Tanker før fødsel

Jeg har termin om en uge med vores andet barn. Vi har en dreng på 2 år i forvejen og venter en pige. 

Jeg ligger søvnløs om natten. Det har stået på nogle uger efterhånden. Mine tanker kredser rundt om det samme emne. Mon der er nogen derude, som kan genkende det. 

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg finder kærlighed nok til 2 børn og om jeg kan det. Min første graviditet var meget nem, og jeg elskede ham allerede ved de to streger. Jeg har ikke haft det på samme måde den her gang, og da kvalmen, opkasten og hovedpinerne begyndte havde jeg øjeblikke, hvor jeg ønskede hun ikke blev. 

Jeg har forsøgt at tale med min mor og et par tætte veninder om det. Det har ikke været nogen succes. Jeg føler mig som verdens dårligste mor  

Jeg har også talt med min mand om det. Han kysser mig bare og siger vi finder ud af det. 

Jeg havde de samme tanker.. Og havde da også en helt anden følelse, da jeg fik min søn op end da jeg fik min datter op.. Med min datter kunne det ikke gå hurtigt nok, og jeg forsvandt ind i en kærlighedsbobbel i samme sekund, jeg så hende.. Med min søn havde jeg absolut ingen følelser med det samme - syntes faktisk bare, at han var lidt ulækker med alt det slim og blod.. 

Men da vi så kom hjem, tog jeg mig selv i, at jeg lidt skubbede min datter væk rent følelsesmæssigt, fordi jeg havde en lillebror at passe på, og pludselig troede jeg, at kærligheden til min datter var væk.. Men det var den ikke.. Jeg havde bare svært ved at kunne håndtere to kærlighedsfølelser.. Så i dag elsker jeg dem begge lige højt men på hver sin måde, fordi de er to forskellige individer.. Så bare rolig.. Kærligheden skal nok komme

Tror bestemt ikke der er noget unormalt i de følelser og jeg tror mange, som venter deres barn 2 tænker, hvordan ksn jeg overhovedet komme til at elske to så højt. Her venter jeg nummer 3 og tænker nogle gange lidt det samme. Med min søn som er nummer 2, der kunne jeg godt mærke da han kom at kærligheden ikke var lige så stor som den jeg havde for min datter på daværende tidspunkt, men det virkede faktisk helt okay for jeg skulle jo lige lære den lille gut at kende. Og alle følelser var helt indstillet på at jeg skulle gøre alt for ham. Og kærligheden vokser og vokser bare sådan - og vupti lige pludselig har man to man elsker til månen og tilbage. 

håber du får lidt ro på - og en dejlig fødsel venter lige om hjørnet! 

Jeg havde samme tanker, og hvor jeg tog en mase billeder af maven i første graviditet, købte en masse baby ting og læste alt litteratur om baby første gang, så har jeg nærmest ikke nogen billeder fra denne graviditet.

Når jeg tænker over min kærlighed til børnene, så er min kærlighed til min lille søn, en instinktiv kærlighed  ( omsorg, beskyttertrang, symbiose) den er stærk men på sådan en primitiv måde hvor det gør ondt at være adskilt. Min store pige på nu 7 år elsker jeg på sin vis stadig sådan, men jeg elsker hende også for den person hun er, altså en mere afslappet kærlighed der rummer stolthed, glæde og samhørighed. 

Summarum elsker jeg begge, men på forskellige måder.

Jeg har for kort tid siden fået lillesøster, storebror er 2,4 år. Det var en helt anden graviditet, en helt anden følelse, mange tanker og meget frygt for hvordan det ville blive... Da min søn blev født følte jeg med det samme at jeg kendte ham, og at vi hørte sammen. At det var os to der bare skulle være sammen. Da min datter blev født kunne jeg slet ikke "genkende" hende. Jeg havde ikke umiddelbart den vilde samhørighed med hende, og jeg synes stadig ikke jeg har fundet ud af hvem hun er.

Det er pisse hårdt at have to små børn, og jeg går meget på kompromis hele tiden. Det er simpelthen SÅ anderledes for mig denne her gang, og jeg var dybt ulykkelig de første 3 uger. Men nu begynder det er vende, og jeg får mere og mere af den kærlighedsfølelse som jeg husker fra min søn. Det er en kæmpe lettelse. Den fleste tid med min datter føltes lidt mekanisk; amning, skiftning, putning... Det var ting der skulle gøres, men jeg havde svært ved at finde lykken i det. Den har jeg nu, og jeg elsker at vågne op hver morgen og kigge på mine to sovende børn...

Det er vigtigt at du er åben omkring det, fortæl om dine følelser, og giv det tid. Gå ikke i panik hvis du ikke føler kærligheden med det samme - det er normalt! 

Kære alle

Tak for jeres svar. Jeg har læst dem rigtig mange gange. Jeg fødte lillesøster i søndags. Jeg ved ikke om jeg elsker hende endnu, men jeg er lykkelig