Jeg har ingen indre drivkraft

Så jeg har en god børneflok, fire styk for at være mere præcis. Jeg elsker alle mine unger, og ikke en eneste af dem ville jeg ønske bort. Problemet er bare, at der er sket så meget og jeg har givet afkald på så meget de sidste 11 år, at jeg har mistet fornemmelsen af, hvem jeg er. Jeg har ikke en indre motivation og drivkraft, og jeg eksisterer bare.

Jeg synes ikke, jeg vil gå i detaljer, fordi jeg så måske kan genkendes, men lad os bare sige, at jeg har været under et umenneskeligt pres indtil jeg mødte min nuværende ægtemand, som behandler mig og os som godt, og som er en ligeværdig partner og både tager lige del i det praktiske og the mental load - også uden jeg skal spørge. Men sådan var det ikke med mine første børns far, bare for at sige det kort.

Hovedsagen er, at jeg gav afkald på mig selv, mine ønsker, drømme, integritet. Nuvel, jeg har opnået en fed uddannelse og et skønt job, men det har været slid og slæb og kamp, fordi jeg ikke havde nogen støtte og hjælp dengang.

Anyhow, sidenhen har jeg jo bare været nogens mor, og det elsker jeg.. Men jeg har bare indset nu, at jeg faktisk lidt mangler en kerne. Jeg er bare "going through the motions". Og det er ikke fordi, at det at have fire børn er en massiv belastning, fordi det er fire skønne børn, der sover godt, fungerer godt sammen, de store er så store nu, at de er helt selvstændige og i øvrigt nyder at hjælpe til, I øvrigt er de jo også i en deleordning, så vi har ikke fire hos os hele tiden. Det er bare som om jeg pludselig ikke er andet end mor.

Og det vil jeg gerne være. Problemet er bare, at det er som om jeg er helt slukket indeni. Jeg har ingen hobbies. Jeg laver intet socialt. Jeg har ingen energi, motivation, drivkraft, jeg er bare Tom, jeg er her bare. Jeg kunne da i tankerne godt tænke mig et liv med indhold, at gøre noget for mig, at have interesser osv, men jeg kan ikke finde motivationen til at handle.

Når folk kommer med forslag til noget, så tænker jeg bare ja, men jeg er helt slukket indeni. Jeg er træt. Når der endelig er tid til mig, sidder jeg bare med mobilen, for jeg har ikke lyst til noget. Jeg kan ikke en gang finde lyst til at bruge tid med min ellers dejlige mand.

Så det er sådan ideen om at have et rigt liv med venner, interesser, mig tid der fanger, lige så vel som jeg tydeligvis har brug for det, for jeg er ikke glad, men jeg kan ikke finde lysten og motivationen til at gøre noget, det er der bare ikke.

Og hvad gør man så, hvordan kommer man så videre? 

Sæt dig nogen mål. 
jeg har en kalender, hvor jeg skriver ALT ned - også det jeg skal som jeg måske ikke magter og det SKAL krydses af. Så på alle ugens dage står en opgave. Det kan være alt fra at vaske tøj til at gå en tur og høre musik imens. 
derudover har jeg en liste med 3 langsigtede mål og 3 kortsigtede mål, og de bliver så opdateret efterhånden som de opnås. 

fx har vi haft gang i projekt baby i over 2 år før det lykkes os nu - det var et lang sigtet mål. 

mine kortsigtede mål kan være alt fra at træne 3 gange om ugen, skifte sofabordet ud, begynd at tage solarie, få en manicure, eller få ordnet hår. Små ting der er opnåelige inden for en bestemt tidsperiode. Og når ét er opnået skal et nyt sættes. 

Så det er bare med at få sat dig nogen mål, find ud af hvad der kunne gøre dig glad og så lov dig selv at gøre det uanset overskud eller indre følelse. For de gode følelser vil komme når du begynder at få gjort tingene og opnår dine mål. 

Tror du at du har en depression? Og hvor længe har du følt dig nede?

jeg havde en periode på et år hvor jeg havde det som du beskriver, og ja det hjælper at tvinge sig selv til at komme ud blandt veninder og tvinge sig selv igang med hobbys   Jeg læste en artikel hvor en psykolog skrev at motivation kommer først når man er i gang med noget, så i stedet for at gå og vente på motivationen, så gælder det bare om at komme igang også kommer motivationen bagefter  

noget andet jeg har har læst er at hvis man skriver 3-5 ting ned som man er glad for ved denne dag lige inden man skal sove, så “marinerer” ens tanker i det om natten og over en periode bliver man gladere  det har virket rigtig godt på mig  jeg har nemlig lidt en tendens til at se på det negative og glemme alle de små gode hverdags ting  på listen skal være nogen ting som man har gjort godt for andre + nogen ting man var glad for. På min liste plejer der at stå sådan nogen ting her: jeg ryddede op i soveværelset, jeg vaskede tøj, jeg var glad for at den ældste af mine børn sagde at han elskede mig, jeg lavede noget lækkert aftensmad osv.  i starten føles det lidt åndsvagt, men efter 1 uge virkede det

Du udviser, ud fra dine beskrivelser, potentielle symptomer på depression. Afsted til lægen.

Jeg sad også og tænkte at det måske kunne være stress eller depression. Synes også du skal snakke med din læge om det, han/hun kan teste dig og sørge for du får hjælp hvis det viser sig at det er det der er galt.

