Vil ud af forholdet

Har været i et forhold i mange år nu, men jeg bliver ødelagt i det føler jeg. 

Lidt baggrundsinfo. 

Han er fjorten år ældre end mig, jeg blev gravid med ham da jeg var 17 og Idag har vi tre børn sammen. Min selvtillid har altid været dårlig og den bliver ikke bedre. Lider af flere typer angst og depression. Pt styrer helbreds angsten det hele. Det psykiske har min kæreste meget svært ved at forstå og hjælpe med, hvilket jeg også godt kan forstå, men han puster ofte til ilden uden at vide det.

Har kæmpet med flere uddannelser uden held og endte på kontoruddannelsen pga. jobcenter. Det slet ikke det rigtige for mig, men er blevet på den for bare af få en eller anden form for uddannelse. Halvvejs i uddannelse knækkede filmen igen for mig og min kæreste fik mig derfor ansat på vennetjeneste i det firma han arbejder for. Jeg tænkte slet ikke rationelt på det tidspunkt og sagde ok, skrev under og har derfor skulle klare mig for 4.800 efter skat hver måned, hvilket ikke er realistisk med tre børn, transport tid på 45 min og alt bliver dyrere. Lige nu har jeg 1000 kr tilbage til måneden. 

Det værste er, af når jeg ikke har nok og ikke kan handle ind, så jeg nødt til at tigge hos min kæreste. Han ofre inter frivilligt til min konto. 

Det ydmygende at skulle tigge om penge for at kunne holde familien kørerne. Jeg har ikke råd til at give børnene oplevelser, og de oplevelser der kommer på et år er kun hvis kæresten lige synes det en god ide. 

Jeg trænger sådan til at finde noget jeg kan lave og tjene penge på, men er låst til den kontrakt jeg skrev under på med hans firma til uddannelsen er færdig. 

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Er træt af at tigge penge hos ham som en anden tigger. Det virker som om han nyder at have den magt at kunne styre og bestemme alt i forholdet. (Men kan godt være jeg læser ham forkert). 

Før i tiden var børnepengene med til at holde mig over vande, sørge for jeg kunne købe sko og tøj til ungerne, men de jo også blevet delt op nu, så han får halvdelen. 

Det sket flere gange at jeg har skulle handle ind til aftensmaden (handler billigt) men så mit kort lukket fordi der ikke er penge til det. Så har jeg måtte ringe efter "helten" som så kommer og betaler. Ej jeg hader det.

Jeg er måske ikke rimelig over for ham, men men mærke jeg er nået et sted hvor jeg faktisk er begyndt at hade den mand jeg bor sammen med, og det ikke rimeligt over for hverken ham eller vores fælles børn. 

Han valgte så efter lang tid at overføre de 5000 som jeg ellers ville havde haft på kontoen fra børnepenge igår. Men han giver mig samtidig så dårlig samvittighed over at få dem at jeg faktisk heller vil tage et lån end have de penge.

Prøver jeg at forklare ham hvordan det føles at være sammen med ham ift. økonomien, så bliver han sur og ikke til at tale med. 

Hvad dælen gør jeg.?

Anonym skriver:

Har været i et forhold i mange år nu, men jeg bliver ødelagt i det føler jeg. 

Lidt baggrundsinfo. 

Han er fjorten år ældre end mig, jeg blev gravid med ham da jeg var 17 og Idag har vi tre børn sammen. Min selvtillid har altid været dårlig og den bliver ikke bedre. Lider af flere typer angst og depression. Pt styrer helbreds angsten det hele. Det psykiske har min kæreste meget svært ved at forstå og hjælpe med, hvilket jeg også godt kan forstå, men han puster ofte til ilden uden at vide det.

Har kæmpet med flere uddannelser uden held og endte på kontoruddannelsen pga. jobcenter. Det slet ikke det rigtige for mig, men er blevet på den for bare af få en eller anden form for uddannelse. Halvvejs i uddannelse knækkede filmen igen for mig og min kæreste fik mig derfor ansat på vennetjeneste i det firma han arbejder for. Jeg tænkte slet ikke rationelt på det tidspunkt og sagde ok, skrev under og har derfor skulle klare mig for 4.800 efter skat hver måned, hvilket ikke er realistisk med tre børn, transport tid på 45 min og alt bliver dyrere. Lige nu har jeg 1000 kr tilbage til måneden. 

Det værste er, af når jeg ikke har nok og ikke kan handle ind, så jeg nødt til at tigge hos min kæreste. Han ofre inter frivilligt til min konto. 

Det ydmygende at skulle tigge om penge for at kunne holde familien kørerne. Jeg har ikke råd til at give børnene oplevelser, og de oplevelser der kommer på et år er kun hvis kæresten lige synes det en god ide. 

Jeg trænger sådan til at finde noget jeg kan lave og tjene penge på, men er låst til den kontrakt jeg skrev under på med hans firma til uddannelsen er færdig. 

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Er træt af at tigge penge hos ham som en anden tigger. Det virker som om han nyder at have den magt at kunne styre og bestemme alt i forholdet. (Men kan godt være jeg læser ham forkert). 

