Finde sandheden i konflikt - råd søges

Jeg blev i dag kontaktet af en forælder til et barn fra min søns klasse. 

Barnet har fortalt sine forældre, at min søn har sagt nogle ret voldsomme ting og truet barnet, som resultat af en leg.

Jeg har spurgt ind til det. Undersøgende, fordomsfrit og nysgerrigt. Min søn kan ikke genkende det. Som i virkelig ikke. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg heller ikke kunne genkende min søn i beskrivelsen. Jeg har normalt en meget fin følelse for hvornår sandheden skal hjælpes lidt på vej hos min søn. Og jeg har ikke skyklapper på eller er berøringsangst overfor hvordan min eget barn agerer - og han ved, hvordan vi forventer, han agerer.

Hvordan kommer man videre herfra? 

Der sidder jo et forældrepar, som har et barn, der har én oplevelse. Og mig, der har en anden. Og to børn, som tydeligt har hver sin oplevelse af en situation hvor der ikke var nogle voksne til stede. 

Jeg håber på et råd eller to. Gerne fra forældre som har prøvet situationen eller lærere, der kan give mig en faglig indsigt i hvordan de ville gå til problemet. 

Jeg har naturligvis skrevet til klasselæren og afventer. Samtidig med jeg synes, at det andet forældrepar selvfølgelig gør det rigtige ved at kontakte mig. Børnene er 6 år og går i 0. klasse.

På forhånd tak

Som lærer vil jeg lige nævne, at jeg SÅ tit oplever elever have en opførsel og et sprog, som forældrene aldrig nogensinde ser derhjemme - og forældrene bliver selvfølgelig rystede, når de opdager, at deres barn kan have den adfærd.

Hvis det “kun” handler om grimt sprog, ville jeg tage en generel snak med mit barn om sprogbrug, og så ellers lade den ligge. Jeg ville ikke blive ved med at bore i, hvem af børnene der taler sandt. Er der vold involveret, ville jeg mødes med den anden drengs forældre sammen med børnene og tage en god snak om opførsel. 

Jeg blev i dag kontaktet af en forælder til et barn fra min søns klasse. 

Barnet har fortalt sine forældre, at min søn har sagt nogle ret voldsomme ting og truet barnet, som resultat af en leg.

Jeg har spurgt ind til det. Undersøgende, fordomsfrit og nysgerrigt. Min søn kan ikke genkende det. Som i virkelig ikke. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg heller ikke kunne genkende min søn i beskrivelsen. Jeg har normalt en meget fin følelse for hvornår sandheden skal hjælpes lidt på vej hos min søn. Og jeg har ikke skyklapper på eller er berøringsangst overfor hvordan min eget barn agerer - og han ved, hvordan vi forventer, han agerer.

Hvordan kommer man videre herfra? 

Der sidder jo et forældrepar, som har et barn, der har én oplevelse. Og mig, der har en anden. Og to børn, som tydeligt har hver sin oplevelse af en situation hvor der ikke var nogle voksne til stede. 

Jeg håber på et råd eller to. Gerne fra forældre som har prøvet situationen eller lærere, der kan give mig en faglig indsigt i hvordan de ville gå til problemet. 

Jeg har naturligvis skrevet til klasselæren og afventer. Samtidig med jeg synes, at det andet forældrepar selvfølgelig gør det rigtige ved at kontakte mig. Børnene er 6 år og går i 0. klasse.

 

På forhånd tak

Som lærer og som mor vil jeg nu skrive noget som måske virker mærkeligt at finde sandheden i denne situation er ikke vigtig.

Hvad der derimod er vigtig er at tale om, hvad man gør i en lignende situation, og hvordan man kommer videre fra denne situation. 

Din søn og hans ven er blevet uvenner i et eller andet omfang, når og hvis din søn har sagt nogle ret voldsomme ting så har han med sikkerhed følt sig presset - undskylder ikke, men giver en nuance, hvor det er samspillet, legen, situationen mellem de to som gik skævt i det øjeblik og din søn har måske reageret uhensigtsmæssigt - han er 6 år og stadig i stort omfang drevet af impulser og kan i situationer glemme konsekvensberegninger, det vil ske igen og derfor er det også super godt, at forældrene kontakter dig, så I kan tale om, hvad skal der til for de to drenge kommer videre.

