Frustreret..

Hej alle sammen. 
jeg er helt ny herinde.. men jeg har simpelthen et behov, for at komme ud med nogle af de følelser der går igennem mig. Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 2 år, men været hinandens bedste venner i 10. Han har en skøn lille pige på 3 fra tidligere forhold. lige efter vi fandt sammen, havde jeg en SA.. vidste ikke jeg var gravid, før lægen fortalte det. Sidste år, i juni mdr tester jeg positiv, og vi var SÅ glade. Da jeg er i uge 6+3 røg vi akut på sygehuset fordi mit hcg tal var faldet en del.. det vidste sig at være en graviditet udenfor livmoderen. Bliver akut opereret og mister min højre æggeleder. Den søde læge som opereret mig, fortalte at vi sagtens kunne blive gravide naturligt igen. Vi har prøvet at teste med ægløsningsteste, benene op, regelmæssig sex osv. men det vil skisme ikke lykkes. I dag fortæller min lillebror, at han skal være far. Og ved i hvad? Jeg blev faktisk ked af det. Jeg kan slet ikke være glad på andres vegne, overhovedet. Jeg kan slet ikke rumme, at høre folk bliver gravide, for jeg bliver så ked af det. Er der andre som har stået i nogenlunde lign. Situation? Eller som evt har mistet den ene æggeledere, men som er blevet naturligt gravide efter? 
hilsen en meget ked af det pige..

Puha, det er også en hård omgang du har været igennem. Kram til dig

Der er nok rigtig mange som kommer til at tænke “gud hvor er hun egoistisk hun bare ikke kan være glad på sin lillebrors vegne” Men ved du hvad? Det helt okay for du kan være fuldstændig ligeglad. Det er helt iorden at føle som du gør, og have de følelser, for i derst inde er du glad på din lillebrors vegne, men det passer bare ikke ind i dit liv lige nu, og det er helt okay.

Har selv været igennem en flok gravide piger, hvor det ikke lige lykkedes den første måned, og det var sku fandme hårdt. 
Man man må aldrig miste håbet trods tristheden jeg krydser for en positiv test.

Er ked af jeres tab  har selv mistet 3 gange, før det nu er lykkedes os for 4. gang. 
Jeg kan godt genkende dine følelser. Husker godt hvor svært jeg havde det når alle andre kunne annoncere en graviditet, men ikke os selv. Jeg var selvfølgelig glad på deres vegne, men ulykkelig på mine egne fordi det bare ikke ville lykkedes for os.
Mange gange frygtede jeg nærmest også, at venner/nærme familie medlemmer (igen) skulle annoncere en graviditet inden vi selv havde fået vores første/kunne annoncere vores første. Det hele blev bedre med tiden, og jeg lærte på en måde at håndtere de følelser jeg havde. 

Du er bestemt ikke alene, der er mange som sidder med samme/lign. følelser, og du skal vide at det er helt okay, og at det er helt normalt at have det sådan! 

Krydser for, at det snart lykkedes jer!

Anonym skriver:

Puha, det er også en hård omgang du har været igennem. Kram til dig

Der er nok rigtig mange som kommer til at tænke “gud hvor er hun egoistisk hun bare ikke kan være glad på sin lillebrors vegne” Men ved du hvad? Det helt okay for du kan være fuldstændig ligeglad. Det er helt iorden at føle som du gør, og have de følelser, for i derst inde er du glad på din lillebrors vegne, men det passer bare ikke ind i dit liv lige nu, og det er helt okay.

 

Har selv været igennem en flok gravide piger, hvor det ikke lige lykkedes den første måned, og det var sku fandme hårdt. 
Man man må aldrig miste håbet trods tristheden jeg krydser for en positiv test.

 

Det er jo nemlig det! Jeg føler mig virkelig egoistisk.. og føler ingen forstår mig