Hvordan får man modet igen og finder sit kald?

Jeg ved godt, at mit spørgsmål ikke har noget med babyer og opdragelse at gøre, men da jeg oplever mig selv som en dårlig rollemodel for min femårige dreng – både fordi, at jeg ikke oplever mig selv som en ordentlig mand rent arbejdsmæssigt, men også fordi at mine udfordringer medfører et lavt selvværd, som desværre nok vil præge ham.

Ligeledes har jeg problemer med at finde en kæreste, og dette med stor sandsynlighed pga mit manglende selvværd , hvilket igen vil give min dreng et uheldigt syn på parforhold og kærlighed. Derfor tillader jeg mig at spørge jer.

Helt kort: I går var jeg til eksamen i den ene halvdel af den tyskeksamen, der skal til for at man kan kalde sig selv for tysklærer.

Det gik ikke særligt godt – jeg beherskede simpelthen ikke materialet og det er jo meget konkret. Problemet er dog det, at jeg faktisk har haft masser af tid til at øve og forberede mig. Jeg har taget to måneder ud af skemaet for at øve og deltage i det pågældende tysk på seminariet, men jeg oplevede simpelthen en indre modstand, når jeg skulle til at læse og øve. Ikke på seminariet, men når jeg selv skulle præstere. Det var som om mine ben ville væk og nogle gange gik det i armene på mig og jeg havde nærmest lyst til at parare – lidt ligesom hvis jeg skulle slås. Det har virkelig været grimt.

Det skal med det samme oplyses, at jeg har en færdiggjort læreruddannelse, at jeg fungerer som lærervikar, at jeg ikke og aldrig har taget stoffer, at jeg ikke drikker nævneværdigt og at jeg egentlig kun døjer med overvægt, der øges i pressede situationer som denne.

Jeg har tidligere gået til psykolog, tidligere taget antidepressivt medicin og gået til ”kloge” mænd (John Braad) for at spørge, hvad jeg skal gøre og ændre på min adfærd, men jeg står stadig i samme situation.

Efter eksamen gik jeg mig min sædvanlige tur på 5 km. Jeg tænkte over tingene og måtte konstatere, at mit projekt nok aldrig kommer til at kunne lade sig gøre.  Jeg har simpelthen ikke roen og vedholdenheden til at få tingene til at lykkes.

En kammerat sagde til mig, at hvis jeg virkelig brændte for noget, så skulle jeg nok få det gjort. Det lyder meget godt, men jeg har simpelthen lidt så mange nederlag – jeg har virkelig svigtet mig selv et utal af gange i forbindelse med flere uddannelser, jeg har kastet mig ud i og min tillid til, at tingene fremover skal kunne lade sig gøre er nærmest ikkeeksisterende.

Ligeledes kan jeg ikke føle noget. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal bruge livet til - rent arbejdsmæssigt.

Jeg har fået masser af råd, der går ud på, at jeg må finde ud af, hvad jeg så kan lide i min fritid og der er rigeligt både materielt og fysisk, som jeg kan læse, samle på og dyrke, men jeg føler, at jeg har trukket en nitte mht arbejdsliv og karriere. Og det er en forfærdelig følelse – specielt fordi frimærker, gamle biler, bøger, naturen og styrketræning jo netop er noget, man gør i sin fritid. Jeg føler ikke, at jeg har fortjent at holde fri, fordi jeg netop svigter mht arbejdsliv, videreudvikling og karriere.

Jeg svigter ikke min dreng mht omsorg, kærlighed, leg, kost, stimulering og aktiviteter, men jeg synes, at han fortjener en ordentlig mand til far og ikke en forvirret gut, der ikke kan gennemføre noget.

I alt ydmyghed: kan I hjælpe mig? Er der en af jer, der har stået i samme situation, der er kommet videre??

Hvordan finder man modet igen efter et utal af nederlag og hvordan finder man noget, man brænder for??

Tusinde tak for svar fra en far – 47 år!!

Jeg har ikke stået i helt samme situation, så på den måde kan jeg ikke helt råde. Men jeg kan godt genkende den der frustration omkring arbejdslivet og hvilken vej man skal gå. Jeg har aldrig haft visionen om drømmejobbet eller vidst hvad jeg gerne ville.

Jeg har måtte vælge noget som jeg fandt noget interesse for og  håbe på det bedste. Jeg har været heldig og det er gået fint, men på intet tidspunkt har jeg fundet noget jeg virkelig brænder for. Jeg håber da det kommer en dag, men i en alder af 44 kan det være det aldrig sker - og det er måske også OK.

