig godt til mig (hvor især et af dem var virkelig godt synes jeg, da de søgte deltids ansat, og jeg pt ikke tror jeg kan klare fuldtid). 

Men er så stresset af alle de breve fra fagforeningen og de møder de kalder til og ting man skal forholde sig til. Det virker måske fjollet, men det sindsygt angstorovokerende for mig at stå i.

Samtidig frygter jeg, at jeg ikke kan finde et job og/eller ikke er god nok til det jeg evt finder. Kan slet ikke holde til det her. 

Min søns vuggestue mangler personale i ferien, og min første tanke var "ej det søger jeg, elsker jo at være sammen med små børn" (selvom jeg ikke er uddannet inden for pædagogik faget). 

Men så er der bare noget inden i som bremser mig og skriger "nej nej nej". 

Hver da jeg henter har jeg lyst til at gå ned til lederen og spørge om de evt kan bruge mig. Men jeg tør simpelthen ikke og får ikke gjort det. 

Føler jeg fejler hele tiden i mit liv. 

 

Først stort tillykke med din uddannelse - lyder til det har været en vej med mange bump.

Du skriver du har klaret den med deltid og uden medicin - og der bliver jeg lidt nysgerrig, for er medicin nødvendigvis et onde, hvis det kan hjælpe? Jeg tænker egentlig det er vigtigt, ar du får den rigtige guidning og råd fra professionelle, både i forhold til hvad kan du rumme lige nu, medicin og så videre og så tager jobsøgningen der fra. 

Og med hensyn til din søns vuggestue - jeg tror du vil opleve et nederlag ved at spørge, for tænker ikke de ønsker en forælder ind i hverdagen, og derfor vil takke nej. Jeg ved godt det kan opleves trygt og kendt for dig og derfor er en "nem" løsning, men det er ikke en god løsning for nogle parter. Hvis du gerne vil fx en vuggestue så smid uopfordret ansøgning ud til andre vuggestuer eller børnehaver.