Barn med udfordringer i dagplejen

Jeg kunne utroligt godt tænke mig, at høre fra andre, som er forældre til et barn der har udfordringer, som gør fagpersoner som; talepædagog, ergoterapeut, special pædagogik er med ind over? Hvordan kom i igennem det og jeres forløb?

Skammer mig over, at med mine 42 år på bagen, at det er blevet for meget for mig, det har været helt rart med juleferien, vi har nydt hver eneste dag, hvor man ikke har skulle "frygte" dagpleje pædagogen ringede op, nu er det hverdag igen Imorgen, og min bekymring/angst begynder for fulde hammer.

Muligvis tager jeg fejl. Men hvis dit barn er under mistanke for autisme og fagpersoner måske skal tilknyttes, så har det jo intet at sige om dig som mor. 

Her har vi: 

Lavet en underretning på os selv, fordi vi ønskede at få mere hjælp fra kommunen. 
Vi har et normalt begavet barn med forskellige diagnoser. 

Vi har både; 

Fys, Ergo, tale, Støttepædagog, onkolog, socialrådgiver, specialbørnehave (i periode) speciallæge, øjenlæger, hørerlæger osv. 

nåh ja og PPR psykolog

Jeg har aldrig set det som noget som helst andet end hjælp. Så jeg genkender ikke din frygt. 
Jeg har en meget solid tro på, at jeg og min partner er omsorgsfulde forældre og det skinner igennem alle steder. Så jeg tænker, om det er din tro på egne evner, der skal kigges lidt på? (Sagt med meget kærlighed)

Anonym skriver:

Muligvis tager jeg fejl. Men hvis dit barn er under mistanke for autisme og fagpersoner måske skal tilknyttes, så har det jo intet at sige om dig som mor. 

Her har vi: 

Lavet en underretning på os selv, fordi vi ønskede at få mere hjælp fra kommunen. 
Vi har et normalt begavet barn med forskellige diagnoser. 

Vi har både; 

Fys, Ergo, tale, Støttepædagog, onkolog, socialrådgiver, specialbørnehave (i periode) speciallæge, øjenlæger, hørerlæger osv. 

nåh ja og PPR psykolog

 

Jeg har aldrig set det som noget som helst andet end hjælp. Så jeg genkender ikke din frygt. 
Jeg har en meget solid tro på, at jeg og min partner er omsorgsfulde forældre og det skinner igennem alle steder. Så jeg tænker, om det er din tro på egne evner, der skal kigges lidt på? (Sagt med meget kærlighed)

Hvad har jeg skrevet, som gør at du kommer frem til, at jeg tvivler på mine evner? Det var da en grim kommentar at få.

Anonym skriver:

Hvad har jeg skrevet, som gør at du kommer frem til, at jeg tvivler på mine evner? Det var da en grim kommentar at få.

Jeg synes ikke der var noget grimt over det første svar. Du skriver selv at du "skammer" dig, og det er jo en typisk indre følelse som man selv skaber. Desuden læser jeg meget empati og støtte i svaret.

Hvad har jeg skrevet, som gør at du kommer frem til, at jeg tvivler på mine evner? Det var da en grim kommentar at få.

Jeg er da virkelig ked af, at du opfatter min besked som grim?

Du skriver, at du skammer dig. Skam over hvad så? For umiddelbart kan jeg kun læse, at den skam (som du selv skriver om) skulle knytte sig til dine evner som mor på 42 år? (Som du selv skriver)

tager fra dit indlæg: 

“Skammer mig over, at med mine 42 år på bagen, at det er blevet for meget for mig, det har været helt rart med juleferien, vi har nydt hver eneste dag, hvor man ikke har skulle "frygte" dagpleje pædagogen ringede op, nu er det hverdag igen Imorgen, og min bekymring/angst begynder for fulde hammer.”

Du skriver selv at du skammer dig fordi du er 42 år og dit barn skal have hjælp/udredes/fagpersoner er inde over?

Hvorfor skammer du dig ellers? Og hvorfor er du bange for at dagplejen ringer?

