Min mor og jeg knirker

Er alene med to skønne unger, er 42 år.

Flyttede hjemmefra som 15 årige, da jeg ikke kunne med min mors daværende mand, og min mor var ligeglad.

Har haft svært ved at sige fra overfor min mor i mit voksenliv, trods hun har budt på store skuffelser, vil nævne nogle episoder, og det er kun nogle få jeg nævner her;

Min den ældste dreng, på daværende tidspunkt var han 11 år, blev indlagt på onkologisk børneafdeling på Rigshospitalet, han var sikker på han skulle dø, og hans mor her var virkelig bange se ham ligge der, kun 16 kg, få sondemad og ikke kunne tale pga voldsom mundbetændelse, vi lå der over 1 måned, og fik besøg af min mor en enkelt gang, men jeg fik ikke et kram, men en skideballe, hun var ikke kommet for at skulle se på min daværende kærestes stomi pose, (Han havde lige fået stomi pga hans tarm sprang, han var ved at dø, og skulle selv vænne sig til hans nye situation), hvis han fik strakt sig kunne man se meget lidt af den, synes det var totalt ufølsomt af hende i alle henseender.

Hun har haft flegnet ud på min den ældste, da han var 11 år, pga han var taget ud og spise med hende/hans mormor, imens var jeg hjemme og havde lidt alene tid, og da han finder ud af jeg har hygget med popcorn, siger han; det ville jeg gerne have været med til, min mor råber hvor utaknemlig han er, og hun tager hendes sko af og smider dem i vores retning, da min søn vil undskylde, får han en dør i hovedet af hende, vi ser hende ikke mere den dag, og næste morgen lader hun som ingenting, min den ældste har ikke kunne hende siden.

Jeg blev kørt ned gående af en bil, højgravid med min den mindste, vi er begge heldige vi overlevede, min mor kom ikke.

Min den ældste på nu 17 år, fik en tid til første covid vaccine d.9 oktober, han måtte aflyse to tider tidligere pga sygdom, desværre faldt tiden sammen med, min den lille og jeg skulle på weekend hos min mor, men jeg ville selvfølgelig være hjemme, hvis han skulle blive dårlig, og han ber mig også om at ikke tage afsted, da han er angst for indsprøjtninger efter hans sygdomsforløb,  prøver på at forklare min mor det, og at mine børn altid kommer først, vi havde næsten lige været på weekend hos hende, men hun siger det noget pjat og vi har bare at komme, jeg sender hende efterfølgende en besked, at vi kommer ikke, og at hun synes det er noget pjat, er hendes problem, har ikke hørt fra hende siden, jeg er skuffet over at hun ikke kan sætte sine egne følelser til side for hendes barnebarn, i mine øjne spørger en mormor ham; hvordan det er gået, når hun ved hvor angst han er for indsprøjtninger, men nej intet, og han blev virkelig dårlig til vaccination.

Det var meningen vi skulle derover til Mortens aften, men en ting er om jeg høre noget, en anden ting er, at jeg har det virkelig stramt med hende, næsten hver gang jeg har haft hende i røret, er jeg ked efterfølgende, hun taler altid ned til mig, mine meninger og holdninger er ligegyldig.

Min ønske var, at min den mindste, som nu er 2 år, skulle få en god relation til sin mormor, men hvordan gør jeg det, uden at "blive kørt ned af min mor"?

Jeg har ingen råd

men hvis det var mig der var i dine sko ville jeg stoppe kontakten. Ja det er så nemt at skrive men pyh hun lyder godt nok ikke sød

plus jeg tror du vil have godt af at komme til en psykolog for at komme ud med alle de ting men også få mere indblik i hvorfor hun gør det . 
det var først der min man virkelig fik sat ord og hjælp til hvordan han skulle takle sin mor 

Anonym skriver:

Er alene med to skønne unger, er 42 år.

Flyttede hjemmefra som 15 årige, da jeg ikke kunne med min mors daværende mand, og min mor var ligeglad.

