Mister besindelsen

Sagen er den, at min mand har meget temperament. Det har jeg altid vidst, men jeg har fået nogle tanker nu, her efter 2 små børn og 6 år sammen. Når han bliver meget vred, hæver han stemmen og råber. Tidligere har han været truende, på den måde at han går op i ansigtet på mig og puster sig op. Jeg har gjort det meget klart, at det er uacceptabelt og det har han taget til sig. I sidste uge blev vi uvenner og det endte med at han stormede imod mig, dog veg han væk lige før han ramte mig. Igen, føler jeg han truer mig med hans fysiske overlegenhed og jeg er begyndt at tænke på, om det kan “slå klik” for ham en dag, fordi han simpelthen mister besindelsen. Derudover er det fuldstændig over min grænse og meget fremmed for mig, at opføre sig sådan.  Omvendt har jeg aldrig oplevet at det reelt er eskaleret, men det spøger lidt i mit hoved. Måske fordi episoden fortsat er så “tæt på”.
Kan nogen genkende dette og vil dele nogle tanker?  og har I eventuelt nogle råd til, hvad jeg kan gøre?
De her vredesudbrud er ikke sket foran vores børn og heller ikke mod dem. Det spiller helt klart en stor rolle, at vi begge er pressede mht job, søvn og sen generelle hverdag med små børn.. 

Det er slet, slet ikke i orden at true sin partner på den måde og jeg ville også være bange for at han en dag mister besindelsen

Sæt grænser. Bed ham om at få anger management og hvis han ikke vil det så overvej at gå fra ham (naturligvis en dag hvor han ikke er hjemme så han ikke går amok på dig).

At være presset pga. job, børn og mangel på søvn er ingen undskyldning for at opføre sig sådan. 

min eks opførte sig lige sådan, på trods af jeg flere gange gjorde klart det var uacceptabel opførsel. 
En dag kammede det helt over for ham, og han skubbede til mig og trængte mig op i en krog - gik op i hovedet på mig og provokerede for at få en reaktion. (Mest fordi jeg altid har holdt mit temperament i skak og forholder mig roligt da jeg oplever man kommer længere sådan). 
men den dag fik jeg nok. Jeg slog bogstavelig talt i bordet og BRØLEDE ham ind i hovedet at NU satte han sig ned og holdt sin kæft og hørte hvad fanden jeg havde og sige. Og så røg der ellers en svada fra en anden verden af om hans opførsel og hvad jeg ville finde mig i, hver gang han afbrød fik han afvide nu holdte han mund til jeg havde talt færdig, og sluttede med at hvis han ikke kunne opføre sig ordenligt, så kunne han fise ud og skabe sig sådan over for sine venner for den opførsel gad jeg HELT sikkert ikke stå model til. Og så sad han så, helt målløs tilbage og han opførte sig aldrig sådan igen  forholdet holdte dog ikke (efter 5 år var han utro). 

men jeg tror på, at nogengange må man simpelthen sætte en grænse og skære det helt ud i pap hvad man vil finde sig i og ikke vil, og hvad konsekvensen er hvis de ikke forstår det. 

jeg mener personligt at mænd der opfører sig fysisk overlegne/truende over for deres partner har et problem, hvis de føler et behov for at hævde sin “autoritet” på den måde over for deres partner. Det er så respektløst at gøre, om der er børn eller ej involveret. I et forhold skal der være en gensidig respekt også når man ikke er enige - og den respekt er både verbalt men også at man respekterer hinandens personlige rum og ikke bliver truende.

jeg er den dag i dag gift, og min mand har også et temperament der siger spar to - og har ADHD, der ikke ligefrem hjælper på sagen.
MEN - han har aldrig så meget som hævet stemmen af mig, uanset hvad vi har diskuteret/været uenige om. Han har aldrig opført sig truende eller lign. Vi taler om tingene, og hvis han får nok trækker han sig og jeg giver ham plads, og hvis jeg bliver ked fx så stopper han med det samme samtalen og fokuserer på jeg er ok. - det er sådan et forhold skal være. 
man skal kunne blive dybt uenige og synes den anden er en tosse. Men man skal opføre sig ordenligt og huske at i sidste ende er det ens livs kærlighed man står og diskuterer med. 

læste det her på et tidspunkt, og synes det passer godt - begge veje: 

http://whisper.sh/whisper/052830fb512ef1fb490638403b4ea6787c3acc/Youre-not-in-love-with-her-Ifyelling-at-her-in-an-argument-doesnt-ma

