Min mand er for ekstrovert

Ja, det er nok en lidt spøjs overskrift.

Jeg er gift med en fantastisk mand. Han er virkelig sød, betænksom, kærlig og dejlig. Jeg plejer at beskrive hans personlighed lidt som tigerdyr fra Peter plys. Han er energisk, syngende, nynnende, sidder aldrig stille. Ja, hvis ikke det var fordi han var så velfungerende og god til at holde overblik, kunne man fristes til at mistænke ham på ADHD, for han er mega impulsiv og meget hyper. Benet kører altid på ham, nynner altid, snakker en del. Men når det bare er os, er han tilpas afstemt i samtalen, han afbryder ikke osv. Han er meget social, udadvendt, super ekstrovert. 

Jeg selv er modsat ret introvert, men vores personligheder er generelt i god balance med hinanden i hverdagen. Jeg grounder ham, og han sikrer jeg ikke gror fast, kan man sige.

Der er bare to udfordringer, som frustrerer mig meget. Når jeg taler i telefon, og når vi har gæster.

- Han får totalt Fear of Missing Out, når jeg taler i telefon. Det er ikke på sådan en kontrollerende måde, mere at han simpelthen ikke kan styre sin nysgerrighed. Så IMENS jeg taler i telefon, bliver han ved med at mime "hvad?" og se spørgernde ud, hvis jeg siger noget, han synes lyder spændende. Og han ser lidt irriteret ud, hvis jeg sådan "vifter ham af", fordi jeg jo ligesom ikke vil til at forklare ham om den samtale jeg har, imens jeg har den.

- det andet er, at det er som om det slår klik, når vi får besøg. Han taler SÅ meget, han skal hele tiden konversere, han ænser overhovedet ikke, hvad der foregår omkring ham og mister situationsfornemmelsen. Fx forleden havde vi besøg af et familiemedlem. Han er normalt hjælpen selv og springer rundt for at bidrage. Men ikke emd gæster, fordi han bliver så optaget af at snakke. Så imens han sad og snakkede høøøjt og længe om sjove anekdoter, håndterede jeg tre børn der på skift bad om hjælp til dit og dat, en blev sur, en var træt, og han ænsede intet og involverede mig ikke i samtalen.

- et andet eksempel, i dag havde jeg besøg af en veninde, han kom hjem imens hun var her. Han blev vildt begejstret for besøg, og satte sig lidt mellem os i sofaen (det var så også der, der var plads) og så begyndte han ellers at sludre. På et tidspunkt var han nedenunder, og da han kom op var hun næsten færdig med at fortælle en anekdote, og straks spurgte han "hvad så da?", fordi han simpelthen ikke kunne styre sin iver, og så måtte hun fortælle anekdoten igen. Han kommer hurtigt til at fylde rigtig meget.

Det der er svært er, at der er INGEN onde intentioner bag. Han bliver simpelthen bare så begejstret, hyper, nysgerrig, og så får hans impulsivitet overtaget. Jeg har snakket med ham om det, anerkendt at jeg godt ved, det ikke er bevidst, men har fortalt, hvad det gør ved mig. Når han fx kommer til at fylde det hele, taler hen over mig, blander sig i samtaler jeg har, og taler sø meget han slet ikke giver mig plads til at være en del af den fælles dialog der er. Hver gang undskylder han og lover at være opmærksom på det, men han kan simpelthen ikke lade være. Og problemet er jo netop, at I situationen tager hans iver og begejstring så meget over, han glemmer alt andet. Også pga hans impulsivitet.

Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre. Fordi det er også hans personlighed, og han er sådan et godt menneske, så jeg vil ikke få ham til at føle sig forkert. I dag ringede jeg endda til ham ude fra toilettet, da han skrev han var på vej hjem, og sagde min veninde var ham, og sagde på en kærlig måde om han ikke lige kunne tone lidt ned, hvad han lovede, men så tog iveren jo over igen, da han kom hjem..

Hvad kan jeg gøre? 

Kan I måske aftale et tegn, som han forstår når han skal geare lidt ned? For hvis det er fordi han glemmer det i hans iver, så skal han måske have en hjælpende hånd når situationen opstår������

Ååh gud, din mand lyder som mig ���� stakkels dig

Sig det som det er. Hvis ikke han forstår det, må du afbryde ham næste gang i har gæster, og sige at han lige må hjælpe til eller "lave" noget af det du løber rundt med. Så skal han nok huske det en anden gang 

Har du tænkt på at sige noget til ham i situationen? Fx "hey, hjælper du ikke lige med ungerne, maden, osv" og så gøre det med en positiv tone. Hvis han snakker og snakker så bryd ind og sig (med et glimt i øjet) "nå, nu er det vist min tur til at sige noget" eller "mens du lige trækker vejret, så kan jeg jo også bidrage med noget". Eller hvad du synes. Tænker det vigtigste er at du: 1. Gør opmærksom på det i situationen og 2. Gør det på en hyggelig og lidt humoristisk måde. 

Jeg tænker du må hjælpe i situationerne. Når I har gæster og du står med 3 børn, så sig “Lars putter du ikke lige X?”, “ hvis du sætter opvaskeren over så bader jeg børnene” eller hvad det nu er. Nu ved jeg ikke hvordan du har det når I har gæster og sådan, men st give ham flere opgaver når I har gæster gør også at du får mere plads til at være på socialt. Bare så du tænker over det, for det kan jo både være godt og skidt. 

mht din veninde. Så sig til ham før/efter hun er der at du egentlig gerne lidt vil have din veninde for dig selv. Fair nok han lige deltager i samtaler osv, men han skal ikke afbryde samtaler osv - så må han få et resume når hun er gået. 