Har haft svært ved at sige fra overfor min mor i mit voksenliv, trods hun har budt på store skuffelser, vil nævne nogle episoder, og det er kun nogle få jeg nævner her;

Min den ældste dreng, på daværende tidspunkt var han 11 år, blev indlagt på onkologisk børneafdeling på Rigshospitalet, han var sikker på han skulle dø, og hans mor her var virkelig bange se ham ligge der, kun 16 kg, få sondemad og ikke kunne tale pga voldsom mundbetændelse, vi lå der over 1 måned, og fik besøg af min mor en enkelt gang, men jeg fik ikke et kram, men en skideballe, hun var ikke kommet for at skulle se på min daværende kærestes stomi pose, (Han havde lige fået stomi pga hans tarm sprang, han var ved at dø, og skulle selv vænne sig til hans nye situation), hvis han fik strakt sig kunne man se meget lidt af den, synes det var totalt ufølsomt af hende i alle henseender.

Hun har haft flegnet ud på min den ældste, da han var 11 år, pga han var taget ud og spise med hende/hans mormor, imens var jeg hjemme og havde lidt alene tid, og da han finder ud af jeg har hygget med popcorn, siger han; det ville jeg gerne have været med til, min mor råber hvor utaknemlig han er, og hun tager hendes sko af og smider dem i vores retning, da min søn vil undskylde, får han en dør i hovedet af hende, vi ser hende ikke mere den dag, og næste morgen lader hun som ingenting, min den ældste har ikke kunne hende siden.

Jeg blev kørt ned gående af en bil, højgravid med min den mindste, vi er begge heldige vi overlevede, min mor kom ikke.

Min den ældste på nu 17 år, fik en tid til første covid vaccine d.9 oktober, han måtte aflyse to tider tidligere pga sygdom, desværre faldt tiden sammen med, min den lille og jeg skulle på weekend hos min mor, men jeg ville selvfølgelig være hjemme, hvis han skulle blive dårlig, og han ber mig også om at ikke tage afsted, da han er angst for indsprøjtninger efter hans sygdomsforløb,  prøver på at forklare min mor det, og at mine børn altid kommer først, vi havde næsten lige været på weekend hos hende, men hun siger det noget pjat og vi har bare at komme, jeg sender hende efterfølgende en besked, at vi kommer ikke, og at hun synes det er noget pjat, er hendes problem, har ikke hørt fra hende siden, jeg er skuffet over at hun ikke kan sætte sine egne følelser til side for hendes barnebarn, i mine øjne spørger en mormor ham; hvordan det er gået, når hun ved hvor angst han er for indsprøjtninger, men nej intet, og han blev virkelig dårlig til vaccination.

Det var meningen vi skulle derover til Mortens aften, men en ting er om jeg høre noget, en anden ting er, at jeg har det virkelig stramt med hende, næsten hver gang jeg har haft hende i røret, er jeg ked efterfølgende, hun taler altid ned til mig, mine meninger og holdninger er ligegyldig.

Min ønske var, at min den mindste, som nu er 2 år, skulle få en god relation til sin mormor, men hvordan gør jeg det, uden at "blive kørt ned af min mor"?

Kære du jeg har en ligende mor  var terapi i mine 20 er for at forstå hende 

jeg har været terapi da jeg var i 20 erne fordi jeg skulle finde Hul og hale i alt det her efter 2 års terapi -

Jeg genkender det mønster din mor gøre -

Hun er følelsesmæssig umoden og hun kommer aldrig at ændre sig - Det er du NØD til at acceptere - Du er også nød til at acceptere hun aldrig kommer at være den mor du fortjener ALDRIG, som i  ALDRIG - 

Den bedste “forudsigelser” overfor “opførelse” er den du har set før 

- OM du er desperate at ha hende i dit liv, så skal du acceptere hende for den hun er, og vide om der skulle ske noget så kan du ikke forvente hun er der for dig 