Det er sindssygt svært at "tage sig sammen" når man har det som du har det, så prøv om du kan lade være med at slå dig selv oveni hovedet med det

Hvis du har 4 børn under 11, en fed uddannelse og et dertilhørende fedt job, er det måske ikke realistisk med fritidsinteresser, hobbyer og mig-tid. Måske stresser du over at forsøge at opnå det uopnåelige? Måske er det okay at ‘nøjes’ med bare hverdagen?

Jeg har 2 børn og et krævende arbejde, og jeg har altså heller ingen hobbyer (fraset strik, som jeg heller ikke altid har overskud til). Vi ser heller ikke venner hver uge, men hverdagen hænger sammen, og alle er relativt glade. 

Især på Instagram kan det virke som om, at alle lever perfekte liv med orden på hylderne, surdejs- og langtidshævede boller om morgenen og alt muligt spændende fritidsliv, men det er tit et glansbillede. Mit (dejlige) liv består i høj grad af madpakker, vasketøj, arbejde - og så prøver jeg at lægge mobilen og få søvn nok om natten. Tit er jeg bare for træt til andet end at stene på tlf (som er en dårlig vane). Sådan har mange mennesker det - og du har 4 dejlige børn! Du skal nok få tid til en hobby igen - ligesom mig…

Abracadabra skriver:

Hvis du har 4 børn under 11, en fed uddannelse og et dertilhørende fedt job, er det måske ikke realistisk med fritidsinteresser, hobbyer og mig-tid. Måske stresser du over at forsøge at opnå det uopnåelige? Måske er det okay at ‘nøjes’ med bare hverdagen?

Jeg har 2 børn og et krævende arbejde, og jeg har altså heller ingen hobbyer (fraset strik, som jeg heller ikke altid har overskud til). Vi ser heller ikke venner hver uge, men hverdagen hænger sammen, og alle er relativt glade. 

Især på Instagram kan det virke som om, at alle lever perfekte liv med orden på hylderne, surdejs- og langtidshævede boller om morgenen og alt muligt spændende fritidsliv, men det er tit et glansbillede. Mit (dejlige) liv består i høj grad af madpakker, vasketøj, arbejde - og så prøver jeg at lægge mobilen og få søvn nok om natten. Tit er jeg bare for træt til andet end at stene på tlf (som er en dårlig vane). Sådan har mange mennesker det - og du har 4 dejlige børn! Du skal nok få tid til en hobby igen - ligesom mig…

Helt enig - jeg har 3 børn og de er endda efterhånden så store så de kan en masse selv. Jeg har mit arbejde og et studie ved siden af, og så forsøger jeg med det yderste af neglene at få lyst og overskud til at spille i mit orkester (jeg kaldes vist årets gæst). 

Det eneste ud over hverdagen (som jeg elsker) jeg prioriteter det er at komme i teatret/stand up, men selv når jeg skal det er jeg tvær fordi jeg egentlig helst ville stene med en lydbog og strikketøj.

Jeg går også med drømmen om det store sociale liv  en masse motion og overskud med overskud på. Men ærligt hverdagem fylder på (vidunderligvis) det hele, og jeg kommer aldrig til at leve op til det ideale liv som vises på Facebook og instagram - bollerne er heller ikke så ofte hjemmebagte og fatsalvnstøjet bliver købt/sat sammen af det der alligevel ligger i skuffen i sidste øjeblik. Jeg vælter mig ikke i café besøg med vennerne, og festen til langt ud på natten kan tælles på en hånd. 

Men og her er så men'et jeg føler mig sjældent tom inden i, jeg får dårlig samvittighed, jeg får lyst til at ændre alt, jeg skælder mig selv ud over telefonen der igen ligger i hånden, men jeg føler mig sjældent tom, og det hos dig ts får mine alarmklokker til at ringe. Den følelse skal du måske tage ud i stramt arm og tænke over. 

lineog4 skriver:

Helt enig - jeg har 3 børn og de er endda efterhånden så store så de kan en masse selv. Jeg har mit arbejde og et studie ved siden af, og så forsøger jeg med det yderste af neglene at få lyst og overskud til at spille i mit orkester (jeg kaldes vist årets gæst). 

Det eneste ud over hverdagen (som jeg elsker) jeg prioriteter det er at komme i teatret/stand up, men selv når jeg skal det er jeg tvær fordi jeg egentlig helst ville stene med en lydbog og strikketøj.

Jeg går også med drømmen om det store sociale liv  en masse motion og overskud med overskud på. Men ærligt hverdagem fylder på (vidunderligvis) det hele, og jeg kommer aldrig til at leve op til det ideale liv som vises på Facebook og instagram - bollerne er heller ikke så ofte hjemmebagte og fatsalvnstøjet bliver købt/sat sammen af det der alligevel ligger i skuffen i sidste øjeblik. Jeg vælter mig ikke i café besøg med vennerne, og festen til langt ud på natten kan tælles på en hånd. 

Men og her er så men'et jeg føler mig sjældent tom inden i, jeg får dårlig samvittighed, jeg får lyst til at ændre alt, jeg skælder mig selv ud over telefonen der igen ligger i hånden, men jeg føler mig sjældent tom, og det hos dig ts får mine alarmklokker til at ringe. Den følelse skal du måske tage ud i stramt arm og tænke over. 

Tomhedsfornemmelsen skal da helt bestemt bekymre. Man skal også bare overveje om den kommer delvist af en misforståelse af andres tilsyneladende rige fritidsliv, overskud til både kvalitetssex og kvalitetssamvær og generelle overskud. 
I mørke februar har de færreste overskud til særligt meget andet end det mest basale. Især med 4 små børn!