Cancer og spontan abort

Hej

De seneste måneder har været hårde. 
Efter at have forsøgt at starte vores egen familie i over et år, fik vi i starten af 2022 at vide at min mand har stærkt nedsat sædkvalitet. Kort efter blev jeg meget overraskende naturligt gravid. Alt var godt, indtil vi fik at vide at min mand har kræft og få dage senere aborterer jeg i uge 9. 

Kræftknuderne i maven har de heldigvis kunnet fjerne, og han er nu blevet erklæret rask. De næste 5 år vil der være løbende kontroller.

Det hele er gået meget stærkt. Ingen af os har helt forstået at han har haft cancer. Og jeg har ikke rigtig haft en chance for at bearbejde mit tab. Alt fokus har de seneste måneder forståeligt nok været på min mand, og alle vil gerne se ham og høre om hvordan han har det og hvordan det går.

Jeg føler mig glemt. Ingen spørger hvordan jeg har det med det hele. Heller ikke de som ved vi har mistet vores baby. Det er som om den del bare er gået i glemmebogen. 

Vi har ikke rigtig kunnet finde ud af at være der for hinanden. Han har været opslugt at sin sygdom. Det har jeg også - der er uendeligt mange bekymringer der følger med en kræftdiagnose. Men jeg har også befundet mig i en sorg over tabet af vores længe ønskede barn, som min kæreste ikke har. Ikke at det ikke er en sorg for ham - det ved jeg det er - men det har ligesom ikke været noget der har fyldt for ham. 

Jeg føler mig urimelig ved at bringe fertilitetsbehandling på banen allerede nu - men det er som om at et nyt barn er det eneste “plaster på såret” der virker - og jeg har brug for at vi går i gang nu. Han har brug for at vente - mindst til næste kontrol om 4 måneder, selvom lægerne siger at de har fjernet det hele, at “livet går videre” og risikoen for at han bliver syg igen er mikroskopisk. Han har ikke nogen rationelle begrundelser for at vente - de er udelukkende følelsesmæssige.

Men hvad med mine følelser? Han er kureret, men jeg kan ikke få lov til at hele.

Der er meget vi har måttet stå igennem som par - også ting jeg ikke har beskrevet her

Hej

De seneste måneder har været hårde. 
Efter at have forsøgt at starte vores egen familie i over et år, fik vi i starten af 2022 at vide at min mand har stærkt nedsat sædkvalitet. Kort efter blev jeg meget overraskende naturligt gravid. Alt var godt, indtil vi fik at vide at min mand har kræft og få dage senere aborterer jeg i uge 9. 

Kræftknuderne i maven har de heldigvis kunnet fjerne, og han er nu blevet erklæret rask. De næste 5 år vil der være løbende kontroller.

Det hele er gået meget stærkt. Ingen af os har helt forstået at han har haft cancer. Og jeg har ikke rigtig haft en chance for at bearbejde mit tab. Alt fokus har de seneste måneder forståeligt nok været på min mand, og alle vil gerne se ham og høre om hvordan han har det og hvordan det går.

Jeg føler mig glemt. Ingen spørger hvordan jeg har det med det hele. Heller ikke de som ved vi har mistet vores baby. Det er som om den del bare er gået i glemmebogen. 

Vi har ikke rigtig kunnet finde ud af at være der for hinanden. Han har været opslugt at sin sygdom. Det har jeg også - der er uendeligt mange bekymringer der følger med en kræftdiagnose. Men jeg har også befundet mig i en sorg over tabet af vores længe ønskede barn, som min kæreste ikke har. Ikke at det ikke er en sorg for ham - det ved jeg det er - men det har ligesom ikke været noget der har fyldt for ham. 

Jeg føler mig urimelig ved at bringe fertilitetsbehandling på banen allerede nu - men det er som om at et nyt barn er det eneste “plaster på såret” der virker - og jeg har brug for at vi går i gang nu. Han har brug for at vente - mindst til næste kontrol om 4 måneder, selvom lægerne siger at de har fjernet det hele, at “livet går videre” og risikoen for at han bliver syg igen er mikroskopisk. Han har ikke nogen rationelle begrundelser for at vente - de er udelukkende følelsesmæssige.

Men hvad med mine følelser? Han er kureret, men jeg kan ikke få lov til at hele.