- Og det med at “forstå” hende kan du lige så godt droppe der har jeg brugt timevis af mit liv med, og det er spil af tid fordi du kommer ALDRIG at forstår Sådan nogen mennsker - Aldrig 

- Min mor er i mit liv men meget perifert - og jeg VED hvad jeg kan forvente - Da jeg blev syge og græd i tlf lagde hun på - Hun ringer aldrig som i aldrig og jeg har tre børn og en mand 

- Hun elsker offerrolle den er den bedste hun ved - så når hun skaber drama ringer jeg bare ikke i nogen måneder så kan hun ikke indvolvere mig - Har klare grænser 

- Please prøv at forstå det er IKKE dig, selvom du havde BMI på 18 - Fantatiske arbejde, Smuk - flot hus - Så vild du aldrig være god nok til hende 

- Vild stærk anbefalde dig terapi - Ja det er dyrt men Nej hvor er det befriende - 

Anonym skriver:

Er alene med to skønne unger, er 42 år.

Flyttede hjemmefra som 15 årige, da jeg ikke kunne med min mors daværende mand, og min mor var ligeglad.

Har haft svært ved at sige fra overfor min mor i mit voksenliv, trods hun har budt på store skuffelser, vil nævne nogle episoder, og det er kun nogle få jeg nævner her;

Min den ældste dreng, på daværende tidspunkt var han 11 år, blev indlagt på onkologisk børneafdeling på Rigshospitalet, han var sikker på han skulle dø, og hans mor her var virkelig bange se ham ligge der, kun 16 kg, få sondemad og ikke kunne tale pga voldsom mundbetændelse, vi lå der over 1 måned, og fik besøg af min mor en enkelt gang, men jeg fik ikke et kram, men en skideballe, hun var ikke kommet for at skulle se på min daværende kærestes stomi pose, (Han havde lige fået stomi pga hans tarm sprang, han var ved at dø, og skulle selv vænne sig til hans nye situation), hvis han fik strakt sig kunne man se meget lidt af den, synes det var totalt ufølsomt af hende i alle henseender.

Hun har haft flegnet ud på min den ældste, da han var 11 år, pga han var taget ud og spise med hende/hans mormor, imens var jeg hjemme og havde lidt alene tid, og da han finder ud af jeg har hygget med popcorn, siger han; det ville jeg gerne have været med til, min mor råber hvor utaknemlig han er, og hun tager hendes sko af og smider dem i vores retning, da min søn vil undskylde, får han en dør i hovedet af hende, vi ser hende ikke mere den dag, og næste morgen lader hun som ingenting, min den ældste har ikke kunne hende siden.

Jeg blev kørt ned gående af en bil, højgravid med min den mindste, vi er begge heldige vi overlevede, min mor kom ikke.

Min den ældste på nu 17 år, fik en tid til første covid vaccine d.9 oktober, han måtte aflyse to tider tidligere pga sygdom, desværre faldt tiden sammen med, min den lille og jeg skulle på weekend hos min mor, men jeg ville selvfølgelig være hjemme, hvis han skulle blive dårlig, og han ber mig også om at ikke tage afsted, da han er angst for indsprøjtninger efter hans sygdomsforløb,  prøver på at forklare min mor det, og at mine børn altid kommer først, vi havde næsten lige været på weekend hos hende, men hun siger det noget pjat og vi har bare at komme, jeg sender hende efterfølgende en besked, at vi kommer ikke, og at hun synes det er noget pjat, er hendes problem, har ikke hørt fra hende siden, jeg er skuffet over at hun ikke kan sætte sine egne følelser til side for hendes barnebarn, i mine øjne spørger en mormor ham; hvordan det er gået, når hun ved hvor angst han er for indsprøjtninger, men nej intet, og han blev virkelig dårlig til vaccination.

Det var meningen vi skulle derover til Mortens aften, men en ting er om jeg høre noget, en anden ting er, at jeg har det virkelig stramt med hende, næsten hver gang jeg har haft hende i røret, er jeg ked efterfølgende, hun taler altid ned til mig, mine meninger og holdninger er ligegyldig.

