Så vil jeg da også lige skrive en lille fødselsberetning.
Onsdag den 30. august 2006 om eftermiddagen startede veerne, 4 dage over termin.....efter en hård nat tog vi på fødegangen om formiddagen den 31. Jeg havde absolut ikke åbnet mig, jeg havde stærke men ueffektive veer:'(, så jeg blev lagt op på barselsgangen og fik morfin til at sove på. Det var super dejligt, da det tog toppen af smerten. Efter morfinens virkning aftog i løbet af aftenen, blev jeg igen undersøgt, og nu havde jeg liiiige åbnet mig en finger. Endnu en gang morfin til natten, hvilket var godt, men også demoraliserende:S, da jeg vidste, at man ikke giver morfin, når fødslen er nært foreståendel.
Næste morgen kl. 08.00 blev jeg igen undersøgt, og heldigvis havde jeg åbnet mig nok (5 cm) til at komme på fødegangen. Her fik jeg en epidural, da jeg ikke kunne klare mere - jeg var fuldstændig udmattet efter 40 timer med veer. Den hjalp virkelig, og jeg fik hvilet nogle timer, men veerne stoppede, så jeg fik lagt vedrop.....Ved vagtskifte kl. 15.30 havde jeg åbnet mig 6 cm...øv - kun 1 cm på næsten 8 timer, hvor gik det langsomt. Så kom smerterne ellers væltende - end ikke epiduralen kunne hjælpe - og i løbet af 30 min havde jeg åbnet mig helt og hovedet stod klart. Jeg pressede min skønne datter ud på 12 minutter..... Hun kom ud kl. 16.22 den 1. september 2006 efter 48 timer med veer. Hun vejede 3840 g og var 52 cm lang. Det var en fantastisk overvældende oplevelse at få hende op på maven, hun var bare så fin og smuk!(L)
Puha, så var første del overstået, jeg kunne i løbet af den næste time (trods diverse forsøg med vedrop, akupunktur mv.) ikke føde moderkagen, og fik det superskidt, og så gik det stærkt. Min mand fik Andrea kastet i armene, og jeg blev med fuld hast kørt på operationsbordet. I fuld narkose fjernede de så min moderkage i stykker, og jeg mistede 2 liter blod. Fik en liter blod fra hospitalet. Mens jeg var i narkose syede de mig, da jeg var sprækket en del (læs: hele mellemkøddet pånær ringmusklen-heldigvis).
Alt dette drama resulterede i, at vi først ved 9-tiden om aften fik ringet til familien, der var noget nervøse, da de jo godt kunne regne ud, at der var noget galt.
Det var en ekstrem voldsom oplevelse, men personalet på hospitalet var super til at håndtere situationen. Og de var så omsorgsfulde i dagene efter, hvor jeg var sengeliggende. Jeg havde endda enestue de første 3 dage - så stort tak til Herlev.
Den første tid hjemme var hård, da jeg ikke var på toppen, og ikke rigtig kunne gå nogle steder, eller sidde, men jeg helede og så er det jo vidunderligt at være mor.
Jeg måtte dog i juni 2007 ind og opereres igen forneden, da jeg var helet forkert, hvilket resulterede i at min mand og jeg ikke kunne "hygge"(L). Efter denne operation, er alt dog fint.:D
Det var en hård fødsel og efterfølgende tid - fysisk og psykisk, men jeg ville ikke undvære oplevelsen for noget, dog må jeg sige, at hvis Andrea skal være storesøster, skal jeg ikke føde naturligt, men ved kejsersnit, for jeg er tydeligvis ikke en prima avlsko.:P
Knus Dorte og min lille vidunderunge Andrea.
Anmeld
