Hvornår viser jeg den nye kæreste frem

Jeg fik endelig smidt mine 3 børns (vuggestue barn, børnehave barn, skole barn) far ud, som jeg har levet et forfærdeligt og usundt forhold med. 

De fleste mener han er narcisist (staves?) og efter læst om det, kan jeg godt se det. Det var psykiskvold. Alkohol og egentlig nok mere kokain uden jeg egentlig var klar over det igennem hele forholdet. Og han hjalp kun til med børnene 5-10 procent. 
det tog mig 11 år før jeg fandt ud af, at det egentlig ikke var mig der var noget galt med (bevares jeg kan også være en surmokke osv osv) men at det rent faktisk var ham der var problemet, kan man sige det sådan? 
vores børn blev enormt påvirket og også jeg, og da nok egentlig også ham selv, men det var hårdt. 
flere og flere måneder bad jeg ham ca hver anden uge til en gang om ugen om at flytte men han gad ikke, hvor jeg så tilsidst måtte smide ham ud og siden da røg stene af mine skuldre, jeg blev så meget fri, måske lyder det overdrevet, men gik og smilede fordi jeg bare følte mig endelig “fri”? Nu kunne jeg gå og gøre hvad jeg havde lyst til herhjemme uden at blive kritiseret, kigget skævt på, brokket sig over mig, skældt mig ud og bare været efter mig. 

Vi har ingen faste aftaler endnu, selvom jeg er åben. Men kan ikke få faste aftaler igennem, kun hvis det er herhjemme/ eller jeg er med. Da han stadig vil have os som en familie? 
der er gået 4 mdr og jeg er helt ovre ham og aldrig har jeg haft det bedre end jeg har nu, og bare end jeg havde da jeg endelig fik smidt ham ud. 

nu har jeg mødt en ny mand, ingen børn men super skøn og sød. Han vil mig virkelig. Vi er ikke kærester, og han har ikke mødt børnene. 

mit spørgsmål er hvornår må vi egentlig mødes med ham, så børnene møder ham? Hvad ville i gøre osv? og hvordan ville i gøre det?
hvornår kalder man sig kærester efter endt forhold til børnenes far?

mit store barn ved jeg har en ven som er ham men det er self iorden at have venner af modsatte køn. 
hvad gør jeg?

Det er nok et spørgsmål temperament

Jeg synes dog personligt at 4 mdr efter brud med faren til at vise en ny frem er utroligt tidligt. Det tror jeg bestemt ikke er børnenes behov.  Jeg ville vente  

Det skal føles rigtig for jer, men jeg ville også overveje nøje om det vil være dit/jeres eller børnenes behov. 

Personligt ville jeg vente til nyforelskelsen har lagt sig 

4 måneder siden du gik fra din x, hvornår har du så mødt den nye? For det kan ikke være længe.

Jeg ville vente i hvert fald et halvt år, måske 1 år afhængig af forholdet 

Dine børn har slet ikke fundet ro i deres nye tilværelse, hvor mor og far ikke er sammen. Ingen grund til at give dem mere forvirring ved at introducere en ny. 

Personligt ville jeg vente til Næste skridt nærmest var at flytte sammen. Før det har børnene slet ikke gavn af at møde ham og slet ikke nu. For man kan sige, vil man flytte samme er det fordi det er seriøst og man har en ide om at være sammen for evigt og så giver det mening børnene er en del af det- før det har intet med børnenes behov at gøre. 
Så når I er sikre på hinanden kan I præsenterer han for børnene, ikke før. Og så nyde hinanden hver anden weekend eller hvornår børnene nu er hos far. 
Men det er bare min holdning og erfaring, som skilsmissebarn. 

Anonym skriver:

Jeg fik endelig smidt mine 3 børns (vuggestue barn, børnehave barn, skole barn) far ud, som jeg har levet et forfærdeligt og usundt forhold med. 