Min ønske var, at min den mindste, som nu er 2 år, skulle få en god relation til sin mormor, men hvordan gør jeg det, uden at "blive kørt ned af min mor"?

Jeg ville stoppe kontakten. Jeg havde flejnet den gang hun kastede med sko og ramte sønnen med en dør. 

Du bliver ved med at besøge hende, hun har virkelig voldsomme reaktioner og det er ikke ok. 

Anonym skriver:

Kære du jeg har en ligende mor  var terapi i mine 20 er for at forstå hende 

jeg har været terapi da jeg var i 20 erne fordi jeg skulle finde Hul og hale i alt det her efter 2 års terapi -

Jeg genkender det mønster din mor gøre -

Hun er følelsesmæssig umoden og hun kommer aldrig at ændre sig - Det er du NØD til at acceptere - Du er også nød til at acceptere hun aldrig kommer at være den mor du fortjener ALDRIG, som i  ALDRIG - 

Den bedste “forudsigelser” overfor “opførelse” er den du har set før 

- OM du er desperate at ha hende i dit liv, så skal du acceptere hende for den hun er, og vide om der skulle ske noget så kan du ikke forvente hun er der for dig 

- Og det med at “forstå” hende kan du lige så godt droppe der har jeg brugt timevis af mit liv med, og det er spil af tid fordi du kommer ALDRIG at forstår Sådan nogen mennsker - Aldrig 

 

- Min mor er i mit liv men meget perifert - og jeg VED hvad jeg kan forvente - Da jeg blev syge og græd i tlf lagde hun på - Hun ringer aldrig som i aldrig og jeg har tre børn og en mand 

- Hun elsker offerrolle den er den bedste hun ved - så når hun skaber drama ringer jeg bare ikke i nogen måneder så kan hun ikke indvolvere mig - Har klare grænser 

 

- Please prøv at forstå det er IKKE dig, selvom du havde BMI på 18 - Fantatiske arbejde, Smuk - flot hus - Så vild du aldrig være god nok til hende 

 

- Vild stærk anbefalde dig terapi - Ja det er dyrt men Nej hvor er det befriende - 

 

 

 

Wow det er vild læsning du har skrevet det er lige sådan min mand fik det at vide af hans psykolog .

Kære du. Menneskedyret er jo sådan indrettet, at børn kan finde sig i snart sagt alle svigt og overgreb fra deres forældre, og alligevel vil blive ved med at søge deres accept og kærlighed. Sådan overlever vi fra naturens side, og derfor elsker vi ofte vores forældre, selv når de er skadelige for os.

Du drømmer om en relation til din mor. Ikke mindst på dine børns vegne. Men den mor du drømmer om en relation til, er ikke den mor du har fået. Og det er så smerteligt og uretfærdigt, men du kan ikke lave det om. I stedet har du fået en mor, som er følelsesmæssigt skadet og som lader sine skader gå videre ud over dig og nu også dine børn. Og det skal du afskærme både dig selv og dine børn fra. Det er dit ansvar at bremse den onde cirkel. Et tungt ansvar, som gør ondt. Og så skal du opsøge noget hjælp til at bearbejde de skader, som du utvivlsomt selv har fået påført af at vokse op med en kvinde som hende. Således at du kan komme godt videre i livet og forsøge også at hjælpe dine børn videre ovenpå de skræmmer de også har fået. 
Det er okay at sige nej her i livet, når nogen eller noget ikke er gode for os. Også selvom det gør ondt

Wow... det ikke bare knirker. Det er da absurd læsning. Hun ville ryge ud til højre her. Det er en giftig relation og du og dine børn lyder ikke til at have gavn af hende.

interresant

bolder skriver:

interresant

Hvad kan trådstarter bruge den kommentar til? Ja undskyld mig.

Mum4life skriver:

Hvad kan trådstarter bruge den kommentar til? Ja undskyld mig.

Det er en fake profil