Er det det rigtige valg?

Hej med jer. 

Ved godt der ikke er nogle er jer der kan svare mig på det, men har bare brug for at komme af med det. 

Sagen er den efter flere forsøg med fertilitetsbehandling, en abort der er gået helt galt som endte akut med ambulance, en stress reaktion som har gjort jeg er sygemeldt fra arbejde i øjeblikket, så har vi valgt at vi ikke skal have flere børn. Jeg kan ikke klare flere aborter psykisk. Har været gravid 4x i mit liv har har kun et barn. Den sidste abort var ret hård for os. 

Vi valgte at jeg fik en spiral, da vi ikke vil risikere jeg pludselig er gravid og ender med endnu en abort. Er det et forkert valg? De fleste synes det er mærkeligt vi vælger spiral når vi egentlig gerne vil have et barn mere, men tror ikke de forstår hvor hårdt psykisk det er at være i alt det behandling. 

Men efter alle spørgsmålene kommer jeg bare i tvivl om vores beslutning er det rigtige? Jeg vil rigtig gerne have et barn mere, men står med mange forskellige følelser efter sidste forsøg og orker det faktisk ikke. Hvis jeg pludselig stod med en positiv test ville jeg være mega bekymret fra start til slut. 

Men kommer alligevel i tvivl om det var det rigtige valg eller om vi bare skulle lade naturen gå sin gang. Vi ville formentlig ikke få et barn mere uden hjælp, men magter heller ikke at gå med et håb hele tiden og blive skuffet hver gang. 

Skulle bare lige have luft for tankerne. 

Jeg kan ikke forstå dig - men jeg er heller ikke dig.

Jeg  har været i udlandet for at få ægdonation og givet 100.000 kr ialt og ville gøre alt for at få børn. Men hvis det er for hårdt må man jo stoppe. 

Jeg forstår dig godt. Jeg synes også, der er stor styrke i at sige, at det gik ikke som vi havde drømt om, men nu accepterer vi tingene som de blev og kommer videre.

Det er jo det, I har besluttet - I vil ikke bruge mere af jeres liv go flere kræfter på en graviditet, som måske, måske ikke kommer, og som måske, måske ikke bliver til et barn. Og så forstår jeg virkelig godt, at I har behov for også at lukke døren og ligesom holde fast i den her beslutning. Jeg synes det er sejt og kræver selvindsigt at sige ‘nu er det nok!’

Det er også sejt at blive ved med at kæmpe og opnå det man drømte om fra start, men vi møder nok alle noget i livet, hvor vi kommer til kort og må acceptere at tingene ikke gik som vi havde forestillet os. Og - som sagt - det kræver også styrke at opgive en drøm.

Så supergodt for jer, at I er kommet hertil. Godt kæmpet

Jeg kan godt forstå dig. Vi har "kun" et barn også og valgt ligesom dig at bruge beskyttelse. Det er for hårdt, hver måned, at håbe og analysere om man nu er gravid, selvom man siger til sig selv man ikke skal. 

Jeg forstår dig på sin vis...og så alligevel ikke. Jeg har selv det sidste halve år haft 2 sene aborter, altså i 2. trimester, så jeg forstår sagtens hvor hårdt det er og hvor bange man altid vil være hvis man bliver gravid igen.

Men vi har alligevel valgt at blive ved med at prøve at få et barn mere, trods vi har 2 i forvejen. Min tanke er at hvis det lykkes så vil det være det hele værd, lige meget hvad I skulle igennem for at nå dertil. Så jeg er faktisk slet ikke i tvivl om at jeg ønsker at fortsætte og håbe at det lykkes til sidst.

Jeg synes I skal spørge jer selv om I tror I kommer til at fortryde jeres beslutning. Om 10 år, hvor aborterne er kommet på afstand, vil I så sidde tilbage og fortryde at I ikke gav det en chance mere?  Når du kan svare på det spørgsmål så tror jeg du enten vil finde fred med den beslutning I har taget, eller er klar til at give det et forsøg mere

Vores forløb har taget 8 år og med 7+ aborter. Graviditet udenfor livmoderen og en med ukendt placering, hvor de måtte give cellegift. Jeg kan godt forstå dig.. vi har flere gange sagt stop.. vi besluttede dog at prøve donoræg og det lykkedes første gang. Jeg blev nødtil at tage lange pauser for at passe på mig selv og vores forhold. Havde vi haft børn i forvejen tror jeg ikke jeg havde forsat. Det ville udgøre mig for meget psykisk.