Jeg har fortrudt vi fik flere børn

Jeg har ikke fortrudt mine børn, men jeg har fortrudt vi fik flere børn tæt på hinanden. Vi har 3 børn under 3,5 år og vi er begge tyndslidte. Vi hakker på hinanden hele tiden og kysser sjældent mere. Den yngste er 2 måneder. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med opslaget. Mon der er andre, som har været i samme situationen og kan fortælle om det bliver bedre? 

Vi har godt nok kun to børn, men jeg havde samme følelse da nr 2 var spæd. Han var en ret vanskelig baby og det var sindsygt hårdt fordi han aldrig sov og altid var utilfreds. Samtidig havde jeg så dårlig samvittighed overfor den store på 4, og savnede vores liv tidlige, hvor vi kunne lave en masse sjove ting med den store. Nu følte jeg mig bundet med den lille, for vi kunne ikke tage nogen steder med ham. Ja jeg tog mig i at fortryde ham. 

Men nu er han 2 og en rigtig dejlig lille fyr der sover godt dag og nat og fuld af spilopper Og ham og storebror har det fantastisk sammen. Så nu kan jeg ikke forestille mig at han ikke skulle være her

Jeg er sikker på at det bliver bedre hos jer. Det er bare hårdt at have et spædbarn. Accepter at I er i en periode hvor det handler om at overleve frem for at leve

Jeg har også tre børn. Dog med ca 4 år imellem hver og nummer 3 var ikke planlagt. 
jeg kan godt genskabe den følelse en smule…. Mest fordi lillebror var en ordentlig mundfuld, hidsig og egenrådig helt indtil for er halvt år siden. Nu er han godt fire og alt er meget nemmere!!! 
så, ja det bliver nemmere. 
min veninde fik 3 børn på 3 år….. hun var helt slidt i de første halvanden år af sidstankomnes ankomst…. Men nu er hendes yngste 10 og ældste 12. 
hun nyder de er så tæt på hinanden

jeg tror på det hele vender. Men måske først om et års tid 

Nu har vi kun 2 børn med under to års forskel og selv det synes jeg er hårdt og kan godt fortryde at vi ikke valgte at få dem med større mellemrum. Så hvis vi også havde en baby nu ville jeg helt sikkert synes at det var mega hårdt og ikke kunne se enden på det. Men jeg tror meget det også handler om at jeg ville elske at kunne give dem hele min opmærksomhed hver især, men det ville jeg jo kun kunne gøre hvis de var enebørn. Og det har vi valgt at de ikke skulle være, så det handler for mig om at slippe den dårlige samvittighed og se det gode forhold de har til hinanden og glædes over det i stedet. 
I din situation, som lyder rigtig hård, tror jeg det handler om at sætte sin lid til at selvfølgelig bliver det bedre med tiden. Du står midt i den sværeste periode med tre små børn med rigtig mange behov og krav til dig, som vel og mærke ikke er de samme behov pga. forskellig alder. Men det er jo et faktum at når de bliver ældre vil de blive mere selvstændige og få brug for sig på en anden måde end nu  Desuden har jeg engang læst en undersøgelse omkring at hjernen tilpasser sig den nye situation efter en omvæltning og derved vil det nye blive normalt. Din mindste er så lille at du endnu ikke har haft mulighed for at finde dig til rette i jeres nye familie, nye rutiner skal på plads hvilket er svært de første 6 måneder hvor babyens rytme ændrer sig hele tiden og så smider vi lige en bombe af hormoner og søvnmangel på 4. år oveni. Du ville jo være supermenneske hvis ikke det skulle være hårdt. Jeg ville skære helt ned på forventninger, vente på at tingene bliver mere stabile og tage hver dag en dag ad gangen. Og så tag en snak med din mand om at der ikke er overskud til det store fra nogen af jer lige nu men at det er vigtigt at i holder ved og ser jer som et team de næste år og at det er ok. Vi er så småt ved at finde kærligheden frem igen herhjemme nu hvor der er kommet mere luft, så den forsvinder ikke, men kører bare på lavt blus i tider, hvor der er meget pres på med små børn.
Det skal nok blive godt alt sammen, giv det tid

Jeg har sådan lyst til at opfordre jer til at kysse, nusse den anden på hånden, give et kram eller nogle af de andre små ting, som kræver minimalt, men faktisk kan give en masse igen. Evt erstatte 2-10 min telefontid på sofaen med et kram, et “jeg elsker dig”, “du er værdsat” eller andet, der giver dig og din partner et lille boost af kærlighed. Det tror jeg er SÅ vigtigt, når I samtidig knokler for at være gode forældre

Jeg har ingen gode råd, men vil blot takke dig for, at du deler dine sande følelser

Jeg er så træt af klichéer som "man fortryder kun de børn, man ikke får" og alt det andet lort, folk lukker ud angående børn og forældreskab.

Det er mere almindeligt at fortryde sine børn, end man lige skulle tro. Det er bare ikke noget, særligt mange tør at sige højt. 

Jeg har blandt et par i min omgangskreds, som fortryder deres tredje barn, selv efter han er blevet fire år. Parret fik to nemme børn, og besluttede sig for en treer. Desværre fik de en helt umulig dreng med adhd, og deres liv har været hårdt og besværligt lige siden.

Jeg kender flere, som elsker deres børn, men hader livet som mor, og hvis de kunne vælge om, så havde de valgt den barnløse vej, men det er jo for sent nu.

Jeg håber, jeres situation bliver bedre med tiden.

Vi har 22 mdr imellem tre børn. De første er tvillinger.

Næsten hver eneste dag det første år fortrød jeg, vi havde fået den yngste. Afstanden mellem dem var al for kort, alle børn havde (har) hver deres søvnudfordringer. I 4 år kunne det tælles på to hænder de gange jeg fik 3 timers sammenhængende søvn.

Jeg fortrød ikke den yngste, men jeg fortrød hvad han gjorde ved vores familie. Ingen tid til parforhold, det hele kørte i overlevelsesmode og jeg savnede de to store.

Nu er de 2 og næsten 4 år. Det er meget nemmere, og vi kan trække vejret igen. Børnene elsker hinanden, og det er meget nemmere at klare for én voksen. De kan lægges i seng af en nu, så den anden kan ordne praktiske ting og den ene voksen kan nu tage ud og lave ting om aftenen. Det er store ting i vores verden.

Så jeg kender alt til følelsen. For mig hjalp det at sige jeg bare skulle overleve de første 10 mdr. At yngsten først holdt op med at vågne 15-20 gange om natten da han var 1.5 år er en anden snak. Så sagde jeg 11 mdr, 12 mdr osv. For det bliver nemmere, men kunne jeg gøre det om, skulle der have været markant længere tid imellem børnene