Hvornår må jeg sige stop

Min søster på 47 år, 4 år ældre end, hun har mange nedture, sådan har det været de sidste 17 år, hun har fået diagnosen kronisk trist, hvis man kan kalde det en diagnose.

Jeg har været der for hende, også når hun har behandlet mig mere end skidt, synes ikke hjælp skal være noget for noget, men engang imellem må det godt gå begge veje, det er slet ikke tilfældet her.

Har selv haft det svært det sidste halvanden år, mistede min mand til en hjerneskade, fik ingen støtte fra hendes side, men sms og opkald hvor dårligt hun har det, fik jeg.

Har lige været igennem en hændelse med mine to børn, brand i bygningen vi bor i, vi troede vi skulle dø, her fik jeg heller ikke et opkald eller noget, "kun" alt hendes eget.

Næsten dagligt får jeg advide hun ligeså godt kan hænge sig over i laden, hun ikke har lyst til at leve, som bekymret pårørende har jeg haft ringet til psykiatrien, for at få råd og vejledning hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende, de sagde jeg skulle ringe efter akuthjælp når hun fortæller disse ting, hun skal vide i tager det alvorligt det hun siger.

Nu er det så kommet dertil, at min mor havde spurgt hende om hun skulle ringe efter akuthjælp til hende, hvorefter hun henvender sig til mig, at hun aldrig skulle have sagt til vores mor, hvor skidt hun har det, jeg prøver på at fortælle hende, det jo fordi vi er bekymret for dig, vi vil ikke af med dig, vi elsker dig, og fortæller hende at psykiatrien har rådet os til at tage hendes ord alvorligt, og ringe efter hjælp, det sender et forkert signal at ikke reagerer.

Nu har hun så lige sendt den mest væmmelige sms til mig, og jeg er grædefærdig: om jeg er klar over hvor hårdt hun har det, og er ramt af sorg (hendes hest på 22 år er død), og at hun ikke engang kan få lov til at udtrykke hendes følelser, uden at skal blive bange for at blive indlagt, jeg har gjort hende angst for vi ringer efter hjælp, og hun vil intet have med mig at gøre, medmindre jeg undskylder, hun håber det er bare pga branden jeg er så dum, tænk over det, det skrev hun

For det første har jeg kun rådført mig pga bekymring, har aldrig ringet for at få hende indlagt, og det var min mor der spurgte, om hun skulle ringe efter akuthjælp.

Jeg kan ikke mere, men er det ok????

Anonym skriver:

Min søster på 47 år, 4 år ældre end, hun har mange nedture, sådan har det været de sidste 17 år, hun har fået diagnosen kronisk trist, hvis man kan kalde det en diagnose.

Jeg har været der for hende, også når hun har behandlet mig mere end skidt, synes ikke hjælp skal være noget for noget, men engang imellem må det godt gå begge veje, det er slet ikke tilfældet her.

Har selv haft det svært det sidste halvanden år, mistede min mand til en hjerneskade, fik ingen støtte fra hendes side, men sms og opkald hvor dårligt hun har det, fik jeg.

Har lige været igennem en hændelse med mine to børn, brand i bygningen vi bor i, vi troede vi skulle dø, her fik jeg heller ikke et opkald eller noget, "kun" alt hendes eget.

Næsten dagligt får jeg advide hun ligeså godt kan hænge sig over i laden, hun ikke har lyst til at leve, som bekymret pårørende har jeg haft ringet til psykiatrien, for at få råd og vejledning hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende, de sagde jeg skulle ringe efter akuthjælp når hun fortæller disse ting, hun skal vide i tager det alvorligt det hun siger.

Nu er det så kommet dertil, at min mor havde spurgt hende om hun skulle ringe efter akuthjælp til hende, hvorefter hun henvender sig til mig, at hun aldrig skulle have sagt til vores mor, hvor skidt hun har det, jeg prøver på at fortælle hende, det jo fordi vi er bekymret for dig, vi vil ikke af med dig, vi elsker dig, og fortæller hende at psykiatrien har rådet os til at tage hendes ord alvorligt, og ringe efter hjælp, det sender et forkert signal at ikke reagerer.

