Jeg skal i behandling; Min lillesøster er gravid

Jeg er ked af det, og ved ikke hvad jeg skal stille op med behandling, min lillesøsters graviditet og mine forældre.

I 2019 blev jeg kørt ned og har siden været fuldtidssygemeldt i et par år. Det har været et vanvittigt hårdt og opslidende, både fysisk og mentalt. Min kæreste har været en kæmpe støtte, men det har også været hårdt for ham. I det forløb har mine forældre og søster været alt andet end støttende og opbakkende: Tværtimod har de mødt mig med skepsis, negligeret og bagatelliseret mine symptomer, og kommet med adskillige modbydelige kommentarer og råd jeg ikke har bedt om ("du kan jo BARE gøre xxxx så er jeg SIKKER på du bliver rask" eller "du skal BARE tænke mere positivt"). 

Nu er jeg endelig frisk igen, men i sidste uge landede en ny bombe i vores liv; min kæreste sædkvalitet er så ringe at vi skal i behandling - mine tal er heldigvis pæne. Jeg er 26 og han er 31. Selvom det er ham den er gal med er det mig der skal i behandling. Det er skideuretfærdigt at jeg/vi skal igennem endnu et hårdt forløb.

Min lillesøster (som hele livet har fået alting foræret på et sølvfad) har desuden lige annonceret at hun er gravid, og at det lykkedes i første forsøg. Mine forældre er helt oppe og køre. Jeg kan slet ikke være i det; jeg kan ikke holde ud at se hendes graviditetsopdateringer og mine forældre åbentlyse begejstring og opbakning. Jeg er glad på hendes vegne, men virkelig ked af det på mine egne. Jeg har ikke talt med min søster siden hun annoncerede det, for det er jeg slet ikke klar til. Min mor har flere gange undrende spurgt hvorfor jeg ikke har ringet til min søster og spurgt ind. Men jeg kan bare ikke endnu.

Vi ved ikke helt hvad vi skal igennem, men vi ved det bliver hårdt, og at det med al sandsynlighed bliver endnu et forløb fyldt med skuffelser. Mine forældre og søster ved ikke at vi skal i behandling, og det har jeg virkelig heller ikke lyst til at de ved noget om. Den måde de håndterede mit sygdomsforløb på gør at jeg ikke har nogen som helst tillid til at de kan passe på mine følelser. Jeg har heller ikke lyst til at slå skår i deres glæde over min søsters graviditet, men jeg kan virkelig ikke se hvordan jeg kan undgå det uden helt at gå på kompromis med mine egne følelser. 

Jeg er bange for ikke at blive mødt i mine følelser, at få mine følelser negligeret endnu engang, og deres kommentarer og de råd jeg ikke har bedt om, men som de helt sikkert vil komme med. 

Hvordan ville du gribe denne situation an?

Og har du selv været i behandling pga. af lav sædkvalitet, og hvordan så dit forløb i givet fald ud?

Jeg vil bare sende et kæmpe stort kram din vej

Jeg har ikke selv været i behandling, og min situation er ikke helt magen til, men jeg kan 110% følge dig i, at være glad på andres vegne, men så ked af det på egne vegne, at man ikke ved hvad man skal stille op, fordi man kan bare ikke rumme det hele på én gang - og det er helt OKAY at havde det sådan! Det er bare pisse svært at håndtere.

Har du nogen i din omgangskreds som du kan snakke med det om? Nu hvor du forståeligt nok ikke vil inddrage din egen familie..

Vi mistede 3 mrd henne i efteråret, og samtidig stod en fra familien + 2 veninder og skulle have børn den kommende måned.. Det var rigtig svært at skulle rumme min families begejstring over den første bebs i familien i 25år, og samtidig selv have mistet 14 dage forinden. For mig hjælp det at tænke, at der selvfølgelig ikke blev taget noget fra mig ved, at de andre fik børn..  men det var en vanvittigt hård måned den første, og det er stadig svært nu. Så jeg vil opfordre dig til, at finde en måde at bearbejde det på.. Jeg køber fx baby ting fordi Jeg ved, at der en dag nok skal blive brug for dem - Fordi det skal der, der er ikke nogen anden vej. Vi skal have børn. 

Jeg håber det hjælper når det kommer lidt på afstand, og i får vished om hvad behandlings forløbet indebærer  

Jeg ville sige at I skal I behandling. Det virker underligt ellers ikke at være glad eller spørgende ifht din søster. 
Det virker som om I har noget (fertilitet og børn til side), som I skal have vendt. Jeg fornemmer en klar følelse af tilsidesættelse hos dig ifht. din søster - der “har fået alt på et sølvfad”. Det er sjældent tilfældet men noget man godt kan tænke udefra. Og du er helt tydeligt blevet såret af deres håndtering af dit uheld. Det bedste ville være st få det italesat … men det kan også være svært på bagkant. 

