Jeg tror jeg er gravid, og jeg er ulykkelig

Jeg ved godt, at denne tråd meget ligner en anden, der er på forsiden lige nu, men havde brug for at dele mine tanker og følelser og få jeres råd. 

Jeg er mor til fire. Min mand og jeg ønsker ikke flere børn, jeg er på barsel med den yngste. Jeg er typen, der nærmest bare skal se på min mand, så er jeg gravid. Jeg er klar over, at mange ville give alt for den luksus, men det er også noget bøvl ind i mellem. 

Min mand blev steriliseret for nylig. Derpå følger en periode, hvor man skal bruge beskyttelse, indtil der er gået fire måneder og mindst 40 udløsninger, så man ligesom kan tømme de levende svømmere ud. Den periode er vi i.

For lidt tid siden havde vi så sex med kondom. Det var anden gang den dag, og da min mand trak sig ud så vi til vores store rædsel, at kondonet var faldet af, og da vi ledte fandt vi det ved siden af os i sengen, så det var faldet af, inden han kom. Så han kom i mig uden beskyttelse.

Hvordan kan man ikke opdage det, tænker u måske? Jeg tror I kampens hede bare ikke vi registrerede det. Og før nogen går dén retning har ingen af os fjernet det med vilje, altså hænderne var slet ikke nede i det område.

Vi købte straks en fortrydelsespille, som jeg tog et par timer efter samlejet.

Men nu tror jeg, at jeg alligevel er blevet gravid. I alle fire graviditeter har det Allerførste symptom omkring testdag været, at jeg fik voldsomme smertejag i ligamenterne, når jeg pludselig vendte mig eller rejste mig. Jeg har aldrig oplevet det, når jeg ikke var gravid. Og de seneste dage har jeg mærket de forbistrede jag igen. Jeg er på CD 28, og skal selvfølgelig teste.

Man skal ikke tage sorgerne på forskud, men tankerne vælter rundt. Jeg har lyst til at græde ved tanken om abort. Vores lille baby, som jeg har hjemme var en upser pga præventionssvigt, men vi valgte at beholde hende. Derfor ser jeg ikke andet end hendes vidunderlige lille ansigt, og tanken om at fjerne hende, når jeg forestiller mig abort af endnu en upser.

Men vi kan ikke få en mere

- vi har ikke råd

- vi har ikke plads

- vi har ikke nok tid I døgnet

- vi har ikk nok overskud

- vi ville ikke kunne give alle vores børn den tid og opmærksomhed, de fortjener og har brug for

Jeg er alligevel bare forkvalmet og har det rædsom ved tanken om at skulle abortere. I må virkelig ikke tage det her ilde op, for jeg er 100% pro fri abort, og jeg tror grundlæggende på, at et foster på det stadie er netop det: et foster. Ikke et barn. Så hvorfor føler jeg, at jeg myrder mit eget barn, hvis jeg får en abort?

Jeg håber selvfølgelig, at jeg ikke er gravid, men jeg er bange, knust og ked.. 

Anonym skriver:

Jeg ved godt, at denne tråd meget ligner en anden, der er på forsiden lige nu, men havde brug for at dele mine tanker og følelser og få jeres råd. 

Jeg er mor til fire. Min mand og jeg ønsker ikke flere børn, jeg er på barsel med den yngste. Jeg er typen, der nærmest bare skal se på min mand, så er jeg gravid. Jeg er klar over, at mange ville give alt for den luksus, men det er også noget bøvl ind i mellem. 

Min mand blev steriliseret for nylig. Derpå følger en periode, hvor man skal bruge beskyttelse, indtil der er gået fire måneder og mindst 40 udløsninger, så man ligesom kan tømme de levende svømmere ud. Den periode er vi i.

For lidt tid siden havde vi så sex med kondom. Det var anden gang den dag, og da min mand trak sig ud så vi til vores store rædsel, at kondonet var faldet af, og da vi ledte fandt vi det ved siden af os i sengen, så det var faldet af, inden han kom. Så han kom i mig uden beskyttelse.

Hvordan kan man ikke opdage det, tænker u måske? Jeg tror I kampens hede bare ikke vi registrerede det. Og før nogen går dén retning har ingen af os fjernet det med vilje, altså hænderne var slet ikke nede i det område.

Vi købte straks en fortrydelsespille, som jeg tog et par timer efter samlejet.

Men nu tror jeg, at jeg alligevel er blevet gravid. I alle fire graviditeter har det Allerførste symptom omkring testdag været, at jeg fik voldsomme smertejag i ligamenterne, når jeg pludselig vendte mig eller rejste mig. Jeg har aldrig oplevet det, når jeg ikke var gravid. Og de seneste dage har jeg mærket de forbistrede jag igen. Jeg er på CD 28, og skal selvfølgelig teste.

