Åh, jeg er så trist.. Det skal siges, det er jo ikke mine børn som sådan, jeg bliver flov over, men mere det at det ser ud til udadtil, at vores familieliv er et kaos, og vi ikke kan håndtere vores børn.
Vi har en dejlig børneflok. Min søn på 8 er under udredning for ADHD, og jeg er ret sikker på det ender i diagnose. Han er massivt udfordret i skolen. Hjemme går det faktisk okay, men det er også en meget mindre ramme med meget mere ro, struktur osv osv. Jeg har selv ADD, så det kommer desværre ikke fra fremmede.
Den lille på 4 har ikke "noget på sig", men jeg kan bekymre mig for, om han også ender der en dag. Måske ikke. Men han har svært ved at rumme, når der sker for meget, og begynder at slå, råbe, skrige, voldsomme sammenbrud, hvor man ikke kan nå ham. Han er ekstremt sensitiv overfor sanseindtryk og har hurtigt fået nok.
Vores familieliv fungerer godt i det daglige. Men lige så snart vi har gæster, også hvis det bare er én, så kokser det. Min store på 8 bliver ekstremt opkørt og jeg ser den dreng, de beskriver i skolen. Han er ekstremt motorisk urolig, farer rundt, piller, dimser, vipper, larmer ekstremer meget, snakker voldsomt højt, bliver svært impulsiv, afbryder, forstyrrer, bliver flabet og trodsig og fylder hele rummet, hører ikke efter overhovedet.
Den lille reagerer så med sine sammenbrud, fordi det er alt for meget stimuli og kan ikke kan rumme hvad der sker. Så han begynder at råbe, slå, skrige, og vi prøver at trække os med ham, men han vil jo gerne være en del af fællesskabet. Samme tid prøver vi at få lidt ro på dne store, men da han jo i disse kontekster bliver kravafvisende og mere og mere opkørt, så virker det ikke.
Så det er ikke særlig hyggeligt, og udefra ser det nok ud som om, vi slet ikke har styr på børnene. Jeg synes det er pinligt, og det gør mig ked af det, at det er så svært for børnene, som jo ikke kan gøre for det..
Hvad kan vi gøre for ikke at stå tilbage med den følelse, når vi har haft gæster?
