Skilles, men er gravid

Jeg overvejer kraftigt, om det vil være det bedste for mig og mine børn, at jeg bliver skilt fra deres far. Jeg elsker ham ikke mere, og de daglige skænderier og mundhuggeri fylder efterhånden alt den tid, vi er sammen. 
Jeg er uheldigvis blevet gravid - ja det var dumt, men nu er det sådan. Jeg er over abortgrænsen, så der kommer en baby. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bide tænderne sammen og udsætte skilsmissen nogle år, selvom det bliver et konfliktfyldt forhold i de år. Eller skal jeg tage konsekvensen nu og gå nu, inden barnet kommer. Ved ærligtalt, om jeg kan klare det alene med børn og en nyfødt. Er der nogen derude, som har erfaring med at være alene med så små børn? 

Jeg ville overveje at søge noget hjælp, fx parterapi, og give det en chance og kæmpe lidt for det

Hvor gamle er dine andre børn? 
og er der slet intet positivt i du og din mands relation? 
jeg har været sammen med min mand i 20 år og der er altid op- og nedture. Nogle gange i længere perioder end andre. Men helt fundamentalt så elsker jeg ham uendelig højt og alt det sjove vi har sammen, det kan jeg altid godt se og huske i de mørke perioder. Selvom det kræver hårdt arbejde at finde kærligheden ind imellem - særligt med børn. Vi har også tre og nummer tre var heller ikke planlagt. De første to år af den mindstes liv, var vi begge meget i tvivl om, vores forhold skulle fortætte. Men vi vidste begge vi elskede hinanden og måtte begge kæmpe for, at fremtiden så lysere ud og ligesom “vande græsset” begge to. 
ved ikke om du kan bruge denne fortælling til noget - men forhold kræver arbejde. Og tålmodighed. Og du lyder opgivende og når du allerede har fortalt dig selv, du vil skilles og måske bare vente to år og leve i konflikt med din partner….. så synes jeg ikke du lyder til, at ville kæmpe. Så i min verden er der kun én mulighed hvis du ikke vil kæmpe! Så skal du gå nu. Og ikke holde din mand for nar og som gidsel fordi du ikke vil være alene med tre børn. Fordi det handler ikke om, at du ikke kan. For det kan du! Du vil bare ikke fordi det er hårdt. Men vil du kunne se dig selv i øjenene hvis du blev ved din partner af ren egoisme fordi du godt lige kan bruge hans hjælp de første par år? Jeg synes det er urimeligt

Hov, glemte at skrive at Ja, jeg har erfaring med at være alene. Min man rejser meget og da yngste var blot fire uger var jeg alene i en måned, hvor den store skulle i skole hver dag kl. 8 og midterste i børnehave. Og madpakker, amning dag og nat osv. 

man kan godt. Struktur og faste rammer og masser af planlægning og kaffe - så kan man. 

Ægteskab er i min verden ikke noget man bare opgiver - medmindre ens partner er direkte modbydelig/voldelig/skadelig for en. 

Man siger ja til hinanden, og til at gå gennem livet sammen i medgang og modgang. Et ægteskab vil ikke altid være lyserøde skyer og candyfloss, men man må knokle hårdt for at holde sammen og passe på kærligheden. 

Hvis jeg var dig ville jeg se om der ikke var andre muligheder for at kæmpe for at bevare ægteskabet og genfinde kærligheden. 
skilsmisse bør være sidste udvej. 

dog vil jeg sige - at har du opgivet helt, og ikke gider kæmpe for kærligheden og ægteskabet, så lad din mand komme videre. Er dybt egoistisk at “udskyde” noget for egen vindings skyld. Så må du give slip på ham hvis han ikke betyder mere for dig. 

Såfremt du vælger skilsmisse, har jeg svært ved at se, hvordan det gavner barnets opvækst med daglige småskænderier og mundhuggeri de første par år af dets liv 

Overvej om i skal ha hjælp lidt ude fra.? 

Har I tid til hinanden altså bare jer uden børn.?

Det er hårdt at være i parforhold de første par år når man har små børn indtil de er Ca. 4 år (min erfaring)

Jeg har det sidste stykke tid heller ikke talt pænt til min mand. Det gik op for mig at det var stress fra arbejde. Vi snakket og lag en plan og det hjælpe såååå meget. Kan det måske være sådan noget?

Min mand og jeg har været sammen i 13 år og vi har 2 børn inde mellem har vi haft vores nedtur hvor måske en af os (mest jeg) tænkt nu voks vi fra hinanden. Men vi har invistet I parterapi og fandt vejen/ginsten til hinanden igen.

Det er hårdt arbejde for beggepar at være i et sundforhold

Så du tænker dine valg er at gå eller at holde det ud uden at ændre noget nogle år?

Man kunne også arbejde lidt på forholdet ? Tænker ikke det kan være så slemt da du trods alt er blevet gravid for relativt kort tid siden, så helt væmmelig er han vel næppe.

Synes der er kommet en kedelig tildens til at så snart det går dårligt så har man straks en skilsmisse i tankerne. Man er ikke lige lykkelige altid og der vil være periode hvor den anden er ret så irrerende og man virkelig er nødt til at tænke efter hvad det lige var man faldt for

Anonym skriver:

Jeg overvejer kraftigt, om det vil være det bedste for mig og mine børn, at jeg bliver skilt fra deres far. Jeg elsker ham ikke mere, og de daglige skænderier og mundhuggeri fylder efterhånden alt den tid, vi er sammen. 
Jeg er uheldigvis blevet gravid - ja det var dumt, men nu er det sådan. Jeg er over abortgrænsen, så der kommer en baby. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bide tænderne sammen og udsætte skilsmissen nogle år, selvom det bliver et konfliktfyldt forhold i de år. Eller skal jeg tage konsekvensen nu og gå nu, inden barnet kommer. Ved ærligtalt, om jeg kan klare det alene med børn og en nyfødt. Er der nogen derude, som har erfaring med at være alene med så små børn? 

Hvis du virkelig ikke elsker ham, så vil jeg mene du skal gå. Han er ikke tjent med at være sammen med en der ikke elsker ham hvis han kan møde en derude som kan gøre ham lykkelig og elske ham. Og det gælder faktisk også for dig. Find en der elsker dig. Ved at blive sammen viser man kun sine børn at man ikk skal elske hinanden. 

jeg har været alene med min søn siden fødslen. Og bevare det var da hårdt ikke at have nogen hver dag til at hjælpe osv. men det var ikk noget problem og har aldrig fortrudt.