Der er meget vi har måttet stå igennem som par - også ting jeg ikke har beskrevet her

Det lyder hårdt

Men hårdt for jer begge. “Han har ikke nogen rationelle begrundelser for at vente - de er udelukkende følelsesmæssige” Følelsesmæssige begrundelser er da mindst lige så væsentlige??? Hvad ville du sige, hvis han sagde, at det eneste der kunne give ham gejsten igen ovenpå sygdom var en ny graviditet- og du ikke følelsesmæssigt var parat efter aborten.. Du ville sikkert mene,  at det var helt rimeligt at holde fast i at vente nogle måneder.
Det er i mine øjne altid den alvorlige potentielt dødelig sygdom, der trumfer et ønske om et barn. Du skriver samtidig, at I har stået meget igennem genne tiden og ikke formået at være der for hinanden i en svær tid. Det synes jeg faktisk er en af de vigtigste ingredienser til at kunne fungere på den lange bane som forældre med de undfordringer/pres osv. det giver. Mit meget velmenende råd ville derfor være at få professionel hjælp/ støtte. Både så din mand kan komme videre og du kan komme videre (abort og kræft og eventuelle tidligere udfordringer) så I har en mere ren tavle når I forsøger at få en baby ind i ligningen. 

… og jo du kan sagtens få lov til at hele.  Du skal selv tage den ret/ tage ansvaret på dig ifht at arbejde med det mentale. Det er aldrig ydre omstændigheder der skal hele en. 

Det lyder hårdt

Men hårdt for jer begge. “Han har ikke nogen rationelle begrundelser for at vente - de er udelukkende følelsesmæssige” Følelsesmæssige begrundelser er da mindst lige så væsentlige??? Hvad ville du sige, hvis han sagde, at det eneste der kunne give ham gejsten igen ovenpå sygdom var en ny graviditet- og du ikke følelsesmæssigt var parat efter aborten.. Du ville sikkert mene,  at det var helt rimeligt at holde fast i at vente nogle måneder.
Det er i mine øjne altid den alvorlige potentielt dødelig sygdom, der trumfer et ønske om et barn. Du skriver samtidig, at I har stået meget igennem genne tiden og ikke formået at være der for hinanden i en svær tid. Det synes jeg faktisk er en af de vigtigste ingredienser til at kunne fungere på den lange bane som forældre med de undfordringer/pres osv. det giver. Mit meget velmenende råd ville derfor være at få professionel hjælp/ støtte. Både så din mand kan komme videre og du kan komme videre (abort og kræft og eventuelle tidligere udfordringer) så I har en mere ren tavle når I forsøger at få en baby ind i ligningen. 

… og jo du kan sagtens få lov til at hele.  Du skal selv tage den ret/ tage ansvaret på dig ifht at arbejde med det mentale. Det er aldrig ydre omstændigheder der skal hele en. 

Hvis nogen sagde til dig “du er kureret”.. du har jo aborteret og kan komme videre. Så ville du jo også blive forbløffet over den manglende forståelse for at det er hårdt at have aborteret. Din mand er ikke kureret/ helet.. jo måske fysisk. Synes faktisk du skal hæve blikket fra dig og vise omsorg/empati for at han faktisk har skulle face døden i nogle måneder-  det er voldsomt. Jeg forstår godt han ikke er klar. Du får absolut intet ud af en mand der ikke er mentalt klar. 

Jeg kan godt forstå det har været mega hårdt! Og jeg tror at det er lidt vigtig at skille følelserne i de to ting lidt ad. Hvis man kigger på det udefra tænker jeg at det at din mand har været alvorligt syg har fyldt rigtig  meget på forskellige måder hos jer begge og måske nok lidt mere hos din mand. Jeg tror kun at sindet har en vis kapacitet for hvad det kan rumme af følelser og bearbejdning på en gang og du er ved at være der hvor at din mands sygdom ikke optager hele den kapacitet hos dig længere - super godt! Livet går som sagt videre. Men din mand er der ikke endnu. Hans sind er stadig optaget og der er ikke plads til tanker og følelser ift. baby lige nu. Så hvis du gik hen og blev gravid nu, ville han ikke have de samme betingelse for at knytte sig til baby i maven, være der for dig og selv omstille sig følelsesmæssigt til at være far. Det er ikke gavnligt og i sidste ende tror jeg at det vil gå ud over jer alle tre hvis du presser på. 
samtidig kan jeg bare rigtig godt forstå at du har brug for at bearbejde jeres tab og ønsker dig at gå igang med at forsøge igen. Men kan du prøve at sige til dig selv at den tid din mand har brug for er godt givet ud for jer begge, for så kan du komme dig og hele som du ønsker helt inden en ny graviditet og det overskud på kapacitet du har i dit sind kan du bruge på at hjælpe din mand ovenpå igen. Jeg er sikker på han vil sætte stor pris på det og at du også vil have det bedre med ikke at have presset på og han er helt klar når i på et tidspunkt Starter projekt baby op igen. Jeg tror glæden hos jer begge til den tid vil være større på den måde

