Hej alle,
Jeg har brug for godt og omsorgsfuldt råd. Jeg er ret tyndslidt og udmattet, så hvis i vil formulere jeres råd med lidt omsorg i tankerne, ville det være rart.
Vi har været et par i 8 år og har været gift i de fire. Vi har en søn på 4 og en datter på 8 mdr. Vores søn forguder sin søster, har aldrig været sur på hende, uanset om hun har rykket i hår eller stjålet legetøj. Men der har været, og er, en del jalousi ifm at skulle dele vores opmærksomhed.
Derudover har han sanseintegrationsvanskeligheder og har voldsomme sammenbrud efter dagen i børnehaven, og generelt hvis han har fået for mange indtryk. Min søn elsker dog sin børnehave. Han har Deltidsplads under min barsel, så er altså ikke afsted mange timer. Jeg arbejder med udredning af småbørn, og jeg har en begrundet mistanke om, at han har ADHD. Jeg har desuden selv ADD, meget peger på min mand har udiagnosticeret ADHD, så der er en høj grad af arvelighed, må man sige.
Min mand og jeg er begge velfungerende og ressourcestærke. Vi havde det svært som yngre, men har fundet vores rette plads karrieremæssigt som voksne, og vi har en god, fast struktur og måde at skabe overblik over hverdagen herhjemme.
Sagen er bare den, at vores søns mange sammenbrud begynder at få forholdet til at knirke og knage. Vi er i dialog med sundhedsplejerske og børnehave, og de siger alle, at vores tilgang er den helt rette, desværre fjerner det bare ikke hans sammenbrud. Og med sammenbrud mener jeg SKRIG, råben, slår, sparker, kradser, fuldstændig blackout af raseri. Det kan være ved selv små krav, skift i hverdagen, overgange mellem situationer, overstimulering. Det er umuligt at forudsige. Han kan være rolig, sød og kærlig, og i næste øjeblik bryde ud i raseri, fordi vi fx skal spise, eller der er noget legetøj der driller, eller eller eller...
Oven i det har vores datter virkelig fundet sin stemme, så hun laver høje skrigelyde (altså i glæde vel at mærke), især når vi skal spise. Det reagerer vores søn på, og bliver vred, nægter at spise, begynder at løbe rundt, råbe og skrige, og så er endnu et måltid endt i dårlig stemning.
Min mand og jeg er begge udmattede. Det kræver umenneskelige ressourcer at være i de sammenbrud, forebygge dem, være rolig, pædagogisk, tydelig og selvfølgelig klart grænse og rammesættende, samme tid anerkendende og analyserende ift hvad der udløser situationen. De her sammenbrud er så krævende, at når børnene sover om aftenen, er vi så trætte vi ikke har overskud til hinanden. Vi sidder bare med hver sin telefon eller går i seng.
Oftere og oftere sker der, at vi i afmagt ender med at skændes og diskutere, når vi er alene, fordi vi har så meget opbygget undertrykt frustration og vrede over den konstante dårlige stemning. Det er virkelig hårdt at være positiv og forsøge at skabe rart samvær, når der hvert andet sekund er råberi. Og desværre kommer vi begge til at lade det gå ud over den anden. For når batterierne er tyndslidte, er det pludselig lidh for nemt at se den andens fejl og mangler, og det er nok bare et spørgsmål om, at alle de følelser ender med at blive læsset ud, så de ikke rammer vores søn.
Vores netværk er begrænset desværre. Vi har kun én, der af og til kan aflaste med vores søn, og hun har ikke tid ret ofte.
Vi elsker hinanden, men jeg er alvorligt bekymret for vores forhold. Jeg er bange for at miste ham, og bange for at den konstante konflikt med vores søn, og vores udmattelse som par ender med at koste vores ægteskab.
Vi er i gang med en proces omkring vores søn, men jeg har brug for råd til, hvad vi kan gøre som par, så vi ikke ender med at destruere vores ægteskabs pga afmagt og udmattelse.
Tak på forhånd, en træt mor.
