Eksperthjælp: 6-årig undskylder hele tiden

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.271 visninger
0 svar
1 synes godt om
13. december 2021

Gitte Sander

Hej, mit datter på 6 år og hun siger undskylde til alt tingen både på rigtigt ting og forkert ting.
Hun kalder på mig og siger mor undskylde på det tingen jeg kan ikke husk????.
Unskylde på alt tingen selvom der er gået flere uger med episoden.
Selvom når hun skal på besøge hos andre, siger jeg til hende hilse dem og hvis hun glemmer det så kommer hun hjem og siger undskylde ????.
Undskyld heletiden isæ når hun går i sengen så starter hun jeg stå 5 til 10 minutter og lytter til alt hun undskylder sig for.
Når jeg siger til hende at det er ok, eller pyt med det. Så siger hun at hun kommer til at græde i sengen hvis hun ikke siger undskylde. Det viser sig også at hun tænker mig i hende lille hovedet.
Som mor jeg er lige ved at været bekymret. Jeg håber at det er en fase eller skal jeg søge hjælp??
Bekymring mor her



Gittes svar

Hej Fifi001,

I cirka seksårs-alderen begynder et barn at kunne gøre mange ting selv og det bliver vigtig for barnet at kunne gøre tingene. For eksempel kan barnet begynde at tage tøj på selv og snøre skoene, eller begynde at skrive lidt tal og bogstaver. Eller det kan hjælpe med at lave mad og vaske op.

Samtidigt med, at barnet på den måde finder ud af, at det kan handle og gøre noget, være til nytte og gavn, kan det også opdage, at det kan være skyld i ting. Det får udviklet en egentlig empatisk indlevelsesevne. Hvor det det lille barn ikke helt var bevidst om, at det selv var skyld i, at Viggo græd, fordi det hev legetøjet fra ham, opdager det nu, at det rent faktisk er skyld i dette, og bliver bevidst om den kobling, at dets handling gjorde det andet barn ked af det.

Jeg tænker, at din datter har opdaget hvad skyldsfølelsen er for en følelse, og har fået fornemmelsen af, at hendes handlinger eller mangel på samme, påvirker dig, og derfor siger hun undskyld for alt det, som hun syntes hun kunne have gjort bedre.

Skyld er i sig selv ikke nogen dårlig ting at kunne føle. Så længe at man ikke påtager sig skylden for alt muligt, som ikke er ens egen skyld, så er det en venlig, selverkendende, empatisk ting at kunne sige; "Undskyld at jeg glemte at hilse dem fra dig."

Det er et langt større problem for verden, når børn, unge og voksne ikke kan finde ud af at påtage sig et ansvar og give en undskyldning for, når de har handlet forkert, hvis du spørger mig. Eller hvis man undskylder på baggrund af et tillært adfærdsmønster mere end på baggrund af en reel indlevelse i det andet menneskes følelsesliv. Og det område er din datter ved at undersøge.

Det kan selvfølgelig give problemer hvis barnet er en stor undskyldning for sig selv, og det kan også være et tegn på en egentlig depression, hvis barnet har en meget stor selvhenførende overddrevet skylds-pålæggelse af sig selv, siger undskyld siger og skriver konstant.

Men det er stadig en vigtig del af en god børneopdragelse, at et barn er i stand til at sige undskyld for noget, det har gjort overfor andre. Og det er faktisk først i den alder, som din datter har, at barnet er i stand til at koble det sammen og lære mere om, hvilke ting, man bør undskylde for og hvilke man ikke behøver.

At kunne undskylde ugerninger man selv har gjort, kan befri en selv fra skyldsfølelse. At kunne se, at man burde have gjort noget andet eller kunne have gjort det bedre overfor den anden, for eksempel overfor ens forældre, er et tegn på at man ejer empatisk indlevelsesevne i andre mennesker.

Det er således på den ene side forståeligt at du er bekymret over det, fordi der er nogle børn, som det på en måde "kammer over for" i en periode, som simpelthen kommer til at påtage sig skylden for alverdens fortrædeligheder, som de slet ikke kan have nogen form for skyld i. Hvilket kan ske, hvis man kommer til at kritisere barnet for meget, stiller for store krav, eller pålægger barnet for stort et ansvar. Eller hvis barnet har det dårligt og er i mistrivsel, fx har det dårligt i skolen eller derhjemme og mister selvværd.Det kan også ske, hvis barnet ser at mor eller far er ulykkelig, og kommer til at tolke det derhen, at det måske er dets skyld. Børn vil rigtig gerne tilpasse sig og gøre det rigtige for at alting i familien fungerer bedst muligt, og det kan for børn være svært at vurdere hvornår det har gjort det rigtige eller kunne have gjort noget andet, som var bedre.Min erfaring er iøvrigt at det ældste barn ofte kommer til at påtage sig mere ansvar for alles velbefindende og dermed mere skyldsfølelse.