De to drenge lyder til at have to opfattelser af betydningen af situationen. For din drengs ven fylder det meget, han er gået hjem og fortalt om det. For din dreng er det måske allerede overstået  han har leget en god leg med Anton senere og det er den der fylder, den anden situation er næsten glemt. 

Det er selvfølgelig vigtigt at få pointeret, at et sprogbrug og trusler ikke skal forekomme  og det kan du jo gøre ved at sige: ej tænk hvis du havde sagt sådan, hvad tror du så Egon ville føle. Svaret vil nok være: men det gjorde jeg jo ikke. Og så er det kunsten at få din dreng med tanke eksperimentet, for om han så har gjort det eller ej, så vil han vide, at det gør andre kede af det. 

Men vigtigst er nok at finde ud af, hvordan bliver man gode venner igen. De er så små, så jeg ville ikke begynde med en masse ord, hvis der kan ryge et undskyld af er det fint, men ellers er det noget med at I voksne eller de voksne i skolen lige får dem i gang med en leg igen.

Når alt det her er skrevet, så er jeg lærer i indskolingen og der går ikke en dag uden nogle bliver halv uvenner. Det er en del af det at blive sat i en forholdsvis stor gruppe og ikke kunne trække sig væk fra det fællesskab man er blevet placeret i. Nogen gange er det små konflikter, andre gange fylder de helt vildt meget og nogle gange er de så store så vi skal bruge en del tid på dem. Et godt råd til alle med børn er at lære dem få det sagt til en voksen, for det er bare langt lettere at tage konflikten i nuet end dagen efter.

Og det skal selvsagt skrives, at jeg og mine kollegaer ikke negligerer konflikter, dårligt sprog  trusler osv. Men vi hjælper med at komme videre og lære af det til næste gang. Kommer der en flok ind som er rasende, så er min opgave ikke at finde sandheden, fordi der er lige så mange sandheder som der er børn. Det er at få vist børnene hinandens perspektiv, det kan være ved at vi laver tegneserie sammen hvor de hver især får lov at fortælle, hvad er oplevede og følte, det kan være vi skal det ud i endnu mere strakt arm og jeg skal lave en fortælling om Karl Børge som en gang oplevede at... 

Og så igen så er der selvsagt forskel som en anden også skriver på om det er endt i reel fysisk konflikt, for der er der nultolerance, men jeg vil alligevel gerne høre grunden, høre der barns perspektiv på konflikten. 

McK skriver:

Som lærer vil jeg lige nævne, at jeg SÅ tit oplever elever have en opførsel og et sprog, som forældrene aldrig nogensinde ser derhjemme - og forældrene bliver selvfølgelig rystede, når de opdager, at deres barn kan have den adfærd.

Hvis det “kun” handler om grimt sprog, ville jeg tage en generel snak med mit barn om sprogbrug, og så ellers lade den ligge. Jeg ville ikke blive ved med at bore i, hvem af børnene der taler sandt. Er der vold involveret, ville jeg mødes med den anden drengs forældre sammen med børnene og tage en god snak om opførsel. 

Tak for input. 

Som skrevet er jeg ikke blind overfor mit eget barns fortræffeligheder (positive og negative) men der er alligevel det der noget ved situationen og det sagte, hvor jeg tænker, det lyder forkert ifht mit barn.

Og mit barn har jo ligeså meget krav på min tillid og tro på hans sandhed, som det andet barn har hos sine forældre. Det er derfor, jeg synes, situationen er svær. Svært at få italesat uden skyld og skam. 

Og det var nemlig ikke fysisk. Men (voldsomt) verbalt. 

lineog4 skriver:

Som lærer og som mor vil jeg nu skrive noget som måske virker mærkeligt at finde sandheden i denne situation er ikke vigtig.

Hvad der derimod er vigtig er at tale om, hvad man gør i en lignende situation, og hvordan man kommer videre fra denne situation. 