Hej

De seneste måneder har været hårde. 
Efter at have forsøgt at starte vores egen familie i over et år, fik vi i starten af 2022 at vide at min mand har stærkt nedsat sædkvalitet. Kort efter blev jeg meget overraskende naturligt gravid. Alt var godt, indtil vi fik at vide at min mand har kræft og få dage senere aborterer jeg i uge 9. 

Kræftknuderne i maven har de heldigvis kunnet fjerne, og han er nu blevet erklæret rask. De næste 5 år vil der være løbende kontroller.

Det hele er gået meget stærkt. Ingen af os har helt forstået at han har haft cancer. Og jeg har ikke rigtig haft en chance for at bearbejde mit tab. Alt fokus har de seneste måneder forståeligt nok været på min mand, og alle vil gerne se ham og høre om hvordan han har det og hvordan det går.

Jeg føler mig glemt. Ingen spørger hvordan jeg har det med det hele. Heller ikke de som ved vi har mistet vores baby. Det er som om den del bare er gået i glemmebogen. 

Vi har ikke rigtig kunnet finde ud af at være der for hinanden. Han har været opslugt at sin sygdom. Det har jeg også - der er uendeligt mange bekymringer der følger med en kræftdiagnose. Men jeg har også befundet mig i en sorg over tabet af vores længe ønskede barn, som min kæreste ikke har. Ikke at det ikke er en sorg for ham - det ved jeg det er - men det har ligesom ikke været noget der har fyldt for ham. 

Jeg føler mig urimelig ved at bringe fertilitetsbehandling på banen allerede nu - men det er som om at et nyt barn er det eneste “plaster på såret” der virker - og jeg har brug for at vi går i gang nu. Han har brug for at vente - mindst til næste kontrol om 4 måneder, selvom lægerne siger at de har fjernet det hele, at “livet går videre” og risikoen for at han bliver syg igen er mikroskopisk. Han har ikke nogen rationelle begrundelser for at vente - de er udelukkende følelsesmæssige.

Men hvad med mine følelser? Han er kureret, men jeg kan ikke få lov til at hele.

Der er meget vi har måttet stå igennem som par - også ting jeg ikke har beskrevet her

Din mand har lige haft kræft og du synes det er urimeligt han vil vente med at prøve igen indtil han har været til kontrol... jeg er tom for ord

Cancer trumfer sponton abort og en ny graviditet vil ikke 'kurere' din sorg over det foster du mistede

Der er ikke noget der trumfer nogen. Dine følelser er lige så valide som hans er, det handler jo ikke om rigtig/forkert, men om reaktioner. Dine følelser er blevet anden prioritet fordi hans omstændigheder objektivt er værre, men det betyder ikke dine følelser er mindre vigtige. Desværre er din mand næppe i stand til at have overskuddet til at hjælpe dig pt, men du bør søge en at få snakket det igennem med. At være partner til en der er syg, er en voldsom oplevelse 

Igen skriver:

Der er ikke noget der trumfer nogen. Dine følelser er lige så valide som hans er, det handler jo ikke om rigtig/forkert, men om reaktioner. Dine følelser er blevet anden prioritet fordi hans omstændigheder objektivt er værre, men det betyder ikke dine følelser er mindre vigtige. Desværre er din mand næppe i stand til at have overskuddet til at hjælpe dig pt, men du bør søge en at få snakket det igennem med. At være partner til en der er syg, er en voldsom oplevelse 

Hendes følelser er også vigtige - men det er på hendes banehalvdel, at det skal løses. Hun kan ikke kræve/presse på for at han mentalt skal kunne tage sig synderligt meget af en abort eller fertilitetsbehandling, når han har været døden nær. Og de virker heller ikke til at have tage sig så godt af hinanden i perioden … så før er barn kommer ind i ligningen, vil jeg sige en fælles bearbejdning med hjælp udefra vil være en fordel.