Du kan hjælpe din datter ved at mildne ansvaret og tage det let, for eksempel sige: "Det skal du ikke være ked af, det var ikke så slemt". Eller pege på, at andre også har et medansvar, når det er relevant; "Jeg kunne jo også bare have ringet til dem og hilset på dem selv." Eller ved at almengøre følelsen: "Sådan noget kan man let glemme." Så hun bliver opmærksom på, at det er almenmenneskeligt at gøre fejl eller gøre noget forkert, så man kommer til at føle, at det var ens skyld at noget skete.

Nogle gange kan det også være nødvendigt at skære det ud i pap for visse børn, at noget vitterligt ikke er deres ansvar, påpege at de er i gang med at tage ansvaret for noget, som de simpelthen ikke er skyld i. For at løfte byrden af barnets skuldre. Det kan for eksempel være i familier, hvor de voksne måske i årevis skændes om hvem der har skylden for dette og hint, og ingen vil tage et ansvar, eller en af forældrene har det meget dårligt, men barnet har så meget medfølelse med forældrene, at det til sidst kommer til føle, at det nok er barnets egen skyld at mor og far skændes, drikker, forsøger selvmord, bliver skilt el.lign.

Med hensyn til din datter, så synes jeg at det lyder som om at hun er et meget kærligt barn og at du gør det rigtige ved at tale med hende om alle de ting, hun føler at hun skal have talt med dig om, inden hun kan lægge sig trygt til at sove uden at være ked af det. Så ja, jeg tror at det er en fase, som går over igen.

Du kan eventuelt tale med hende om, at alle mennesker kommer til at gøre noget forkert nogle gange, eller noget, som man kan få det skidt med. Vi kan ikke være perfekte og gøre det fuldkommen rigtige hele tiden, og det er helt okay.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om I har en religion med en lille bøn, du kunne lære hende? I mange religioner indgår dette emne i bøn, for eksempel i "Fadervor" indgår sætning "Forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere" og i den katolske tro kan man gå skrifte med sin skyld. Her er der jo tale at søge en form for tilgivelse for sine utilstrækkelige eller fejlagtige handlinger.

Når hun kommer til dig med alle disse undskyldninger kan man jo også sige at hun søger en form for tilgivelse, at du kan sige til hende; "Det er okay." og så kan hun komme videre. Hun har simpelthen brug for at vide, at hun er okay, god nok, ryste det af sig, så hun kan sove i fred og ro.

Endelig kunne et forslag også være at hjælpe hende med at 'sortere i det'. Eventuelt lave en kasse inde i hovedet med "Ting jeg var ked af, at jeg gjorde, men som jeg ikke kan gøre noget ved." og en anden boks med "Ting, jeg var ked af, at jeg gjorde, som jeg kan gøre noget ved." Og derudfra hjælpe hende med, hvad hun kan gøre. Det kan børn i den alder godt have brug for hjælp til. Et typisk eksempel kan være, at hun måske kommer hjem og siger: "Jeg kom til at skubbe Elsa i dag, så hun faldt ned af gyngen." Hvor du så kan spørge hvad hun så gjorde, og måske blev hun paf og gjorde ingenting, og så kan du foreslå at hun i morgen går hen og siger, at "Jeg var ked af, at jeg skubbede dig i går, det var ikke meningen jeg ville skubbe dig ned." Altså lære hende mere om at håndtere hendes undskyldninger. Inklusive at slippe de skyldsfølelser, som hun ikke kan bruge til noget. For eksempel: "Jeg tænkte på at Elsa var så dum, at jeg ville ønske hun faldt ned, og så faldt hun ned og det var min skyld." "Ej, det var altså ikke din skyld. Dine tanker kan ikke føre til, at hun faldt ned. Hun må have siddet dårligt på sædet."

Som barn er det naturligt at blive frustreret over ting, men barnet skal gerne have den voksnes hjælp til, hvordan man kan håndtere sine frustrationer, herunder hvordan man kan løse, hvis ens frustrationer er gået over gevind. Det gælder også søde små piger, der måske har tendens til at påtage sig skylden for alle mulige ting. De skal bare mere have hjælpen til, hvordan de kan slippe af med noget af den skyld, som de har tendens til at føle qua deres stærke empatiske sans. Men glæd dig endelig over, at hun har den. Jeg ville være mere bekymret, hvis jeg havde et barn, som aldrig følte skyld ��

Hvis der er mere om det med undskyldninger og du føler, at der er noget, som er rigtig svært i det, som du ikke har fortalt her, kan du selvfølgelig opsøge hjælp til det.

 

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.