Bedsteforældre engagerer sig ikke

Sagen er den, at vi har to børn under 3 år. Det er de første og eneste børnebørn på begge sider.

Vi oplever, at vores forældre har meget travlt med deres eget liv. Nu skal det ikke misforstås, det synes vi er rigtig godt. Vi har aldrig tænkt bedsteforældre som pasningsmuligheder. De arbejder alle og ved sygdom og andet klarer vi det selv. Altså vi ringer ikke i tide og utide om hjælp til praktiske ting. Men jeg havde forstillet mig, at vores forældre ville vise mere interesse for deres børnebørn. Jeg har kun haft et godt forhold til min farmor. Mine andre bedsteforældre har bare været nogen som dukkede op til fødselsdage eller lignende. 

Vi forsøger at besøge dem en gang om måneden mindst. De bor nogle timer væk i bil og det kræver planlægning. Det gør der naturligvis også den anden vej, men de kommer bare aldrig på besøg. Min far er den der kommer mest, og har i løbet af det sidste 1,5 år været her 2 gange i alt.

Gode relationer går vel begge veje, eller er det vores opgave som forældre, at sikre dem mellem bedsteforældre og børnebørn? 

Er der nogen som har oplevet lignende? Snakkede I med dem? Hvordan? Og hvad kom derud af det? 

Anonym skriver:

Sagen er den, at vi har to børn under 3 år. Det er de første og eneste børnebørn på begge sider.

Vi oplever, at vores forældre har meget travlt med deres eget liv. Nu skal det ikke misforstås, det synes vi er rigtig godt. Vi har aldrig tænkt bedsteforældre som pasningsmuligheder. De arbejder alle og ved sygdom og andet klarer vi det selv. Altså vi ringer ikke i tide og utide om hjælp til praktiske ting. Men jeg havde forstillet mig, at vores forældre ville vise mere interesse for deres børnebørn. Jeg har kun haft et godt forhold til min farmor. Mine andre bedsteforældre har bare været nogen som dukkede op til fødselsdage eller lignende. 

Vi forsøger at besøge dem en gang om måneden mindst. De bor nogle timer væk i bil og det kræver planlægning. Det gør der naturligvis også den anden vej, men de kommer bare aldrig på besøg. Min far er den der kommer mest, og har i løbet af det sidste 1,5 år været her 2 gange i alt.

Gode relationer går vel begge veje, eller er det vores opgave som forældre, at sikre dem mellem bedsteforældre og børnebørn? 

Er der nogen som har oplevet lignende? Snakkede I med dem? Hvordan? Og hvad kom derud af det? 

 

Har du prøvet at fortælle dem hvad du føler ? 

jeg har selv sidder i samme situation da børnene var mindre og det hele vidste sig simpelthen at bunde ud i at bedsteforældrene ikke ville presse på, da børnefamilier ofte har meget travlt. De ventede derfor oftest til vi selv ringede og inviterede dem 

Har du prøvet at fortælle dem hvad du føler ? 

jeg har selv sidder i samme situation da børnene var mindre og det hele vidste sig simpelthen at bunde ud i at bedsteforældrene ikke ville presse på, da børnefamilier ofte har meget travlt. De ventede derfor oftest til vi selv ringede og inviterede dem 

Nej. Vi har ikke decideret snakket med dem om vores oplevelse af deres engagement. 
Men de måneder hvor vi ikke kan besøge alle 3 (min mands forældre er skilt) samme weekend, inviterer vi dem. De har altid et eller andet de skal. Så ender det med vi kører turen flere gange i weekenderne. 

Vi har sagt til dem at de altid er velkommen her, men vi synes det er svært at tage op med dem. 

Besøgte de jer inden I fik børn?

Hvordan er jeres forhold? - Altså jeg ville sagtens kunne sige til min mor, hvis der var noget jeg var utilfreds med, men vi er også tætte.

Ligesom min mand ville kunne sige noget til sine forældre, hvis han var utilfreds eller bare komme med lidt stikpiller (her var det fx altid os der skulle tage initiativ til at inviterer og inviterede også os selv på besøg hos dem, ellers skete der intet, men med lidt stikpiller er det ikke sådan mere , tværtimod kunne det være rart at undværer svigerfar indimellem, som ofte tror at han bor her)

Vi har det samme problem herhjemme, bortset fra at at alle bedsteforældre bor 10 min væk  ingen har tid og det er så frustrerende. På et tidspunkt sagde jeg det til min mor at jeg synes at det var ærgerligt at hun ikke så børnebørnene så meget også sagde hun at hun så dem da tit, på det tidspunkt var det 3 måneder siden sidst at hun havde set dem  jeg tror bare at de har så travlt med sig selv at de ikke tænker over det. Der er heller ikke nogen af bedsteforældrene der er gode til at være i øjenhøjde med børnene, de er alle meget “voksne” i deres væremåde, jeg tror også at det betyder noget

Jeg er enig i at det nok er en god ide simpelthen at sige det til dem, måske holder de virkelig igen fordi de ikke vil presse sig på. 

