At være mor og være i sorg :(

Jeg mistede pludselig min mor for et par måneder siden og siden da, har jeg været med ked af det. Jeg var virkelig glad for min mor, vi havde et godt og ukompliceret forhold og vi i daglig kontakt. Jeg savner hende voldsomt!

Min grundstemning har været meget trist siden det skete og selvom jeg godt kan have pauser fra sorgen, hvor det hele føles normalt et øjeblik, så er jeg ikke mig selv. Mine børn (3 og 5) kan mærke det. De klager ret meget over ondt i maven, som jo altid er et tegn på mistrivsel.
Jeg har også kortere lunte, jeg er mindre nærværende og afviser dem oftere. Det tager de naturligvis meget tungt og jeg bliver ked af det - også fordi jeg ved, at min mor (som elskede sine børnebørn) ikke ville bryde sig om det.

Men hvad kan jeg gøre? Jeg savner som sagt min mor enormt meget og der er et kæmpe tomrum i mit liv + det praktiske med skifteret, rydning af dødsbo osv også er krævende (især mentalt).

Jeg føler ikke, at jeg kan være en mor for mine børn. Jeg gør mit bedste, men er blevet meget indadvendt og ligesom sådan lidt følelseskold overfor børnene, fordi de pga. mit dårlige humør også selv bliver i dårligere humør og prøver flere grænser osv. Det resulterer i mange nedsmeltninger, hvor vi nærmest skændes og "slås" over helt almindelig små dumme ting.

Hvad skal jeg dog gøre?! Jeg har prøvet at sige, jeg skal tage mig sammen, men det er meget svært, for jeg kan faktisk ikke, for jeg er bare så enormt ked af det...

Hvordan har I andre forældre derude klaret perioder med sorg uden at det gik for meget ud over jeres unger?

Anonym skriver:

Jeg mistede pludselig min mor for et par måneder siden og siden da, har jeg været med ked af det. Jeg var virkelig glad for min mor, vi havde et godt og ukompliceret forhold og vi i daglig kontakt. Jeg savner hende voldsomt!

Min grundstemning har været meget trist siden det skete og selvom jeg godt kan have pauser fra sorgen, hvor det hele føles normalt et øjeblik, så er jeg ikke mig selv. Mine børn (3 og 5) kan mærke det. De klager ret meget over ondt i maven, som jo altid er et tegn på mistrivsel.
Jeg har også kortere lunte, jeg er mindre nærværende og afviser dem oftere. Det tager de naturligvis meget tungt og jeg bliver ked af det - også fordi jeg ved, at min mor (som elskede sine børnebørn) ikke ville bryde sig om det.

Men hvad kan jeg gøre? Jeg savner som sagt min mor enormt meget og der er et kæmpe tomrum i mit liv + det praktiske med skifteret, rydning af dødsbo osv også er krævende (især mentalt).

Jeg føler ikke, at jeg kan være en mor for mine børn. Jeg gør mit bedste, men er blevet meget indadvendt og ligesom sådan lidt følelseskold overfor børnene, fordi de pga. mit dårlige humør også selv bliver i dårligere humør og prøver flere grænser osv. Det resulterer i mange nedsmeltninger, hvor vi nærmest skændes og "slås" over helt almindelig små dumme ting.

Hvad skal jeg dog gøre?! Jeg har prøvet at sige, jeg skal tage mig sammen, men det er meget svært, for jeg kan faktisk ikke, for jeg er bare så enormt ked af det...

Hvordan har I andre forældre derude klaret perioder med sorg uden at det gik for meget ud over jeres unger?

Aner ikke hvad gode råd jeg kan give dig...

for jeg er sikker på at du selv har været igennem tanker om evt at afsætte børnene hos venner/familie så  du får et pusterum hvor du kan græde igennem...

jeg ville blot give dig et kæmpe virtuelt kram for jeg føler med dig..

Anonym skriver:

Jeg mistede pludselig min mor for et par måneder siden og siden da, har jeg været med ked af det. Jeg var virkelig glad for min mor, vi havde et godt og ukompliceret forhold og vi i daglig kontakt. Jeg savner hende voldsomt!

Min grundstemning har været meget trist siden det skete og selvom jeg godt kan have pauser fra sorgen, hvor det hele føles normalt et øjeblik, så er jeg ikke mig selv. Mine børn (3 og 5) kan mærke det. De klager ret meget over ondt i maven, som jo altid er et tegn på mistrivsel.
Jeg har også kortere lunte, jeg er mindre nærværende og afviser dem oftere. Det tager de naturligvis meget tungt og jeg bliver ked af det - også fordi jeg ved, at min mor (som elskede sine børnebørn) ikke ville bryde sig om det.

Men hvad kan jeg gøre? Jeg savner som sagt min mor enormt meget og der er et kæmpe tomrum i mit liv + det praktiske med skifteret, rydning af dødsbo osv også er krævende (især mentalt).

Jeg føler ikke, at jeg kan være en mor for mine børn. Jeg gør mit bedste, men er blevet meget indadvendt og ligesom sådan lidt følelseskold overfor børnene, fordi de pga. mit dårlige humør også selv bliver i dårligere humør og prøver flere grænser osv. Det resulterer i mange nedsmeltninger, hvor vi nærmest skændes og "slås" over helt almindelig små dumme ting.

Hvad skal jeg dog gøre?! Jeg har prøvet at sige, jeg skal tage mig sammen, men det er meget svært, for jeg kan faktisk ikke, for jeg er bare så enormt ked af det...

Hvordan har I andre forældre derude klaret perioder med sorg uden at det gik for meget ud over jeres unger?