Før i tiden var børnepengene med til at holde mig over vande, sørge for jeg kunne købe sko og tøj til ungerne, men de jo også blevet delt op nu, så han får halvdelen. 

Det sket flere gange at jeg har skulle handle ind til aftensmaden (handler billigt) men så mit kort lukket fordi der ikke er penge til det. Så har jeg måtte ringe efter "helten" som så kommer og betaler. Ej jeg hader det.

Jeg er måske ikke rimelig over for ham, men men mærke jeg er nået et sted hvor jeg faktisk er begyndt at hade den mand jeg bor sammen med, og det ikke rimeligt over for hverken ham eller vores fælles børn. 

Han valgte så efter lang tid at overføre de 5000 som jeg ellers ville havde haft på kontoen fra børnepenge igår. Men han giver mig samtidig så dårlig samvittighed over at få dem at jeg faktisk heller vil tage et lån end have de penge.

Prøver jeg at forklare ham hvordan det føles at være sammen med ham ift. økonomien, så bliver han sur og ikke til at tale med. 

Hvad dælen gør jeg.?

 

 

Først et stort kram...

Prøv at tænk på hvis det var en veninde der fortalte dig det du har skrevet her.. hvad ville dit råd være til hende?

det er altid svært at skulle ændre ens liv, det er super skræmmende med uvisheden om det nye..

mit råd vil være at snakke med f.eks. mødrehjælpen og sundhedsplejersken og få hjælp til hvad du kan gøre..

man kan altid komme ud af en kontrakt, men der vil være karantæne hvis du opsiger selv.. det du skal gøre er at have fat i din fagforening og så bede om hjælp til gensidig opsigelse.. hvis det er gensidig opsigelse får du ikke karantæne fra a-kassen eller i forbindelse med ansøgning til kontanthjælp..

det hele er altid endnu sværere når man har børn sammen.. men det duer ikke at du går ned for så er du der slet ikke.. børn er utrolig stærke og kan klare meget hvis man får den rigtige støtte og hjælp til at bearbejde et brud på deres rammer.. og børn kan godt mærke når tingene knirker imellem forældrene uanset hvor meget vi tror at vi ikke viser det.. det hænger som en lugt i luften nærmest...

jeg håber du kan få hjælp og støtte til at komme videre..

endnu en gang et kæmpe kram...

Har været i et forhold i mange år nu, men jeg bliver ødelagt i det føler jeg. 

Lidt baggrundsinfo. 

Han er fjorten år ældre end mig, jeg blev gravid med ham da jeg var 17 og Idag har vi tre børn sammen. Min selvtillid har altid været dårlig og den bliver ikke bedre. Lider af flere typer angst og depression. Pt styrer helbreds angsten det hele. Det psykiske har min kæreste meget svært ved at forstå og hjælpe med, hvilket jeg også godt kan forstå, men han puster ofte til ilden uden at vide det.

Har kæmpet med flere uddannelser uden held og endte på kontoruddannelsen pga. jobcenter. Det slet ikke det rigtige for mig, men er blevet på den for bare af få en eller anden form for uddannelse. Halvvejs i uddannelse knækkede filmen igen for mig og min kæreste fik mig derfor ansat på vennetjeneste i det firma han arbejder for. Jeg tænkte slet ikke rationelt på det tidspunkt og sagde ok, skrev under og har derfor skulle klare mig for 4.800 efter skat hver måned, hvilket ikke er realistisk med tre børn, transport tid på 45 min og alt bliver dyrere. Lige nu har jeg 1000 kr tilbage til måneden. 

Det værste er, af når jeg ikke har nok og ikke kan handle ind, så jeg nødt til at tigge hos min kæreste. Han ofre inter frivilligt til min konto. 

Det ydmygende at skulle tigge om penge for at kunne holde familien kørerne. Jeg har ikke råd til at give børnene oplevelser, og de oplevelser der kommer på et år er kun hvis kæresten lige synes det en god ide. 

Jeg trænger sådan til at finde noget jeg kan lave og tjene penge på, men er låst til den kontrakt jeg skrev under på med hans firma til uddannelsen er færdig. 

Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Er træt af at tigge penge hos ham som en anden tigger. Det virker som om han nyder at have den magt at kunne styre og bestemme alt i forholdet. (Men kan godt være jeg læser ham forkert). 

Før i tiden var børnepengene med til at holde mig over vande, sørge for jeg kunne købe sko og tøj til ungerne, men de jo også blevet delt op nu, så han får halvdelen. 

Det sket flere gange at jeg har skulle handle ind til aftensmaden (handler billigt) men så mit kort lukket fordi der ikke er penge til det. Så har jeg måtte ringe efter "helten" som så kommer og betaler. Ej jeg hader det.

Jeg er måske ikke rimelig over for ham, men men mærke jeg er nået et sted hvor jeg faktisk er begyndt at hade den mand jeg bor sammen med, og det ikke rimeligt over for hverken ham eller vores fælles børn. 

Han valgte så efter lang tid at overføre de 5000 som jeg ellers ville havde haft på kontoen fra børnepenge igår. Men han giver mig samtidig så dårlig samvittighed over at få dem at jeg faktisk heller vil tage et lån end have de penge.

