Jeg ved ikke hvorfor, men her en måneds tid inden termin er jeg virkelig blevet nervøs for fødslen af mit andet barn.
min første fødsel tog lige knap 18 timer fra første murren i maven, til barnet var ude. Der var lidt komplikationer undervejs, og det endte ud sugekop tilsidst. På trods af dette mindes jeg det som en god oplevelse, og egentlig ganske udramatisk. Fik en 2. Gradsbristning, og på trods af at det nok også er ret gennemsnitligt, så tror jeg endnu engang at det er hele efterspillet jeg frygter mest.
Altså, de første par uger efter hvor man bare var øm, og blødte og skulle være lære at være mor samtidig.
Jeg har ellers været rimelig afslappet omkring det i hele graviditeten, men det er som om det først er gået op for mig nu at baby jo skal ud.. på den ene eller anden måde! Jeg havde jo lidt en teori om, at kroppen jo ved hvad det handler om, så på den måde ville det være lettere, men det er nok bare noget min hjerne har opfundet i mangel på bedre :-)
Er det lige så slemt at føde anden gang? Eller er man mere forberedt på hvad det skal ske, og er det i såfald en trøst?
Jeg er ikke naiv, og godt klar over man ikke slipper for at det gør ondt. Men øv, jeg synes det er ærgerligt at bruge de sidste uger på at gå og være et nervevrag.
Del gerne jeres oplevelser omkring det at skulle føde igen, og om i syntes det var “lettere” anden gang.
Anmeld
Citér