Man skal ikke tage sorgerne på forskud, men tankerne vælter rundt. Jeg har lyst til at græde ved tanken om abort. Vores lille baby, som jeg har hjemme var en upser pga præventionssvigt, men vi valgte at beholde hende. Derfor ser jeg ikke andet end hendes vidunderlige lille ansigt, og tanken om at fjerne hende, når jeg forestiller mig abort af endnu en upser.

Men vi kan ikke få en mere

- vi har ikke råd

- vi har ikke plads

- vi har ikke nok tid I døgnet

- vi har ikk nok overskud

- vi ville ikke kunne give alle vores børn den tid og opmærksomhed, de fortjener og har brug for

Jeg er alligevel bare forkvalmet og har det rædsom ved tanken om at skulle abortere. I må virkelig ikke tage det her ilde op, for jeg er 100% pro fri abort, og jeg tror grundlæggende på, at et foster på det stadie er netop det: et foster. Ikke et barn. Så hvorfor føler jeg, at jeg myrder mit eget barn, hvis jeg får en abort?

Jeg håber selvfølgelig, at jeg ikke er gravid, men jeg er bange, knust og ked.. 

Skynd dig at få testet. Ingen grund til at tage sorgerne på forskud

Anonym skriver:

Jeg ved godt, at denne tråd meget ligner en anden, der er på forsiden lige nu, men havde brug for at dele mine tanker og følelser og få jeres råd. 

Jeg er mor til fire. Min mand og jeg ønsker ikke flere børn, jeg er på barsel med den yngste. Jeg er typen, der nærmest bare skal se på min mand, så er jeg gravid. Jeg er klar over, at mange ville give alt for den luksus, men det er også noget bøvl ind i mellem. 

Min mand blev steriliseret for nylig. Derpå følger en periode, hvor man skal bruge beskyttelse, indtil der er gået fire måneder og mindst 40 udløsninger, så man ligesom kan tømme de levende svømmere ud. Den periode er vi i.

For lidt tid siden havde vi så sex med kondom. Det var anden gang den dag, og da min mand trak sig ud så vi til vores store rædsel, at kondonet var faldet af, og da vi ledte fandt vi det ved siden af os i sengen, så det var faldet af, inden han kom. Så han kom i mig uden beskyttelse.

Hvordan kan man ikke opdage det, tænker u måske? Jeg tror I kampens hede bare ikke vi registrerede det. Og før nogen går dén retning har ingen af os fjernet det med vilje, altså hænderne var slet ikke nede i det område.

Vi købte straks en fortrydelsespille, som jeg tog et par timer efter samlejet.

Men nu tror jeg, at jeg alligevel er blevet gravid. I alle fire graviditeter har det Allerførste symptom omkring testdag været, at jeg fik voldsomme smertejag i ligamenterne, når jeg pludselig vendte mig eller rejste mig. Jeg har aldrig oplevet det, når jeg ikke var gravid. Og de seneste dage har jeg mærket de forbistrede jag igen. Jeg er på CD 28, og skal selvfølgelig teste.

Man skal ikke tage sorgerne på forskud, men tankerne vælter rundt. Jeg har lyst til at græde ved tanken om abort. Vores lille baby, som jeg har hjemme var en upser pga præventionssvigt, men vi valgte at beholde hende. Derfor ser jeg ikke andet end hendes vidunderlige lille ansigt, og tanken om at fjerne hende, når jeg forestiller mig abort af endnu en upser.

Men vi kan ikke få en mere

- vi har ikke råd

- vi har ikke plads

- vi har ikke nok tid I døgnet

- vi har ikk nok overskud

- vi ville ikke kunne give alle vores børn den tid og opmærksomhed, de fortjener og har brug for

Jeg er alligevel bare forkvalmet og har det rædsom ved tanken om at skulle abortere. I må virkelig ikke tage det her ilde op, for jeg er 100% pro fri abort, og jeg tror grundlæggende på, at et foster på det stadie er netop det: et foster. Ikke et barn. Så hvorfor føler jeg, at jeg myrder mit eget barn, hvis jeg får en abort?

Jeg håber selvfølgelig, at jeg ikke er gravid, men jeg er bange, knust og ked.. 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker. Jeg er selv 100% Pro abort og her fået foretaget 2. Den første havde jeg ingen problemer med. Men nummer 2 havde jeg præcis samme tanker som du. Min søn var også en upser pga præventions svigt (det var aborterne i øvrigt også). Og det at få en abort velvidende om hvilket vidunderligt væsen det kunne være blevet til gjorde ondt og var voldsomt svært. Men beslutningen var den rigtige pga den situation jeg stod i. Og har aldrig fortrudt det, var ked af det nogle dage efter. Men kom hurtigt videre ved tankens kraft om hvor lidt jeg ville kunne være der for min dreng hvis der var kommet en ekstra. 