Din søn og hans ven er blevet uvenner i et eller andet omfang, når og hvis din søn har sagt nogle ret voldsomme ting så har han med sikkerhed følt sig presset - undskylder ikke, men giver en nuance, hvor det er samspillet, legen, situationen mellem de to som gik skævt i det øjeblik og din søn har måske reageret uhensigtsmæssigt - han er 6 år og stadig i stort omfang drevet af impulser og kan i situationer glemme konsekvensberegninger, det vil ske igen og derfor er det også super godt, at forældrene kontakter dig, så I kan tale om, hvad skal der til for de to drenge kommer videre.

De to drenge lyder til at have to opfattelser af betydningen af situationen. For din drengs ven fylder det meget, han er gået hjem og fortalt om det. For din dreng er det måske allerede overstået  han har leget en god leg med Anton senere og det er den der fylder, den anden situation er næsten glemt. 

Det er selvfølgelig vigtigt at få pointeret, at et sprogbrug og trusler ikke skal forekomme  og det kan du jo gøre ved at sige: ej tænk hvis du havde sagt sådan, hvad tror du så Egon ville føle. Svaret vil nok være: men det gjorde jeg jo ikke. Og så er det kunsten at få din dreng med tanke eksperimentet, for om han så har gjort det eller ej, så vil han vide, at det gør andre kede af det. 

Men vigtigst er nok at finde ud af, hvordan bliver man gode venner igen. De er så små, så jeg ville ikke begynde med en masse ord, hvis der kan ryge et undskyld af er det fint, men ellers er det noget med at I voksne eller de voksne i skolen lige får dem i gang med en leg igen.

Når alt det her er skrevet, så er jeg lærer i indskolingen og der går ikke en dag uden nogle bliver halv uvenner. Det er en del af det at blive sat i en forholdsvis stor gruppe og ikke kunne trække sig væk fra det fællesskab man er blevet placeret i. Nogen gange er det små konflikter, andre gange fylder de helt vildt meget og nogle gange er de så store så vi skal bruge en del tid på dem. Et godt råd til alle med børn er at lære dem få det sagt til en voksen, for det er bare langt lettere at tage konflikten i nuet end dagen efter.

Og det skal selvsagt skrives, at jeg og mine kollegaer ikke negligerer konflikter, dårligt sprog  trusler osv. Men vi hjælper med at komme videre og lære af det til næste gang. Kommer der en flok ind som er rasende, så er min opgave ikke at finde sandheden, fordi der er lige så mange sandheder som der er børn. Det er at få vist børnene hinandens perspektiv, det kan være ved at vi laver tegneserie sammen hvor de hver især får lov at fortælle, hvad er oplevede og følte, det kan være vi skal det ud i endnu mere strakt arm og jeg skal lave en fortælling om Karl Børge som en gang oplevede at... 

Og så igen så er der selvsagt forskel som en anden også skriver på om det er endt i reel fysisk konflikt, for der er der nultolerance, men jeg vil alligevel gerne høre grunden, høre der barns perspektiv på konflikten. 

Tak for et utroligt fint og konkret svar. 

Min "jagt" på sandheden bunder nok i, at jeg har en underlæggende følelse af, at det andet forældrepar søger en undskyldning. Som jeg jo i virkeligheden ikke synes, mit barn skal tvinges til at stå alene med, når hans oplevelse af situationen er noget ganske andet. 

Han siger selv, at han ville blive ked af det hvis det var ham, der blev talt til på den måde. Og han har ret meget omsorg over for, at vennen blev ked af det. Spurgte også: "hvad tror du, Karl Børge har sagt til sine forældre?" og forsøgt at skubbe den over i tankespillet. Den var han sådanne set med på. 

Jeg tænkte at spørge det andet forældrepar, om vi skal mødes på en legeplads i weekenden. Min tanke er, at det tydeligt viser, begge børn bliver taget seriøse og vi voksne også taler godt sammen. Det vil jeg nu gøre med dit skriv i hånden. 

Tak fordi du tog dig tid.