Derudover lyder det som en skøn skøn mand du har. Og hans “ fejl” kommer, som du selv siger, fra et godt sted og ikke et ondt eller egoistisk. 

Ja, det er nok en lidt spøjs overskrift.

Jeg er gift med en fantastisk mand. Han er virkelig sød, betænksom, kærlig og dejlig. Jeg plejer at beskrive hans personlighed lidt som tigerdyr fra Peter plys. Han er energisk, syngende, nynnende, sidder aldrig stille. Ja, hvis ikke det var fordi han var så velfungerende og god til at holde overblik, kunne man fristes til at mistænke ham på ADHD, for han er mega impulsiv og meget hyper. Benet kører altid på ham, nynner altid, snakker en del. Men når det bare er os, er han tilpas afstemt i samtalen, han afbryder ikke osv. Han er meget social, udadvendt, super ekstrovert. 

Jeg selv er modsat ret introvert, men vores personligheder er generelt i god balance med hinanden i hverdagen. Jeg grounder ham, og han sikrer jeg ikke gror fast, kan man sige.

Der er bare to udfordringer, som frustrerer mig meget. Når jeg taler i telefon, og når vi har gæster.

- Han får totalt Fear of Missing Out, når jeg taler i telefon. Det er ikke på sådan en kontrollerende måde, mere at han simpelthen ikke kan styre sin nysgerrighed. Så IMENS jeg taler i telefon, bliver han ved med at mime "hvad?" og se spørgernde ud, hvis jeg siger noget, han synes lyder spændende. Og han ser lidt irriteret ud, hvis jeg sådan "vifter ham af", fordi jeg jo ligesom ikke vil til at forklare ham om den samtale jeg har, imens jeg har den.

- det andet er, at det er som om det slår klik, når vi får besøg. Han taler SÅ meget, han skal hele tiden konversere, han ænser overhovedet ikke, hvad der foregår omkring ham og mister situationsfornemmelsen. Fx forleden havde vi besøg af et familiemedlem. Han er normalt hjælpen selv og springer rundt for at bidrage. Men ikke emd gæster, fordi han bliver så optaget af at snakke. Så imens han sad og snakkede høøøjt og længe om sjove anekdoter, håndterede jeg tre børn der på skift bad om hjælp til dit og dat, en blev sur, en var træt, og han ænsede intet og involverede mig ikke i samtalen.

- et andet eksempel, i dag havde jeg besøg af en veninde, han kom hjem imens hun var her. Han blev vildt begejstret for besøg, og satte sig lidt mellem os i sofaen (det var så også der, der var plads) og så begyndte han ellers at sludre. På et tidspunkt var han nedenunder, og da han kom op var hun næsten færdig med at fortælle en anekdote, og straks spurgte han "hvad så da?", fordi han simpelthen ikke kunne styre sin iver, og så måtte hun fortælle anekdoten igen. Han kommer hurtigt til at fylde rigtig meget.

Det der er svært er, at der er INGEN onde intentioner bag. Han bliver simpelthen bare så begejstret, hyper, nysgerrig, og så får hans impulsivitet overtaget. Jeg har snakket med ham om det, anerkendt at jeg godt ved, det ikke er bevidst, men har fortalt, hvad det gør ved mig. Når han fx kommer til at fylde det hele, taler hen over mig, blander sig i samtaler jeg har, og taler sø meget han slet ikke giver mig plads til at være en del af den fælles dialog der er. Hver gang undskylder han og lover at være opmærksom på det, men han kan simpelthen ikke lade være. Og problemet er jo netop, at I situationen tager hans iver og begejstring så meget over, han glemmer alt andet. Også pga hans impulsivitet.

Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre. Fordi det er også hans personlighed, og han er sådan et godt menneske, så jeg vil ikke få ham til at føle sig forkert. I dag ringede jeg endda til ham ude fra toilettet, da han skrev han var på vej hjem, og sagde min veninde var ham, og sagde på en kærlig måde om han ikke lige kunne tone lidt ned, hvad han lovede, men så tog iveren jo over igen, da han kom hjem..

Hvad kan jeg gøre? 

Jeg tænker, at I aftaer, at hvis du lægger en hånd på hans skulder og giver den et klem, så er det et tegn til ham om, at han lige skal drosle lidt ned. I kan f.eks. aftale, at han så undskylder sig med at han skal et eller andet og du så får tid alene med din veninde. Ellers vil jeg anbefale dig en gå-aftale med din veninde, hvor du ved, at I kan være "i fred". Tag evt på en kaffebar eller lignende og fortæl ham gerne - på en kærlig måde - at du tager ud med din veninde, så I kan få snakket. Det gør vel ikke noget, at han indser, at du er nødt til at komme ud af huset, før du kan tale med din veninde alene. 

Når I har gæster vil jeg også på forhånd have aftalt, at når du lægger hånden på skulderen og giver den et klem, så skal han f.eks. stille 5 spørgsmål til gæsterne og dig, så I også bliver inddraget i samtalen. Det andet er ikke ok, det kan ingen holde ud i længden. Der er en grund til at man har fået to ører og en mund.

Jeg håber, I finder en løsning, som virker for jer begge.