Ellers forstår jeg desværre ikke dit indlæg og det beklager jeg. Så ved jeg faktisk ikke, hvad du vil have råd/tanker om.

Det handler da netop om selvfølelse i mine øjne. 

Jeg har ikke selv følt skam i forbindelse med udredning af mit barn. Nu er vi 7 år inde i det. Og jeg er 35 år. 

Det var udelukkende et forsøg på at få dine tanker hen på, at ingen fagpersoner inkl din dagplejemor vil dømme dig. 

Men jeg vil da beklage. Jeg skrev udelukkende for at støtte dig i, at man ikke skal skamme sig uanset alder, når man har et barn der skal udredes eller har brug for hjælp. Jeg skrev endda at det var kærligt ment. 

Men jeg melder ud her. Jeg ville blot dele mine erfaringer som mor til et barn, der netop har og er igennem det forløb med vurderinger fra mere end 14 fagpersoner pt. Inkl 3 fagpersoner fra kommunen. 

god vind fremover. 

asphodel skriver:

Jeg synes ikke der var noget grimt over det første svar. Du skriver selv at du "skammer" dig, og det er jo en typisk indre følelse som man selv skaber. Desuden læser jeg meget empati og støtte i svaret.

Ja at jeg skammer mig over, at jeg synes det er rigtig hårdt at stå i alene, da jeg ved jeg ikke er den eneste, men ens børn er det dyrebareste man har.

Anonym skriver:

Jeg er da virkelig ked af, at du opfatter min besked som grim?

Du skriver, at du skammer dig. Skam over hvad så? For umiddelbart kan jeg kun læse, at den skam (som du selv skriver om) skulle knytte sig til dine evner som mor på 42 år? (Som du selv skriver)

tager fra dit indlæg: 

“Skammer mig over, at med mine 42 år på bagen, at det er blevet for meget for mig, det har været helt rart med juleferien, vi har nydt hver eneste dag, hvor man ikke har skulle "frygte" dagpleje pædagogen ringede op, nu er det hverdag igen Imorgen, og min bekymring/angst begynder for fulde hammer.”

 

Du skriver selv at du skammer dig fordi du er 42 år og dit barn skal have hjælp/udredes/fagpersoner er inde over?

 

Hvorfor skammer du dig ellers? Og hvorfor er du bange for at dagplejen ringer?

Ellers forstår jeg desværre ikke dit indlæg og det beklager jeg. Så ved jeg faktisk ikke, hvad du vil have råd/tanker om.

Det handler da netop om selvfølelse i mine øjne. 

Jeg har ikke selv følt skam i forbindelse med udredning af mit barn. Nu er vi 7 år inde i det. Og jeg er 35 år. 

Det var udelukkende et forsøg på at få dine tanker hen på, at ingen fagpersoner inkl din dagplejemor vil dømme dig. 

Men jeg vil da beklage. Jeg skrev udelukkende for at støtte dig i, at man ikke skal skamme sig uanset alder, når man har et barn der skal udredes eller har brug for hjælp. Jeg skrev endda at det var kærligt ment. 

Men jeg melder ud her. Jeg ville blot dele mine erfaringer som mor til et barn, der netop har og er igennem det forløb med vurderinger fra mere end 14 fagpersoner pt. Inkl 3 fagpersoner fra kommunen. 

god vind fremover. 

Skam over at jeg synes det er hårdt at stå i alene, ved jeg ikke er den eneste, og troede jeg var stærkere, men mine børn er det dyrebareste jeg har, så selvfølgelig bliver man påvirket, jeg gør ihvert fald.

Ved ikke om mit opslag kunne være formuleret bedre, men mine følelser sidder bare uden på tøjet idag, det beklager jeg.

Ja at jeg skammer mig over, at jeg synes det er rigtig hårdt at stå i alene, da jeg ved jeg ikke er den eneste, men ens børn er det dyrebareste man har.

Så hvis jeg forstår det rigtig nu: 

Din skam handler om, at du er alenemor og du har svært ved at takle en potentiel udredning alene? 