Nu har hun så lige sendt den mest væmmelige sms til mig, og jeg er grædefærdig: om jeg er klar over hvor hårdt hun har det, og er ramt af sorg (hendes hest på 22 år er død), og at hun ikke engang kan få lov til at udtrykke hendes følelser, uden at skal blive bange for at blive indlagt, jeg har gjort hende angst for vi ringer efter hjælp, og hun vil intet have med mig at gøre, medmindre jeg undskylder, hun håber det er bare pga branden jeg er så dum, tænk over det, det skrev hun

For det første har jeg kun rådført mig pga bekymring, har aldrig ringet for at få hende indlagt, og det var min mor der spurgte, om hun skulle ringe efter akuthjælp.

Jeg kan ikke mere, men er det ok????

 

JA! Det er mere end nok.. Jeg har selv været ramt af en heftig depression og belastningsreaktion, hvor jeg ikke havde særlig meget fokus på andres behov og følelser.. MEN at man har det dårligt, er IKKE en undskyldning for at skrive sådan til andre og slet ikke tænke på andre.. 

Din søster er selv ansvarlig for at søge hjælp og få det godt, og I andre kan selvfølgelig godt hjælpe, men det skal ikke være på bekostning af jeres eget helbred 

Kære du,

At hun skriver sådan er jo også et råb om hjælp. Hun skælder ud over at I vil hjælpe hende.
Det er helt ok at sige fra, og at sige til hende at du fæler dig forpligtet til at handle når hun siger sådan. At du ville have svært ved at tilgive dig selv, hvis du ikke havde handlet, og hun havde gjort noget ved sig selv.

Det er mega hårdt at være i en relation der intet giver, men kun tager. Sådan kan det desværre være når et nært familiemedlem er så sygt. Du er en god søster, fordi du prøver at passe på hende. Det kan hun nok ikke se, men det kan andre godt.

Kram til dig.

Det er helt okay, at du ikke kan holde til det. En diagnose er aldrig en undskyldning for at behandle andre som lort, det er muligt at hun har det skidt og ikke har lyst til at leve, men hun vil jo heller ikke have hjælp. Hvordan mener hun præcis at du skal reagere på udmeldinger som at hun lige så godt kan hænge sig eller at hun ikke har lyst til at leve? Det er hårdt at være pårørende, specielt til en person som ikke ønsker hjælp og som bare læsser alt over på en. Du er nødt til at sige stop før du brænder ud og ikke har noget at give af  Du har selv gennemgået nogle hårde ting for nyligt, men det er hun jo fuldstændig ligeglad med, det hele handler jo om hende 

Hun har haft det sådan i 17 år, I 17 ÅR!!!!! Det er jo helt vildt at du har kunne sætte dig selv til side for kun at høre på hendes problemer i så lang tid

nu ved jeg selvfølgeligt ikke hvor ofte i taler sammen, men i stedet for at cutte kontakten, så synes jeg at du skal tage den ned på et absolut minimum, måske tale i telefon et par gange om måneden også ellers bare ses til højtider. Ellers bliver du jo slidt op. Du kan ikke være ansvarligt for hendes liv og hvis hun en dag vælger at hun ikke vil være her i verden mere, har det ikke noget med dig at gøre.

det er umuligt at være der for en person der har det som hun har det, hun har jo heller ikke lyst til at modtage hjælp? 
jeg synes at du skal skrive til hende at du ikke ønsker at sige undskyld for at hjælpe hende og at du desuden ikke har lyst til at tale mere om det, så hvis hun ikke er interesseret i at se dig mere, så må det være hendes beslutning. Det var det at jeg ville have skrevet

kram til dig, det er mega hårdt at have den slags konflikter med sin familie.

Anonym skriver:

Hun har haft det sådan i 17 år, I 17 ÅR!!!!! Det er jo helt vildt at du har kunne sætte dig selv til side for kun at høre på hendes problemer i så lang tid

nu ved jeg selvfølgeligt ikke hvor ofte i taler sammen, men i stedet for at cutte kontakten, så synes jeg at du skal tage den ned på et absolut minimum, måske tale i telefon et par gange om måneden også ellers bare ses til højtider. Ellers bliver du jo slidt op. Du kan ikke være ansvarligt for hendes liv og hvis hun en dag vælger at hun ikke vil være her i verden mere, har det ikke noget med dig at gøre.

det er umuligt at være der for en person der har det som hun har det, hun har jo heller ikke lyst til at modtage hjælp? 
jeg synes at du skal skrive til hende at du ikke ønsker at sige undskyld for at hjælpe hende og at du desuden ikke har lyst til at tale mere om det, så hvis hun ikke er interesseret i at se dig mere, så må det være hendes beslutning. Det var det at jeg ville have skrevet

kram til dig, det er mega hårdt at have den slags konflikter med sin familie.

Enig her �� Vh Stine