Savner min søn selvom vi er sammen.

Jeg kan slet ikke holde til den her kærlighed. Jeg synes min lille søn er det mest vidunderlige og værdifulde i hele verden og jeg savner ham hele tiden selvom vi er sammen hver dag hele døgnet. 

Vi havde en mega hård start og vores forløb slutter langt fra endnu, måske der derfor det er så overvældende denne gang. Det skræmmer mig at jeg er blevet sådan en løvemor og slet ikke kan undvære ham. 

Med vores to større børn elskede/elsker jeg dem også ubetinget højt. Men denne gang er det bare så anderledes og jeg skammer mig. Jeg er vanvittigt bange for at miste ham (selvom det er der ikke noget der indikerer jeg gør nu). Men i starten var der ingen der rigtigt troede på vi fik ham med hjem fra hospitalet, så måske det derfor.

Jeg kan ikke holde til det her, den overvældende kærlighed som fylder SÅ meget at jeg har isoleret mig fuldstændig fra omverdenen. Hvordan kan man være så lykkelig og skæmt på samme tid uden nogen forstår det. Vores søn er idag et år og havde håbet det havde lagt sig lidt nu og var blevet mere "håndgribeligt" at rumme nu.

Troede ikke man kunne elske for meget, men er jeg bange for man godt kan. Han skal jo ikke skærmes fra oplevelser og verden, selvom jeg har lyst til at pakke ham ind i vat.

Det er klart at du har en følelse af/frygt for at miste ham, når I har haft så hård en start, at der var en chance for at, han ik kom hjem fea sygehuset!

Det er en form for efter fødsels reaktion, og det ka måske være en rigtig god ide, at få snakket det hele igennem med en professionel, som ka hjælpe dig med, at hvile lidt mere i jeres hårde start. Vh Stine 

Anonym skriver:

Jeg kan slet ikke holde til den her kærlighed. Jeg synes min lille søn er det mest vidunderlige og værdifulde i hele verden og jeg savner ham hele tiden selvom vi er sammen hver dag hele døgnet. 

Vi havde en mega hård start og vores forløb slutter langt fra endnu, måske der derfor det er så overvældende denne gang. Det skræmmer mig at jeg er blevet sådan en løvemor og slet ikke kan undvære ham. 

Med vores to større børn elskede/elsker jeg dem også ubetinget højt. Men denne gang er det bare så anderledes og jeg skammer mig. Jeg er vanvittigt bange for at miste ham (selvom det er der ikke noget der indikerer jeg gør nu). Men i starten var der ingen der rigtigt troede på vi fik ham med hjem fra hospitalet, så måske det derfor.

Jeg kan ikke holde til det her, den overvældende kærlighed som fylder SÅ meget at jeg har isoleret mig fuldstændig fra omverdenen. Hvordan kan man være så lykkelig og skæmt på samme tid uden nogen forstår det. Vores søn er idag et år og havde håbet det havde lagt sig lidt nu og var blevet mere "håndgribeligt" at rumme nu.

Troede ikke man kunne elske for meget, men er jeg bange for man godt kan. Han skal jo ikke skærmes fra oplevelser og verden, selvom jeg har lyst til at pakke ham ind i vat.

 

 

Jeg tænker også at du skal være opmærksom på en efterfødselsreaktion. 
Hvis I har haft en hård opstart og der har været en reel chance for at jeres søn ikke kom med hjem fra sygehuset, tænker jeg der helt naturligt sidder en frygt i dig om hans ve og vel. 

Jeg synes virkelig du skal hive fat i sundhedsplejersken eller lægen og få hjælp til at rumme dine følelser. Det er dejligt at du knuselsker din søn, men det skal jo, som du selv skriver, ikke hæmme ham i at opleve verdenen. 

Men jeg kan så fortælle at mit 3. barn også er blevet elsket på en anden måde end mine to første. Jeg skammer ikke. For de har fået og får ligeså meget kærlighed. Men jeg var 10 år ældre da vi fik nr. 3. De to store havde jeg ligesom på samme tid, da de er meget tæt på hinanden og der var bare mere fart over feltet.  Hvor med 3. barn var der bare ro og jeg kunne nyde barslen på en helt anden måde. Det var 3. barn og rutinen var der bare.