Mrs. skriver:

min eks opførte sig lige sådan, på trods af jeg flere gange gjorde klart det var uacceptabel opførsel. 
En dag kammede det helt over for ham, og han skubbede til mig og trængte mig op i en krog - gik op i hovedet på mig og provokerede for at få en reaktion. (Mest fordi jeg altid har holdt mit temperament i skak og forholder mig roligt da jeg oplever man kommer længere sådan). 
men den dag fik jeg nok. Jeg slog bogstavelig talt i bordet og BRØLEDE ham ind i hovedet at NU satte han sig ned og holdt sin kæft og hørte hvad fanden jeg havde og sige. Og så røg der ellers en svada fra en anden verden af om hans opførsel og hvad jeg ville finde mig i, hver gang han afbrød fik han afvide nu holdte han mund til jeg havde talt færdig, og sluttede med at hvis han ikke kunne opføre sig ordenligt, så kunne han fise ud og skabe sig sådan over for sine venner for den opførsel gad jeg HELT sikkert ikke stå model til. Og så sad han så, helt målløs tilbage og han opførte sig aldrig sådan igen  forholdet holdte dog ikke (efter 5 år var han utro). 

men jeg tror på, at nogengange må man simpelthen sætte en grænse og skære det helt ud i pap hvad man vil finde sig i og ikke vil, og hvad konsekvensen er hvis de ikke forstår det. 

jeg mener personligt at mænd der opfører sig fysisk overlegne/truende over for deres partner har et problem, hvis de føler et behov for at hævde sin “autoritet” på den måde over for deres partner. Det er så respektløst at gøre, om der er børn eller ej involveret. I et forhold skal der være en gensidig respekt også når man ikke er enige - og den respekt er både verbalt men også at man respekterer hinandens personlige rum og ikke bliver truende.

jeg er den dag i dag gift, og min mand har også et temperament der siger spar to - og har ADHD, der ikke ligefrem hjælper på sagen.
MEN - han har aldrig så meget som hævet stemmen af mig, uanset hvad vi har diskuteret/været uenige om. Han har aldrig opført sig truende eller lign. Vi taler om tingene, og hvis han får nok trækker han sig og jeg giver ham plads, og hvis jeg bliver ked fx så stopper han med det samme samtalen og fokuserer på jeg er ok. - det er sådan et forhold skal være. 
man skal kunne blive dybt uenige og synes den anden er en tosse. Men man skal opføre sig ordenligt og huske at i sidste ende er det ens livs kærlighed man står og diskuterer med. 

læste det her på et tidspunkt, og synes det passer godt - begge veje: 

http://whisper.sh/whisper/052830fb512ef1fb490638403b4ea6787c3acc/Youre-not-in-love-with-her-Ifyelling-at-her-in-an-argument-doesnt-ma

Tak for svar, det er lige præcis det som jeg står i nu, synes jeg. Som du nævner med din eks..  vi kan begge hæve stemmen og være uretfærdige og det er selvfølgelig for dumt og barnligt. Men jeg synes bare der er en stor forskel på at råbe af hinanden og eksempelvis smække med en dør og så at “true med angreb” direkte. Det er for mig en helt anden sag og det er så grænseoverskridende, at jeg har lyst til at gå fra ham i ren frustration. Omvendt, er han en dejlig far og kæreste ellers. Men det er et stort problem. 
av det citat gør ondt på mig. Jeg har selv tænkt, om det så er fordi han ikke elsker mig nok, at han kan finde på det. Hvilket gør det sværere at acceptere, end det i forvejen er.. 

jeg må sætte mig ned stille og roligt og gøre det MEGET klart at det er uacceptabelt. Hvis det ikke stopper, må jeg så tage den der fra..

Åh, den er svær . Jeg vil meget nødig fortælle dig, at hans opførsel er ok.
Men på den anden side så er jeg også selv typen, der kan finde på at hæve stemme og smække med døren og skabet. Dog kunne jeg aldrig finde på at slå min mand. Det er mere noget med, at jeg reagerer meget fysisk/kropsligt, når jeg bliver vred. Og det eskalerer helt klart, når jeg er presset på søvn, frihed osv. 

Jeg har arbejdet på det sammen med en psykolog og på den måde fundet ud af, hvad der tricker mig, og hvordan jeg så kan reagere i stedet. Min mand har så til gengæld også et ansvar for ikke at presse mig ud i de reaktioner. Hermed ikke sagt, at han skal gå på listefødder, men han ved udemærket godt, hvor han skal trykke for, at det gør ondt.

Måske skulle I prøve det? Og så husk at give hinanden noget pause, så I kan lade lidt op og gøre lunten lidt længere. 

Morogbarn skriver:

Åh, den er svær . Jeg vil meget nødig fortælle dig, at hans opførsel er ok.
Men på den anden side så er jeg også selv typen, der kan finde på at hæve stemme og smække med døren og skabet. Dog kunne jeg aldrig finde på at slå min mand. Det er mere noget med, at jeg reagerer meget fysisk/kropsligt, når jeg bliver vred. Og det eskalerer helt klart, når jeg er presset på søvn, frihed osv. 

Jeg har arbejdet på det sammen med en psykolog og på den måde fundet ud af, hvad der tricker mig, og hvordan jeg så kan reagere i stedet. Min mand har så til gengæld også et ansvar for ikke at presse mig ud i de reaktioner. Hermed ikke sagt, at han skal gå på listefødder, men han ved udemærket godt, hvor han skal trykke for, at det gør ondt.