Jeg ved ikke om det er en hjælp for dig, men hvis du kan få vendt dit mindset til, at du ikke nødvendigvis skal lande det perfekte job eller den mest spændende karriere, men bare leve med noget du kan være tilfreds i, så er det fint. Så kan du leve eventuelle passioner ud et andet sted.

Jeg må sige det stritter en smule på mig når du siger ting som en "ordentlig mand" for at være et godt eksempel for din søn. Jeg er selv mand og jeg synes det lyder clichefyldt. Du giver omsorg, kærlighed og andet godt. Et godt forbillede for et barn behøver ikke involvere godt job, karriere osv. Hvis du arbejder hen mod at hvile i dig selv uanset hvad faen du ender med at lave, så er det et godt eksempel i sig selv. Det er selvfølgelig svært, hvis man selv føler sig uforløst ift til job, parhold mm, men jeg prøver bare at sige jeg ikke tror du behøver være så bekymret lige for det med din søn.

Jeg kommer lige ind fra sidelinjen med et HELT andet perspektiv. Er der en mulighed for, at du lider af ADD eller ADHD? Jeg spørger som total fuldvoksen kvinde, der først blev diagnosticeret med ADD som 31 årig, efter et helt liv hvor alting ligesom blev gjort halvt, der var ikke rigtig noget, jeg brændte for, jeg følte alt mislykkedes for mig. Jeg har gennemført en lang videregående uddannelse (jeg er psykolog og arbejder faktisk selv med udredning af blandt andet ADHD hos børn og unge), så noget kunne jeg da (en parallel til din læreruddannelse), men det havde været mit livs kamp, jeg klarede mig igennem på der kun var skriftlige eksaminer, hvor jeg kunne støtte mig til noter. Flere eksaminer tog jeg forsinket, fordi jeg ikke kunne samle mig om at studere til tiden.

Der er selvfølgelig meget andet i det, det er klart. Jeg har fundet ud af, at jeg er en meget bedre praktiker, så jeg fungerer godt i mit fag og i arbejdet med udredning og er dygtig til det. Men shit jeg har slæbt mig gennem livet og kæmper fortsat med oplevelsen af jeg ikke kan fordybe mig ordentligt.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er tilfældet, ud fra dit skriv, det kræver selvsagt en egentlig udredning, men det var en tanke jeg fik, da jeg læste dit opslag. 

IenFart skriver:

Jeg har ikke stået i helt samme situation, så på den måde kan jeg ikke helt råde. Men jeg kan godt genkende den der frustration omkring arbejdslivet og hvilken vej man skal gå. Jeg har aldrig haft visionen om drømmejobbet eller vidst hvad jeg gerne ville.

Jeg har måtte vælge noget som jeg fandt noget interesse for og  håbe på det bedste. Jeg har været heldig og det er gået fint, men på intet tidspunkt har jeg fundet noget jeg virkelig brænder for. Jeg håber da det kommer en dag, men i en alder af 44 kan det være det aldrig sker - og det er måske også OK.

Jeg ved ikke om det er en hjælp for dig, men hvis du kan få vendt dit mindset til, at du ikke nødvendigvis skal lande det perfekte job eller den mest spændende karriere, men bare leve med noget du kan være tilfreds i, så er det fint. Så kan du leve eventuelle passioner ud et andet sted.

Jeg må sige det stritter en smule på mig når du siger ting som en "ordentlig mand" for at være et godt eksempel for din søn. Jeg er selv mand og jeg synes det lyder clichefyldt. Du giver omsorg, kærlighed og andet godt. Et godt forbillede for et barn behøver ikke involvere godt job, karriere osv. Hvis du arbejder hen mod at hvile i dig selv uanset hvad faen du ender med at lave, så er det et godt eksempel i sig selv. Det er selvfølgelig svært, hvis man selv føler sig uforløst ift til job, parhold mm, men jeg prøver bare at sige jeg ikke tror du behøver være så bekymret lige for det med din søn.

Tusinde tak for dine overvejelser, som jeg vil tage til mig. Det er kloge ord og jeg er glad for, at du skrev til mig, tak

Anonym skriver:

Jeg kommer lige ind fra sidelinjen med et HELT andet perspektiv. Er der en mulighed for, at du lider af ADD eller ADHD? Jeg spørger som total fuldvoksen kvinde, der først blev diagnosticeret med ADD som 31 årig, efter et helt liv hvor alting ligesom blev gjort halvt, der var ikke rigtig noget, jeg brændte for, jeg følte alt mislykkedes for mig. Jeg har gennemført en lang videregående uddannelse (jeg er psykolog og arbejder faktisk selv med udredning af blandt andet ADHD hos børn og unge), så noget kunne jeg da (en parallel til din læreruddannelse), men det havde været mit livs kamp, jeg klarede mig igennem på der kun var skriftlige eksaminer, hvor jeg kunne støtte mig til noter. Flere eksaminer tog jeg forsinket, fordi jeg ikke kunne samle mig om at studere til tiden.

