Jeg har et familiemedlem på 12 år. Meget tæt, og har nærmest boet med dem siden han blev født.
Der er forskellige ting, så jeg har forsøgt at dele det op så det er til at finde rundt i.
Siden han var 2-3 år gammel, har leg og legetøj ikke interesseret ham, han har ingen fantasi til lege, overhovedet. Har altid siden kun interesseret sig for at spille på tlf og computer.
Alt hvad børn synes er det fedeste, sjoveste og mest spændende, siger han med rullende øjne: hvordan kan i overhovedet synes det er sjovt.. Alt fra at tage steder hen og opleve noget, legepladser, tage på stranden, fange krabber, gå en tur osv.
Det eneste han interesserer sig for er at få noget slik, junkfood, cola og en seng at spille tablet i. Han er overvægtig og motion skal man ikke engang nævne for ham.
Hver gang han er på besøg er det eneste han kommer for mad og sodavand, så snart han har fået det, er han gået hjem igen. Man skal være meget varsom med at åbne noget som lyder som slik, så står han der. Også selvom han er kommet i seng, eller han ligger i den anden ende af huset og ser film, åbner man stille en pose chips så står han der i løbet af 3 sekunder og siger: hmm, jeg ville bare se hvad i laver, nu er jeg bare lidt sulten, hmmm hvad må jeg mon få. Han spørger aldrig.
Han lyver også rigtig meget, om ting der ikke giver mening af lyve omkring. Fx var vi til fest i byen hvor der var forlystelser. Han må af sine forældre få alle de billetter han vil have. Han møder et andet familiemedlem, og siger til os: jeg mødte X og spurgte om jeg måtte få en billet til en forlystelse, og så gav han mig det. Senere da vi spurgte familiemedlemmet var det aldrig sket, de havde ikke engang hilst på hinanden. Når man så konfronterer ham så siger han 'hahahah, troede i virkelig på det, det var sgu da bare en prank'
Når jeg snakker om problemet med forældrene eller andre familiemedlemmer så griner de af det og siger 'han er bare et barn, og hans løgne er jo ikke forfærdelige, det betyder Ingenting, han er bare en dreng'
Han er blevet forkælet rigtig meget i forhold til sin storesøster, og har aldrig haft pligter som hun har fordi han 'er den lille'
Han er også meget egoistisk i sin tankegang og væremåde, alt skal dreje sig om ham, og hvis man gør modstand, så finder han på løgne om en. Fx hev hans forældre mig til side efter jeg konfronterede ham med at jeg fandt hans opførsel uacceptabel og spørger mig: hvorfor sparker og slår du min søn bare fordi i diskuterer?
Ser han billeder af sig selv (især af da han var baby/meget mindre, græder han og beder os lade være med at kigge på dem.
Jeg er oprigtigt bekymret, har aldrig set andre børn være som ham, ikke engang hans forældre eller søster. Jeg er faktisk der hvor jeg ikke synes han er sjov og rar at være sammen med, og jeg ved ikke hvornår man kan stole på ham. Og det gør ondt for mig at sige, for vi er meget tætte. Men når han også spreder løgne som kan skade mig fordi han siger jeg gør ham og andre fortræd, så kan jeg ikke længere stå og se på og ikke gøre noget.
Har I nogen råd?