Måske skulle I prøve det? Og så husk at give hinanden noget pause, så I kan lade lidt op og gøre lunten lidt længere. 

Når jeg nævner at smække med døren og hæve stemmen, refererer jeg faktisk også til min egen opførsel (det kan vi begge komme til, hvis vi virkelig er presset langt ud). Det sker ikke ofte og altid on aftenen når børnene sover og vi er trætte

så jeg kender godt til at reagere udad og det er jeg heller ikke stolt af. Synes bare at det er noget andet end at reagere direkte på hinanden, altså et kort øjeblik for jeg følelsen af at han overfalder mig. Den trussel er bare så uacceptabel i min verden.. men ja, vi er begge skyld i at det optrappes. 
gik du hos en almindelig psykolog? Jeg er lidt glad for at høre at andre også kæmper med store skænderier til tider, jeg føler vi har verdens dårligste forhold sammenlignet med vores omgangskreds…. 

Morogbarn skriver:

Åh, den er svær . Jeg vil meget nødig fortælle dig, at hans opførsel er ok.
Men på den anden side så er jeg også selv typen, der kan finde på at hæve stemme og smække med døren og skabet. Dog kunne jeg aldrig finde på at slå min mand. Det er mere noget med, at jeg reagerer meget fysisk/kropsligt, når jeg bliver vred. Og det eskalerer helt klart, når jeg er presset på søvn, frihed osv. 

Jeg har arbejdet på det sammen med en psykolog og på den måde fundet ud af, hvad der tricker mig, og hvordan jeg så kan reagere i stedet. Min mand har så til gengæld også et ansvar for ikke at presse mig ud i de reaktioner. Hermed ikke sagt, at han skal gå på listefødder, men han ved udemærket godt, hvor han skal trykke for, at det gør ondt.

Måske skulle I prøve det? Og så husk at give hinanden noget pause, så I kan lade lidt op og gøre lunten lidt længere. 

Jeg er enig i at man har et fælles ansvar for at diskutere på en ordentlig måde. Men den holder ikke når det handler om vold eller bare truende adfærd.

Den anden har intet som i intet som helst ansvar for at den truende part ikke tyr til vold eller lignende. Man skal kunne være den mest provokerende idiot i verden og stadig vide at man ikke bliver slået eller truet. 

Har du fået talt med ham om det? 

IenFart, det er også sådan jeg ser på det. At uanset hvor tosset og gal man er, så går man ikke den vej. Jeg kan også blive utroligt vred og så er jeg unfair. Men jeg synes bare at den der fysiske trussel der kommer, selvom han ikke reelt gør noget, er sindssygt ubehagelig. Jeg har desværre ikke snakket med ham endnu og han er ikke kommet til mig. Jeg har ondt i maven over det og har faktisk lyst til at gå min vej. Det er virkelig ikke holdbart. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tage snakken, for hvis han på nogen måde forsvarer sin opførsel, kan jrg mærke at jeg stejler fuldstændig. Og så kommer vi nok ingen vegne… synes godt nok parforhold og familieliv er svært til tider.

Anonym skriver:

IenFart, det er også sådan jeg ser på det. At uanset hvor tosset og gal man er, så går man ikke den vej. Jeg kan også blive utroligt vred og så er jeg unfair. Men jeg synes bare at den der fysiske trussel der kommer, selvom han ikke reelt gør noget, er sindssygt ubehagelig. Jeg har desværre ikke snakket med ham endnu og han er ikke kommet til mig. Jeg har ondt i maven over det og har faktisk lyst til at gå min vej. Det er virkelig ikke holdbart. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tage snakken, for hvis han på nogen måde forsvarer sin opførsel, kan jrg mærke at jeg stejler fuldstændig. Og så kommer vi nok ingen vegne… synes godt nok parforhold og familieliv er svært til tider.

Når du skal tale med ham - så gør det når i har ro og tid til at være jer. 
fortæl ham at du har brug for at tale med ham, og det betyder meget for dig at i kan tale om det. 
når du uddyber problemet så lad være med at sige “du gør, du siger, du plejer, du sagde…” osv. hold dig på din egen banehalvdel. 
dvs. som eksempel/ han råber af dig og går op i hovedet på dig, så siger du istedet “jeg oplever at når vi skændes bliver det meget intenst, og jeg føler mig truet, jeg bliver bange og jeg bliver ked af det”. Hvad du føler og oplever kan han aldrig modsige - det er dine følelser og oplevelser. Han kan så spørge ind til hvad der trigger de følelser, men sørg for ikke at være bebrejdende. 

ofte siger man også i kampens hede “du gør altid…” “du ændrer det aldrig” osv. altid, aldrig, hele tiden osv. er rigtig skidt - det sætter ham i en situation hvor han vil føle sig angrebet. 

det er en rigtig svær balance gang, men det kan lade sig gøre. Hold dig til dig selv og dine følelser, oplevelser og tanker og lad ham møde dig i samtalen. Går han omgående i forsvar, må du sige til ham at dine følelser er dine, og dem skal der være plads til.