Hvad med at snakke med far, når du kan mærke at der er noget, og du bare har brug for ro, en gåtur, så tager han over. 

Eller se om der er en der kan tage børnene en weekend og du kan koncentrere sig om huset og de ting.

Og så snak med børnene, sig: mor er ked af det, for hun savner sin mor, ligesom I savner mormor. Det er også ok for børn at se mor være ked af det, græde. 

Tag ud til gravstedet. Tal med mor/mormor, sig godnat.  

Det er pisse hårdt at miste nogen man elsker, hvordan man skal håndtere det... Og hvordan det påvirker en og andre. 

Men tal med hende. Skrig ind i en pude. Kram dine børn ekstra hårdt. Tag pauser til at være dig selv. Find hvad der kan hjælpe dig, og bed om hjælp, både til børnene, men også alt det andet. (mange ved ikke hvad de skal gøre eller sige, når nogen mister) 

Jeg har ikke rigtig nogen gode råd, men vil bare sige, at hold da op hvor kan jeg bare genkende følelsen  

Jeg mistede min mor, da min den ældste var 1 år og jeg lige var blevet gravid med nr 2. Samtidig arbejdede min mand konstant, så jeg var alene med pigerne og min sorg…. Det var p…hårdt og jeg kan virkelig genkende den der med at man føler sig kold og tom. 
Men jeg kom igennem det. Efterfølgende mistede jeg min far og en niece og på en eller anden måde, så blev det nemmere for hver gang  Mine piger er nu store og selvom jeg stadig har dårlig samvittighed over mit manglende overskud, da de var små, så er de et par skønne og glade piger, som altid har været i god trivsel….

Det gør mig ondt at du har mistet din mor, det må være helt forfærdeligt

Alle reagerer forskelligt når de er i sorg, er det generelt du lukker folk ude eller er det kun dine børn? For måske kan du arbejde med at åbne mere op og lukke folk ind i stedet for at skubbe dem væk fra dig. Tror du vil opdage at folk gerne vil støtte dig og at det faktisk hjælper på smerten at tale om det - også selvom det er svært og trist. Udover at jeg tror det vil hjælpe både dig og børnene at tale om det, så lærer du dem også at håndtere de svære følelser i stedet for at de lærer at man holder dem for dig selv. (nu går jeg ud fra nogle ting ud fra det du skriver, så ret mig endelig hvis jeg tager fejl )

Hvis du ikke går til psykolog, var det måske en ide. Så du lærer at håndtere sorgen på en bedre måde ift dine børn.

Synes helt sikkert dine børn er store nok til at tale om døden og savn. Og jeg synes det er ok at være ked af det sammen med dem, men på en mere inkluderende og forklarende måde så det ikke føles "alarmerende" for dem.

Håber mit skriv giver mening

Dit indlæg rammer lige ind i hjertekulen på mig.

Jeg står I samme situation - eller det vil sige, min mor er her endnu, men hun har ikke lang tid igen og jeg frygter virkelig et liv uden hende. 

Min mor betyder alt. Hun er min nærmeste og mest fortrolige, hun er en højt elsker mormor for sine børnebørn som hun elsker og savner ofte og hun er kærlig, betænksom oh gavmild. Jeg taler med hende hver dag og har altid gjort det. Så det er et mareridt at jeg skal miste hende  da jeg heller ikke har verdens største omgangskreds. Mine børn har samme alder som dine.

Jeg tror, at når tiden kommer og tomrummet fylder, så vil jeg række ud til mine søstre eller tale med en professionel. Jeg er et følsomt menneske og jeg vil ikke lade sorgen gøre mit liv mørkt og dunkelt for det fortjener mine børn (og min mors elskede guldklumper) ikke. Vi kan ikke ændre på ringenes tilstand men vi kan bestemme  hvordan vi vil skabe et nyt liv. En ny tilværelse med et kærligt minde om en fantastisk person, du er datter af og som er en del af dig.

Det er svært for mig at komme med råd, da jeg jo egentlig kunne spørge dig til råds fordi du er længere fremme end mig

Alligevel er mit råd, at forsøge at gemme sorgen væk når børnene er der og bruge dem til at tale om dejlige minder om mormor så de husker hende. Og når de ikke er der, så græd ud og skæld ud og tal med nogen du føler dig tryg ved. Måske en professionel eller en nær slægtning.

Det er et voldsomt tomrum du står overfor. Men det skal fyldes ud med varme og kærlighed. Og her skal du være god ved dig selv og gøre ting, du før har holdt af. Så kommer glæden listende ligeså stille. Men savnet skal du acceptere aldrig forsvinder og det skal den heller ikke.

Men prøv at tal med dine børn om de gode minder  fx når I spiser en leverpostejmad som mormor også elskede eller der en blomst som din mor også syntes var smuk osv. Så bliver din mor og mormor ikke glemt og I kan smile mere og mere fremfor at græde. Husk at din mor elskede dig og de små himmelhøjt og kun ønsker at I bliver glade igen men giv dig selv lov til at græde ud når de små ikke er der og tag en pause fra sorgen når de er tilstede. Vær i nuet med dem. Det fortjener I alle

Kæmpe knus til dig

Jeg vil blot minde dig om at dine børn også er i sorg. 

Hvordan du har det i din sorg er måske ikke så anderledes end dine børns. 

Prøv at kontakte deres dag tilbud nogle kommuner har tilbud til håndtering og bearbejdning af sorg og kriser måske i kam blive koblet på som familie. 

Alt det bedste herfra ❤️