Søger sparring ang børn med evt autisme

Sidder bare og græder, og har brug for at høre fra andre, hvis børn har muligvis autisme, min fylder 3 til februar.��

Hvilke udfordringer har jeres børn?

Jeg har flere børn med diagnoser. Ja det er hårdt, men det er på ingen måder enden. Det er stadig nøjagtig det samme barn, bare med en anderledes hjerne.

jeg kan anbefale fb “mit barn har måske adhd/autisme, hvad nu?”

Igen skriver:

Jeg har flere børn med diagnoser. Ja det er hårdt, men det er på ingen måder enden. Det er stadig nøjagtig det samme barn, bare med en anderledes hjerne.

jeg kan anbefale fb “mit barn har måske adhd/autisme, hvad nu?”

Jeg frygter hans fremtid, mange med autisme kan ikke have et voksenliv uden hjælp, det er mit håb og drømme for ham, som smuldrer væk

Er ikke på Facebook og kommer det heller ikke

Ro på. Alt efter hvor han ligger på autismespektrummet er der ret stor sandsynlighed for at det bliver en meget normal tilværelse - måske bare med ekstra hjælp/specialskole osv. Min mand er har autismespektrumforstyrrelse, som først er blevet diagnosticeret da han var 30+ og han har familie, job og én (meget specifik) hobby, præcis som alle andre. Han kræver bare mere struktur og forudsigelighed, men det er virkelig ikke det store problem, når først man accepterer at det ikke er lystbetonet, men en nødvendighed for ikke at smelte sammen.

Man kan sagtens have et godt liv med ASF - især hvis der bliver taget hensyn og hånd om det fra barnsben. Skriv evt. til Autismeforeningen, der kan man snakke med andre der står i lignende situation og måske finde nogle ligesindede venner til barnet.

Sidder bare og græder, og har brug for at høre fra andre, hvis børn har muligvis autisme, min fylder 3 til februar.��

Hvilke udfordringer har jeres børn?

Kære TS,

Jeg har en søn som har Aspergers, og lad mig starte med at sige at han i dag er næsten 20 år og jurastuderende!

Det har været en lang og til tider hård vej, at komme hertil hvor vi er i dag, men det har været det hele værd.

Vi fik første gang mistanke om, at noget var udenfor normalen da han startede i skole, da han simpelthen fungerede rigtigt ringe med de andre børn, og med voksne som ikke formåede at stille de rigtige rammer for ham (alt skal give mening i hans verden, så at sige, at noget skal han "bare fordi" er en dårlig ting). Der gik fra 0. klasse til ca. 7 klasse med at finde den rigtige diagnose, den rigtige skole (han har været på 4 skoler, inden den 5 skole var det helt rigtige), og ja det har været hårdt indimellem, det skal ingen hemmelighed være, men vi er blevet mødt med sagsbehandlere som gerne ville hjælpe, og det hjælper også hvis man engang imellem er lidt hård og kontant når systemet er rigidt, og det hjalp at jeg tog alle de møder vi skulle igennem, som værende en arbejdsopgave, så jeg satte mit "arbejdsfjæs" på, sørgede for at have mødereferater, hvem skal gøre hvad, og hvornår skal vi snakke sammen igen, og om hvad i orden. For den måde kunne jeg hele tiden have fat i den lange ende, så at sige. Også har der selvfølgelig være alle dumpene på vejen, hvor vi forældre blev kede, vrede og frustreret, ikke så meget på vores søn som menneske, men mere på hele situationen, for hvorfor kunne skolerne ikke rumme ham, hvorfor stak han af fra skolerne, og hvorfor var han så vred og ked indimellem. Da han ramte 8 klasse (reelt 9. klasse iflg alder), fandt vi endelig den rigtige skole, med de rigtige rammer, og de voksne som kunne nå ind til ham. Også skete der noget helt fantastisk!

Han tog 8 og 9 klasse på 1 skoleår, og kom ud med et super gennemsnit, som gjorde at han kunne komme på en autisme linje på teknisk gymnasium, som han igen færdiggjorde så han kunne komme ind på jurastudiet. Han fik en kæreste i 8-9 klasse, som han var sammen med i et år , og han blev så meget mere afbalanceret, og i stand til at arbejde med sig selv.

Han flyttede hjemmefra i sommers, da han læser på Fyn og vi bor på Sjælland.  Han har klare sig selv (selvfølgelig ringer han hjem og spørger om ting, som enhver anden), men i det store hele er han selvstyrende.

Ser vi hans Aspergers i dag, ja da, men på en anden måde, for han er ikke så vred, ked og frustreret længere, men der skal forsat være rammer, og han er ikke særlig "kærlig", som fysisk kontakt men mere omsorgsfuld i hans ord, også kan han forsat være kæmpe stædig, men vi har jo som familie også lært hvornår vi skal presse ham lidt, og hvornår vi blot skal lade ham være, og lære det på egen hånd.

Så fat mod, det er ikke verdens undergang. Det ER hårdt, det skal ingen hemmelighed være, men det behøver ikke ende med at alle ens planer om fremtiden skal ændre sig. 

Anonym skriver:

Sidder bare og græder, og har brug for at høre fra andre, hvis børn har muligvis autisme, min fylder 3 til februar.��

Hvilke udfordringer har jeres børn?