Prøver jeg at forklare ham hvordan det føles at være sammen med ham ift. økonomien, så bliver han sur og ikke til at tale med. 

Hvad dælen gør jeg.?

 

 

Hej. Jeg kunne ikke gå forbi dit indlæg uden at svare dig. Først, stort kram

Dernæst, jeg kan relatere. Jeg fandt også sammen med en mand som var markant ældre da jeg var 18. Døjede med selvtilliden og havde en del psykisk diagnoser, herunder depression og angst. Vi har nu været sammen i 15 år, men det har ikke altid været nemt. Min mand er markant anderledes end din, i så frem at han er utrolig generøs, ikke mindste økonomisk og vi har altid haft fælles økonomi. Men alligevel... Jeg har virkelig skulle kæmpe med at føle mig ligevægtig i forhold. Man kan hurtigt komme til at indtage rollen som den unge, den som skal beskyttes, den som ikke ved helt så meget. Det kræver lidt, ikke kun fra ens partner, men også fra en selv. 

Jeg synes det lyder til at i ikke er gode for hinanden. Det lyder ikke som om han ikke forstår faren ved denne dynamik, at han bliver den der skal redde dig. Måske kan han ligefrem godt lide følelsen.

Jeg ville ikke tøve med at gå fra hinanden. I hvert fald for nu. Så du kan få troen på dig selv og komme ovenpå igen. Det bliver næppe noget du kan i forholdet, i fastholder hinanden i rollerne.

Wampires skriver:

Først et stort kram...

Prøv at tænk på hvis det var en veninde der fortalte dig det du har skrevet her.. hvad ville dit råd være til hende?

det er altid svært at skulle ændre ens liv, det er super skræmmende med uvisheden om det nye..

mit råd vil være at snakke med f.eks. mødrehjælpen og sundhedsplejersken og få hjælp til hvad du kan gøre..

man kan altid komme ud af en kontrakt, men der vil være karantæne hvis du opsiger selv.. det du skal gøre er at have fat i din fagforening og så bede om hjælp til gensidig opsigelse.. hvis det er gensidig opsigelse får du ikke karantæne fra a-kassen eller i forbindelse med ansøgning til kontanthjælp..

det hele er altid endnu sværere når man har børn sammen.. men det duer ikke at du går ned for så er du der slet ikke.. børn er utrolig stærke og kan klare meget hvis man får den rigtige støtte og hjælp til at bearbejde et brud på deres rammer.. og børn kan godt mærke når tingene knirker imellem forældrene uanset hvor meget vi tror at vi ikke viser det.. det hænger som en lugt i luften nærmest...

jeg håber du kan få hjælp og støtte til at komme videre..

endnu en gang et kæmpe kram...

Hvis det er en elevkontrakt som det lyder til siden den gælder til studiet er slut, er den ubrydelig. 
det kan få store økonomiske konsekvenser for hende at bryde sådan en kontrakt.. 

så tænker nærmere snak med fagforeningen om at få en med ud derfra der kan omforhandle lønnen i kontrakten, da der jo er lovgivning om mindste løn, og tænker ikke at 4500 dækker mindstelønnen. Særligt mhp du har børn, burde du kunne få en voksenelevløn der er meget højere end det. 
så det ville jeg tage som step 1. Så har du nemlig styr på økonomien. 

og så ville jeg tale med ham.. hvis han ikke vil lytte/bliver vred, så aftal med ham du tager til din mor fx med børnene en weekend og så giv ham et brev med alle dine tanker og følelser, og sig du gerne vil have han læser det og tænker over det til du kommer hjem igen, så i kan få talt det igennem. 

Først et stort kram.

Puha. Jeg forstår slet slet ikke økonomien i jeres forhold. Fair nok, hvis den part, der tjener mest også vil have flest "lommepenge". ( jeg ville ikke køre det sådan, men fred være med at nogle vil) men hvordan kan man køre økonomien så adskilt, når man har tre børn sammen? Der skal da bare være til de børn og til husholdningen, og så sørger man da som det mindste for at have en fælles konto, hvor der bliver indbetalt så der er penge til det. At den ene part så må give mere end den anden, er der jo ikke  noget at gøre ved. Der er ikke plads til smålighed når man har børn! Jeg kan ikke råde dig med hvad du rent praktisk gør, men synes ikke det lyder som et godt og sundt forhold, det er helt sikkert. Kram

Hvorfor i alverden har I ikke fælles økonomi når I har været sammen i så mange år og med tre børn? ��

Lyder absolut ikke sundt det forhold. Ham selv og jeres fælles børn spiser jo også af den mad, du ikke altid har penge tilbage til at købe. Fint nok, I deler tingene op ift. udgifter, men pengene skal da være til det. Lyder desværre som om han ikke er til at tale med omkring det. 

Hvor lang tid har du tilbage af din elevtid? Kunne du måske holde den tid ud, hvis der ikke er så lang tid tilbage? Derefter skulle der jo gerne være noget mere indkomst i vente, så du bedre kan klare dig enten alene eller sammen med ham.