Der er selvfølgelig meget andet i det, det er klart. Jeg har fundet ud af, at jeg er en meget bedre praktiker, så jeg fungerer godt i mit fag og i arbejdet med udredning og er dygtig til det. Men shit jeg har slæbt mig gennem livet og kæmper fortsat med oplevelsen af jeg ikke kan fordybe mig ordentligt.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er tilfældet, ud fra dit skriv, det kræver selvsagt en egentlig udredning, men det var en tanke jeg fik, da jeg læste dit opslag. 

Der er faktisk mange symptomer fra ADD, jeg kan genkende og dit mønster minder til forveksling om mit. Tak for input. Kan du på nogen måde give mig lidt råd? Jeg har ikke lyst til at tage medicin igen, men har du nogle værktøjer, jeg måske kan bede om eller købe? 

Og er mine chancer for at gennemføre en længere uddannelse ikke eksisterende?

Tak for dit indslag

Hvad er en rigtig mand?  
tjaa… jeg har nok ikke svaret, men som en anden skriver - lidt cliche-agtig at tænke i de baner. 
at overvægt fylder for dig, kan jo hænge sammen med de destruktive tankemønstre? Kunne det være interessant, at ligge dit fokus på dét? Den gode kost og motion? Jeg er iøvrigt kvinde, og er heller ikke slank. Men i de perioder hvor jeg føler mig allertykkest føler jeg mig faktisk og trist til mode. 
De perioder hvor jeg vælger at have interesse for mig selv, på den front, så får jeg faktisk mere overskud og mere energi i min hjerne til, at tænke jeg er god nok og at mine børn også har det ok. Jeg er selv verdensmester i, at dunke mig selv oveni hovedet over, at jeg er middelmådig og utilstrækkelig - en trist tendens for rigtig mange! For er middelmådighed ikke bare ganske godt? Jeg er sikker på du gør det fantastisk og at din opmærksomhed på dig selv, netop gør, at du er en fantastisk far!

Less is more skriver:

Jeg ved godt, at mit spørgsmål ikke har noget med babyer og opdragelse at gøre, men da jeg oplever mig selv som en dårlig rollemodel for min femårige dreng – både fordi, at jeg ikke oplever mig selv som en ordentlig mand rent arbejdsmæssigt, men også fordi at mine udfordringer medfører et lavt selvværd, som desværre nok vil præge ham.

Ligeledes har jeg problemer med at finde en kæreste, og dette med stor sandsynlighed pga mit manglende selvværd , hvilket igen vil give min dreng et uheldigt syn på parforhold og kærlighed. Derfor tillader jeg mig at spørge jer.

Helt kort: I går var jeg til eksamen i den ene halvdel af den tyskeksamen, der skal til for at man kan kalde sig selv for tysklærer.

Det gik ikke særligt godt – jeg beherskede simpelthen ikke materialet og det er jo meget konkret. Problemet er dog det, at jeg faktisk har haft masser af tid til at øve og forberede mig. Jeg har taget to måneder ud af skemaet for at øve og deltage i det pågældende tysk på seminariet, men jeg oplevede simpelthen en indre modstand, når jeg skulle til at læse og øve. Ikke på seminariet, men når jeg selv skulle præstere. Det var som om mine ben ville væk og nogle gange gik det i armene på mig og jeg havde nærmest lyst til at parare – lidt ligesom hvis jeg skulle slås. Det har virkelig været grimt.

 

Det skal med det samme oplyses, at jeg har en færdiggjort læreruddannelse, at jeg fungerer som lærervikar, at jeg ikke og aldrig har taget stoffer, at jeg ikke drikker nævneværdigt og at jeg egentlig kun døjer med overvægt, der øges i pressede situationer som denne.

Jeg har tidligere gået til psykolog, tidligere taget antidepressivt medicin og gået til ”kloge” mænd (John Braad) for at spørge, hvad jeg skal gøre og ændre på min adfærd, men jeg står stadig i samme situation.

Efter eksamen gik jeg mig min sædvanlige tur på 5 km. Jeg tænkte over tingene og måtte konstatere, at mit projekt nok aldrig kommer til at kunne lade sig gøre.  Jeg har simpelthen ikke roen og vedholdenheden til at få tingene til at lykkes.