Synes bsre du skal vide du ikk er alene om den slags tanker og følelser. Kæmpe knus til dig

Anonym skriver:

Jeg ved godt, at denne tråd meget ligner en anden, der er på forsiden lige nu, men havde brug for at dele mine tanker og følelser og få jeres råd. 

Jeg er mor til fire. Min mand og jeg ønsker ikke flere børn, jeg er på barsel med den yngste. Jeg er typen, der nærmest bare skal se på min mand, så er jeg gravid. Jeg er klar over, at mange ville give alt for den luksus, men det er også noget bøvl ind i mellem. 

Min mand blev steriliseret for nylig. Derpå følger en periode, hvor man skal bruge beskyttelse, indtil der er gået fire måneder og mindst 40 udløsninger, så man ligesom kan tømme de levende svømmere ud. Den periode er vi i.

For lidt tid siden havde vi så sex med kondom. Det var anden gang den dag, og da min mand trak sig ud så vi til vores store rædsel, at kondonet var faldet af, og da vi ledte fandt vi det ved siden af os i sengen, så det var faldet af, inden han kom. Så han kom i mig uden beskyttelse.

Hvordan kan man ikke opdage det, tænker u måske? Jeg tror I kampens hede bare ikke vi registrerede det. Og før nogen går dén retning har ingen af os fjernet det med vilje, altså hænderne var slet ikke nede i det område.

Vi købte straks en fortrydelsespille, som jeg tog et par timer efter samlejet.

Men nu tror jeg, at jeg alligevel er blevet gravid. I alle fire graviditeter har det Allerførste symptom omkring testdag været, at jeg fik voldsomme smertejag i ligamenterne, når jeg pludselig vendte mig eller rejste mig. Jeg har aldrig oplevet det, når jeg ikke var gravid. Og de seneste dage har jeg mærket de forbistrede jag igen. Jeg er på CD 28, og skal selvfølgelig teste.

Man skal ikke tage sorgerne på forskud, men tankerne vælter rundt. Jeg har lyst til at græde ved tanken om abort. Vores lille baby, som jeg har hjemme var en upser pga præventionssvigt, men vi valgte at beholde hende. Derfor ser jeg ikke andet end hendes vidunderlige lille ansigt, og tanken om at fjerne hende, når jeg forestiller mig abort af endnu en upser.

Men vi kan ikke få en mere

- vi har ikke råd

- vi har ikke plads

- vi har ikke nok tid I døgnet

- vi har ikk nok overskud

- vi ville ikke kunne give alle vores børn den tid og opmærksomhed, de fortjener og har brug for

Jeg er alligevel bare forkvalmet og har det rædsom ved tanken om at skulle abortere. I må virkelig ikke tage det her ilde op, for jeg er 100% pro fri abort, og jeg tror grundlæggende på, at et foster på det stadie er netop det: et foster. Ikke et barn. Så hvorfor føler jeg, at jeg myrder mit eget barn, hvis jeg får en abort?

Jeg håber selvfølgelig, at jeg ikke er gravid, men jeg er bange, knust og ked.. 

Den anden tråd er min. Og jeg er stadig i tvivl selv om jeg skal begynde aborten i dag. Og på den anden side er jeg ikke i tvivl, fordi jeg ikke kan se anden udvej. Det er helt normalt og sådan vil man ofte have det, selv om man er afklaret.

Jeg ved ikke om jeg bare taler ud fra egen følelse eller om jeg har ret i, at jeg læser en snert af selvbebrejdelse? Det føler jeg også. Meget. Men for det første er det ikke det samme som at en abort er forkert og det er altså helt ok at have sex med sin mand?! Tænk også på, at vi har levet i flere år med en verden vendt på hovedet pga. corona, så en krig i Europa og så historisk inflation. Måske skulle vi give os selv og hinanden en chance og stoppe med (selv)bebrejdelse og dårlig samvittighed?! Der er ting nok at bekymre sig om! Jeg ved ikke hvad du ville sige til mig, som er voksen og pisse dum at blive gravid. Men hvis du ville skrive til mig så kærligt og forstående som andre har gjort, så skal du også vise dig selv den forståelse og medmenneskelighed. Du har mange børn, du har gjort det godt og det betyder intet om dig som mor eller menneske hvis du skulle være nødt til at få en abort for din og familiens skyld. Vær glad for at vi kan - og for at det langt fra er sikkert at du er endt i den situation. Den er ikke sjov - og vi kan ikke rigtigt lave om på hvor uheldigt nemt det er for os at blive gravide  Kun prøve at undgå det og så håndtere det bedst muligt når det sker… krydse fingre for dig.