De fleste mener han er narcisist (staves?) og efter læst om det, kan jeg godt se det. Det var psykiskvold. Alkohol og egentlig nok mere kokain uden jeg egentlig var klar over det igennem hele forholdet. Og han hjalp kun til med børnene 5-10 procent. 
det tog mig 11 år før jeg fandt ud af, at det egentlig ikke var mig der var noget galt med (bevares jeg kan også være en surmokke osv osv) men at det rent faktisk var ham der var problemet, kan man sige det sådan? 
vores børn blev enormt påvirket og også jeg, og da nok egentlig også ham selv, men det var hårdt. 
flere og flere måneder bad jeg ham ca hver anden uge til en gang om ugen om at flytte men han gad ikke, hvor jeg så tilsidst måtte smide ham ud og siden da røg stene af mine skuldre, jeg blev så meget fri, måske lyder det overdrevet, men gik og smilede fordi jeg bare følte mig endelig “fri”? Nu kunne jeg gå og gøre hvad jeg havde lyst til herhjemme uden at blive kritiseret, kigget skævt på, brokket sig over mig, skældt mig ud og bare været efter mig. 

Vi har ingen faste aftaler endnu, selvom jeg er åben. Men kan ikke få faste aftaler igennem, kun hvis det er herhjemme/ eller jeg er med. Da han stadig vil have os som en familie? 
der er gået 4 mdr og jeg er helt ovre ham og aldrig har jeg haft det bedre end jeg har nu, og bare end jeg havde da jeg endelig fik smidt ham ud. 

nu har jeg mødt en ny mand, ingen børn men super skøn og sød. Han vil mig virkelig. Vi er ikke kærester, og han har ikke mødt børnene. 

mit spørgsmål er hvornår må vi egentlig mødes med ham, så børnene møder ham? Hvad ville i gøre osv? og hvordan ville i gøre det?
hvornår kalder man sig kærester efter endt forhold til børnenes far?

mit store barn ved jeg har en ven som er ham men det er self iorden at have venner af modsatte køn. 
hvad gør jeg?

 

Det er 4 måneder siden du var helt ude af det med din ex, og du har en ny. Jeg ville vente, dine børn skal lige lære en hverdag uden far og bare nyde deres mor. De skal lige have fred og ro..

Du beskriver at dine børns barndom indtil nu har været præget af et hjem med psykisk vold og misbrug. At det nu er kulmineret i en voldsomt skilsmisse. At det er under er halvt år siden at deres far flyttede. For guds skyld: Giv de børn noget ro, giv dem tid til at hele. Giv dem al din støtte og opmærksomhed, så de på sigt kan komme godt og trygt videre i deres nye tilværelse, som knapt endnu er landet. De har ingen, ingen glæde af at skulle forholde sig til en ny kæreste i mors liv. De har brug for at du sammen med dem finder ro og stabilitet.

Jeg er enig med de andre i, at du skal vente - længe - før du involverer børnene. Men jeg mener også, at du skal slå lidt koldt vand i blodet for din egen og din nye mulige partners skyld. Med dét, du har været igennem og kun lige har lagt bag dig, har du først og fremmest brug for at finde dig selv og dine egne ben at stå på, før du binder dig til en anden. 
Du har haft en mand, som du ikke var lykkelig med, og som har behandlet dig dårligt. Det er selvfølgelig muligt, at du allerede har mødt den store kærlighed, men det kunne også let tænkes, at du er så taknemmelig for blot at møde interesse og varme, at du ikke ser helt klart. Groft sagt, at du binder dig til den første og bedste, der vil dig, uden at gennemtænke og mærke efter, om der nu også er tale om én, du - og dine børn - kan have en fremtid sammen med. I kan umuligt have lært hinanden indgående at kende på så kort tid. 

Hyg dig endelig med ham, men giv det tid - masser af tid - før du forpligter dig og laver planer for fremtiden. Og sørg for guds skyld for at blive stærk og selvstændig, i stand til at klare dig selv uden en mand.