Du har ingen steder skrevet, at din skam handlede om at du er alene mor. 

Du skriver ikke et eneste sted i dit startindlæg, at du er alenemor? Du skriver “vi” flere steder. 

Så i virkeligheden er det følelsen af magtesløshed  og den sorg der er i, at dit barn har brug for hjælp og DU ikke kan afhjælpe det, og du måske har svært ved at stå i det. 

Det kan jeg langt bedre forstå. For du har da helt ret i, at man kan føle sig utilstrækkelig og det er svært. Meget svært - netop fordi man har så meget kærlighed. 

Men hvis nu dit barn, var alvorlig sygt - (mit barn har kræft), ville du så føle den samme skam?

Sygdom - uanset om det det er fysisk eller psysisk - skal man have hjælp til, når det er. Om det er autisme eller diabetes så kan du ikke kurere med kærlighed. Og derfor skal du tilgive dig selv. Virkelig. For din kærlighed skal nok hjælpe - men kan måske ikke give den tilstrækkelig hjælp hele vejen rundt, men er bestemt motoren i dit barns liv. 

Anonym skriver:

Så hvis jeg forstår det rigtig nu: 

Din skam handler om, at du er alenemor og du har svært ved at takle en potentiel udredning alene? 

Du har ingen steder skrevet, at din skam handlede om at du er alene mor. 

Du skriver ikke et eneste sted i dit startindlæg, at du er alenemor? Du skriver “vi” flere steder. 

Så i virkeligheden er det følelsen af magtesløshed  og den sorg der er i, at dit barn har brug for hjælp og DU ikke kan afhjælpe det, og du måske har svært ved at stå i det. 

Det kan jeg langt bedre forstå. For du har da helt ret i, at man kan føle sig utilstrækkelig og det er svært. Meget svært - netop fordi man har så meget kærlighed. 

Men hvis nu dit barn, var alvorlig sygt - (mit barn har kræft), ville du så føle den samme skam?

Sygdom - uanset om det det er fysisk eller psysisk - skal man have hjælp til, når det er. Om det er autisme eller diabetes så kan du ikke kurere med kærlighed. Og derfor skal du tilgive dig selv. Virkelig. For din kærlighed skal nok hjælpe - men kan måske ikke give den tilstrækkelig hjælp hele vejen rundt, men er bestemt motoren i dit barns liv. 

 

Vi = mine børn og jeg.

Jeg er nok bare vant til at kunne klare alt selv, så følelsen af utilstrækkelighed, er jeg ikke vant til det, og alligevel når du nævner dit barn har kræft, så da min den store var alvorlig syg, var det nok samme følelse, ihvert magtesløshed, og bekymring for fremtiden, men da havde jeg en partner kunne støtte mig op ad.

Anonym skriver:

Vi = mine børn og jeg.

Jeg er nok bare vant til at kunne klare alt selv, så følelsen af utilstrækkelighed, er jeg ikke vant til det, og alligevel når du nævner dit barn har kræft, så da min den store var alvorlig syg, var det nok samme følelse, ihvert magtesløshed, og bekymring for fremtiden, men da havde jeg en partner kunne støtte mig op ad.

Men fyldte skammen også, da dit store barn var sygt? 

For når man tænker, at det er ude af ens hænder, så må man også opgive “skammen” for at skulle bruge hjælp/ ikke at magte det selv.

Er det skamfuldt at have kræft?

Er det skamfuldt at skulle tage insulin? 

Hvis ens barn er autist/ADHD så er skal der noget andet til at få et nemmere liv. Det er jo også biologiske årsager, der gør at barnet har autisme eller ADHD. Og det afhjælper man delvist med pædagogiske ressourcer og støtte. Det er som insulinen - du skal have hjælp til at filtrere insulinen - eller indtrykket fra verden (hvis du er autist). 

Men jeg forstår så udemærket din frustration og dine følelser. Og det er svært at stå alene i. Jeg har også stået i det alene.