Kæmpe kram - det lyder til at være en rigtig svær situation  

Jeg hægter mig ved, at du skriver, at du faktisk er glad på din søsters vegne, og det skal du have ros for. Det er ikke altid nemt at rumme andres glæde, når man selv er ramt af sorg. Kan du komme til at udtrykke den glæde på en måde, hvor du siger det med en "ting" i stedet for med store smil og begejstring, hvilket er svært for dig lige nu. Jeg tænker på fx en blomst, noget babytøj, et kort, eller på anden måde en "lykønskning", hvor du ikke selv behøver at udstråle en helt masse. 

Derudover så tænker jeg, at det bedste jeg har gjort i mit liv har været at gå til psykoterapeut/psykolog. Det er balsam for sjælen! Og det hjælper med at rydde op. Var det noget, du kunne forestille dig? Eller kan du slet ikke se dig selv i det?

Jeg ville helt sikkert ikke fortælle dem at du skal i behandling. Det rager ikke dem og da slet ikke efter måden de har behandlet dig på.

Send din søster en blomst og et tillykke kort så det er ude af verdenen og du kan fokusere på dit eget forløb. Held og lykke

Nu skriver du at de har været modbydelige mod dig.

Rigtig mange mennesker kan have svært ved at håndtere død eller sygdom..når det overgår andre. De ved ikke hvad de skal sige til enken eller til den der har været i et uheld. Og man kan kommentil at ville”fikse” problemet med råd. Jeg tror ikke, din søster og mor har ment det, som du har opfattet det. 
du kan jo BARE gøre xxxx så er jeg SIKKER på du bliver rask" eller "du skal BAREtænke mere positivt").
Jeg har da også hørt på fra veninder og familie at jeg skulle tænke positivt da jeg var i behandling - irriterende at høre på. Men det var da i den bedste mening og ikke for at såre mig. 

Jeg vil fortælle om behandling og så frabede mig råd hvis de starter. Og nej.. det behøver ikke at være super hårdt og med adskillige nederlag at være i fertilitetsbehandling. Hvis I er villige til donor .. kan det måske være plan b. For rigtig mange lykkes det for.

held og lykke

Kære dig 

jeg har selv været behandlingsmøllen igennem, men kan heldigvis fortælle at jeg snart er mor til to. 
For mig var det en kæmpe sorg at skulle acceptere at jeg ikke kunne blive gravid, og jeg fik ondt i hjertet når det lykkedes for andre. Jeg valgte dog, at arbejde med de følelser. For de følelser bor inde i mig og jeg alene har ansvaret for at få lagt dem på den rigtige plads. 
Foran set hvilke svigt der ligger før i dag, så er din søster gravid og håber på din opbakning. På samme måde som du helt naturligt ønsker hendes når du selv bliver gravid. Du er nød til at få bearbejdet de trælse følelser, så du kan komme videre. Og helt ærligt, så kræver behandling også et overskud som er lettere at frembringe når man har balance i følelserne 

Jeg ville fortælle dem det og samtidig være meget tydelig omkring, hvad jeg havde behov for. Det kan være udmattende at være i behandling og samtidig skulle skjule det faktum, at man er det. 

Behandlingsverdenen behøver ikke nødvendigvis at være hård. 
Vi fik vores datter i første forsøg ICSI (pga dårlig sædkvalitet). Vi har lige fået nr. 2, hvilket krævede lidt mere arbejde, men det gav pote

I vil formentlig blive tilbudt IVF/ICSI alt efter HVOR dårlig sædkvalitet din mand har. IVF der  hælder man sædcellerne ned til ægget og så gør de selv arbejdet. ICSI der suger man én sædcelle ind i en sprøjte og sprøjter den direkte ind i ægget. Om det er den ene eller anden behandlingstype gør ikke nogen forskel for jer. Du vil skulle igennem ægudtagning uanset hvad  Det lyder barskt når man læser om det, men for mig vil jeg vælge det fremfor et tandlægebesøg. Det værste er det psykiske og ventetiden. Først ventetiden på at komme igang. Så ventetid på at ægblærerne er store nok, og hvor mange æg mon der er, og så bekymringen om de deler sig som de skal, og ventetiden fra ægoplægning til graviditetstest.

Har du besluttet dig for om du vil fortælle dem det eller ej?