Hvis det er autisme så kæmp for en specialskole. Det giver meget bedre rammer, og barnet slipper for at have stress konstant. Inklusion er noget djævlen har opfundet. Alt for mange ender med en dårlig tid og flyttes ved 12 års alderen til et specialtilbud har vi hørt. Vores dreng blev flyttet i 2. Klasse og det har gjort underværker.

Udfordringer: han er stædig/ regid ifht lektielæsning og løsning af opgaver. Det kan være svært at starte venskaber... men dem han har er tætte og gennem mange år. Angstreaktioner ved nogle ting - vaccinationer, at gå med maske f.eks men ellers ikke. Han er umoden for sin alder og tager ikke selv rundt og shopper/tager alene afsted i bio - han er 12 år. Det skal nok komme, men ikke så hurtigt. Jeg regner derfor heller ikke med at han flytter hjemmefra når han er 18. Han skal have en kæreste der forstår han og hans facon... og generelt kan dating med autisme være udfordrende, fordi der er mange ukonkrete og usagte ting. 

Spektret er jo helt fra dem det ernpå institution og ikke har sprog og som går med ble som voksen... til højt intelligente familiemennesker det er lidt mere regide end andre og har mere behov for struktur med høje stillinger. 

Hvad ser du af udfordringer nu - det er stadigvæk en tidlig alder?

Anonym skriver:

Hvis det er autisme så kæmp for en specialskole. Det giver meget bedre rammer, og barnet slipper for at have stress konstant. Inklusion er noget djævlen har opfundet. Alt for mange ender med en dårlig tid og flyttes ved 12 års alderen til et specialtilbud har vi hørt. Vores dreng blev flyttet i 2. Klasse og det har gjort underværker.

Udfordringer: han er stædig/ regid ifht lektielæsning og løsning af opgaver. Det kan være svært at starte venskaber... men dem han har er tætte og gennem mange år. Angstreaktioner ved nogle ting - vaccinationer, at gå med maske f.eks men ellers ikke. Han er umoden for sin alder og tager ikke selv rundt og shopper/tager alene afsted i bio - han er 12 år. Det skal nok komme, men ikke så hurtigt. Jeg regner derfor heller ikke med at han flytter hjemmefra når han er 18. Han skal have en kæreste der forstår han og hans facon... og generelt kan dating med autisme være udfordrende, fordi der er mange ukonkrete og usagte ting. 

Spektret er jo helt fra dem det ernpå institution og ikke har sprog og som går med ble som voksen... til højt intelligente familiemennesker det er lidt mere regide end andre og har mere behov for struktur med høje stillinger. 

Hvad ser du af udfordringer nu - det er stadigvæk en tidlig alder?

Altså bortset fra han er bagud sproglig, oplever jeg det ikke så meget herhjemme, det kan knibe med at fastholde hans opmærksomhed, men i dagplejen gider han ikke rigtig de andre børn, gør ikke opmærksom på sig selv, tager ikke initiativ til en leg eller udvider legen.

Anonym skriver:

Altså bortset fra han er bagud sproglig, oplever jeg det ikke så meget herhjemme, det kan knibe med at fastholde hans opmærksomhed, men i dagplejen gider han ikke rigtig de andre børn, gør ikke opmærksom på sig selv, tager ikke initiativ til en leg eller udvider legen.

Ok - der kan jo være nogle obs punkter. Men han er jo heller ikke specielt gammel. 
Vores har aspergers og vi så også meget mindre til det hjemme end i vuggestuen/børnehaven.

Nu har vi en del med autisme i vores familie. 

De klarer sig alle. Den eneste som har svært ved at klare sig selv er min 60årige tante. Hun fik først diagnosen som 58-årig. Men har altså levet et liv med arbejde (været svært) og fået 4 børn. Hvor af den næstældste har autisme også. Og han har altså en laaaaangvideregående uddannelse og et godt job i et ministerium. 

Langt de fleste med autisme klarer sig virkelig godt, hvis de får de rette redskaber. De vokser op og for en forståelse for, hvad der kan være en udfordring for dem og ved hvordan de skal takle dem. 

For mig er det at have autisme ikke ret anderledes end at have et særegent behov for at klare tingene på en særlig måde. 

Ja - der findes autister med en dårlig IQ - som er meget handicappede. Men det er for det første meget få. Størstedelen er faktisk højt begavede eller normalt begavede. 

Har du et menneske med autisme - har du mødt et menneske som er lige så forskelligt som resten af befolkningen. 

Nu kender jeg 8 autister. De er mega forskellige. Det de har tilfælles er, at de er meget ligefremme i deres tale og at de kan lige forudsigelighed. De har alle forskellige hobbyer. 
omend 3 af dem er for vilde til det med tal!Den ene er leder i et statistik firma. 

Så… ro på. Find ud af, hvordan din dreng kan blomstre - for det kan han. Bare på en anden måde end du lige kender til. Men han kan få et fantastisk lykkeligt og spændende liv - både med familie og job. Autisme er ikke en forhindring - det er en anden måde at fokusere på ting i verden. Lær hans måde at være i verden på. Det kan virkelig også være en gave.