Derudover kan man nok bare ikke sammenligne med vores egne bedsteforældre - tiden er en anden end dengang. Mine egne forældre er selvom de er pensionerede voldsomt aktive, og farer rundt. De ser ofte vores børn fordi vi bor tæt på, men de tager dem ikke lige 2-4 dage i ferierne som mine bedsteforældre gjorde - det har de sørme ikke tid til ind imellem golf, fitness, dans, frokostaftaler, weekend ture mm.

Og så er nogen jo bare heller ikke gode bedsteforældre. Mine svigerforældre “råber” altid højlydt op om hvor meget de elsker deres børnebørn, men faktum er, at de egentlig ikke rigtig interesserer sig for dem. De har nærmest aldrig haft en reel samtale med børnene, og ingen af dem ved noget som helst om deres liv, venner eller interesser. De er ikke dårlige mennesker, de er bare sådan (og børnene opdager heldigvis ikke noget).

Fortvivlet skriver:

Besøgte de jer inden I fik børn?

Hvordan er jeres forhold? - Altså jeg ville sagtens kunne sige til min mor, hvis der var noget jeg var utilfreds med, men vi er også tætte.

Ligesom min mand ville kunne sige noget til sine forældre, hvis han var utilfreds eller bare komme med lidt stikpiller (her var det fx altid os der skulle tage initiativ til at inviterer og inviterede også os selv på besøg hos dem, ellers skete der intet, men med lidt stikpiller er det ikke sådan mere , tværtimod kunne det være rart at undværer svigerfar indimellem, som ofte tror at han bor her)

 

Nej det gjorde de nok egentlig heller ikke. Der har altid været en forventning om at vi kommer til dem. Vi har et fint forhold, men min mor og især min svigerfar kan godt tage sådan nogle ting meget nært.  

Anonym skriver:

Vi har det samme problem herhjemme, bortset fra at at alle bedsteforældre bor 10 min væk  ingen har tid og det er så frustrerende. På et tidspunkt sagde jeg det til min mor at jeg synes at det var ærgerligt at hun ikke så børnebørnene så meget også sagde hun at hun så dem da tit, på det tidspunkt var det 3 måneder siden sidst at hun havde set dem  jeg tror bare at de har så travlt med sig selv at de ikke tænker over det. Der er heller ikke nogen af bedsteforældrene der er gode til at være i øjenhøjde med børnene, de er alle meget “voksne” i deres væremåde, jeg tror også at det betyder noget

Min far er rigtig god til vores børn, når han endelig ser dem. De andre not so much

Anonym skriver:

Jeg er enig i at det nok er en god ide simpelthen at sige det til dem, måske holder de virkelig igen fordi de ikke vil presse sig på. 

Derudover kan man nok bare ikke sammenligne med vores egne bedsteforældre - tiden er en anden end dengang. Mine egne forældre er selvom de er pensionerede voldsomt aktive, og farer rundt. De ser ofte vores børn fordi vi bor tæt på, men de tager dem ikke lige 2-4 dage i ferierne som mine bedsteforældre gjorde - det har de sørme ikke tid til ind imellem golf, fitness, dans, frokostaftaler, weekend ture mm.

Og så er nogen jo bare heller ikke gode bedsteforældre. Mine svigerforældre “råber” altid højlydt op om hvor meget de elsker deres børnebørn, men faktum er, at de egentlig ikke rigtig interesserer sig for dem. De har nærmest aldrig haft en reel samtale med børnene, og ingen af dem ved noget som helst om deres liv, venner eller interesser. De er ikke dårlige mennesker, de er bare sådan (og børnene opdager heldigvis ikke noget).

Vi forventer sådan set heller ikke at de skal sætte deres liv på pause, og som skrevet så trækker vi heller ikke på dem i forhold til at få hjælp. 

Det er svært for os at tage op, fordi vi forudser at der godt kan komme lidt konflikter. Men måske vi bare skal få det sagt. 

Nu er begge vores børn ikke så gamle, at det er mange meningsfulde samtaler. Men det er faktisk kun min far der kan finde på at sætte sig ned på gulvet. 

Det er fuldstændig det samme her. Farmor bor endda i samme by. Mine børn har aldrig haft et tæt forhold til deres bedsteforældre og får det heller aldrig. De er 12 1/2 år og 14 år. De snakker selvfølgelig med dem når vi ser dem, men hvis jeg spørger om de vil med hjem og besøge dem gider de aldrig - og sådan har det været i flere år.

Jeg har også direkte sagt det både til mormor og farmor, at jeg er kede af at de ikke har et tæt forhold, men de kan bare ikke se det.

Så jeg kan bare gå i mine egen tanker og være lidt ærgelig over, at se andre have et tæt forhold, hvor de gør alle mulige ting sammen. Men der er ikke noget at gøre ved det og jeg kan ikke ændre det.