En kammerat sagde til mig, at hvis jeg virkelig brændte for noget, så skulle jeg nok få det gjort. Det lyder meget godt, men jeg har simpelthen lidt så mange nederlag – jeg har virkelig svigtet mig selv et utal af gange i forbindelse med flere uddannelser, jeg har kastet mig ud i og min tillid til, at tingene fremover skal kunne lade sig gøre er nærmest ikkeeksisterende.

Ligeledes kan jeg ikke føle noget. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal bruge livet til - rent arbejdsmæssigt.

Jeg har fået masser af råd, der går ud på, at jeg må finde ud af, hvad jeg så kan lide i min fritid og der er rigeligt både materielt og fysisk, som jeg kan læse, samle på og dyrke, men jeg føler, at jeg har trukket en nitte mht arbejdsliv og karriere. Og det er en forfærdelig følelse – specielt fordi frimærker, gamle biler, bøger, naturen og styrketræning jo netop er noget, man gør i sin fritid. Jeg føler ikke, at jeg har fortjent at holde fri, fordi jeg netop svigter mht arbejdsliv, videreudvikling og karriere.

Jeg svigter ikke min dreng mht omsorg, kærlighed, leg, kost, stimulering og aktiviteter, men jeg synes, at han fortjener en ordentlig mand til far og ikke en forvirret gut, der ikke kan gennemføre noget.

I alt ydmyghed: kan I hjælpe mig? Er der en af jer, der har stået i samme situation, der er kommet videre??

Hvordan finder man modet igen efter et utal af nederlag og hvordan finder man noget, man brænder for??

 

Tusinde tak for svar fra en far – 47 år!!

 

 

 

 

Det er en myte, endog en meget skadelig myte, at alle kan finde det de brænder for. Nogle mennesker arbejder bare for at tjene penge og opretholde livet.

vælg det arbejde du bedst kan udholde i stedet og det der passer bedst til et familieliv. Måske ender det endda med at du ligefrem kan lide det men drop tankerne, handl i stedet! Bare gå i gang

Jeg ved ikke hvor meget du kan bruge det til, men "noget man brænder for" kan jo være mange ting, det kan jo fx også være noget man interesserer sig for.

Hvornår har du sidst stoppet op og overvejet hvad du i virkeligheden har lyst til? Hvilke arbejdsopgaver finder du spændende? Hvad vil du gerne lave mere af?

Og her tænker jeg ikke bøger, biler eller styrketræning, men mere typer af arbejde. Du er lærer, kan du godt lide at undervise? Hvis ja, hvilke emner eller aldersklasser? Måske du ville egne dig som leder af en ungdomsskole eller aftenskole? Måske din læreruddannelse kan bruges i en kursus virksomhed. Måske du i virkeligheden hellere vil noget helt andet? Måske du gerne vil noget mere administration, så fx HR/uddanmelseskoordinator i en virksomhed? Hvad vil du mere af, er det mennesker, systemer, viden? 

En eller anden sagde engang til mig, "hvis du ikke kan lide, der hvor du er, så flyt dig. Du er ikke et træ..." 

Det er ikke helt så nemt at skifte karriere længere, men det betyder ikke at det er umuligt 

Jeg har kun kort lyst til at tilføje: Sikke du knokler. Sikke du (over)tænker, og sikke du er på overarbejde i forhold til ikke selv at synes, at du gør det godt nok. Jeg hører ingen svigt i det du beskriver. Intet som børn tager skade af. Behøver man at kende sit kald? At have én og kun én arbejdsmæssig passion? Er man ikke okay, også hvis man egentlig bare har et job som betaler mad og husleje og så i øvrigt er man god og rar, en kærlig far? 

Jeg kender ingen voksne, med kærlige, nærværende og deltagende forældre, som foragter deres bagland på grund af deres job. 

Du er sikkert helt igennem nok i dig selv.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg har kun kort lyst til at tilføje: Sikke du knokler. Sikke du (over)tænker, og sikke du er på overarbejde i forhold til ikke selv at synes, at du gør det godt nok. Jeg hører ingen svigt i det du beskriver. Intet som børn tager skade af. Behøver man at kende sit kald? At have én og kun én arbejdsmæssig passion? Er man ikke okay, også hvis man egentlig bare har et job som betaler mad og husleje og så i øvrigt er man god og rar, en kærlig far? 

Jeg kender ingen voksne, med kærlige, nærværende og deltagende forældre, som foragter deres bagland på grund af deres job. 

Du er sikkert helt igennem nok i dig selv.

Tusinde tak for dine ord og fordi, at du tog dig tid til at skrive. Det var sødt af dig