Angst for at miste

Jeg er blevet gjort opmærksom på for nyligt, at min dreng på 2.5 år, ikke trives i dagplejen som jeg troede, er det man kalder en hønemor, og har altid spurgt hver dag, hvordan det er gået, og har altid fået advide, at det gik fint, så det slog mig helt ud, at sandheden var en anden.

I august havde jeg samtale med dagpleje pædagog, ang talepædagog da han er bagud med sprog, her fik jeg så også advide, at hun så en dreng, der skulle have et skub/hjælp til at lege med de andre, han observere fra sidelinjen, han er meget tilbageholdende i dagplejen, i går startede vi til mor/barn gymnastik, jeg ville gerne se om han var så tilbageholdende overfor de andre børn, men han var opsøgende og spurtede rundt, det eneste jeg bemærkede var, at det var svært at fastholde hans opmærksomhed til en forhindring på banen, han ville bare gerne løbe rundt med de andre og prøve det hele på en gang.

Dagpleje pædagogen vil gerne have ergoterapeut til at se på ham, som jeg ikke helt forstår, da han er med motorisk.

Herhjemme er han slet ikke den de beskriver, men en vildbasse, han er en der skal se folk an, inden han bløder op, men nu er min den store på 18 år særlig sensitiv, så det gjorde han også.

Jeg er bange for, at man tænker jeg er en dårlig mor, nu når han tilsyneladende skiller sig ud, og vil gerne høre om, der er andre derude hvor deres børn har nogle udfordringer, om de også har gået med angsten for at få fjernet sit barn? Blive stemplet som en dårlig mor.

Men hvorfor skulle din drengs udfordringer handle om at du skulle være en dårlig mor? Det har jeg rigtig svært ved at se hvorfor det skulle hænge sammen. 

jeg tror der er RIGTIG MANGE af os forældre der har oplevet at vores børn i kortere eller længere perioder ikke har trives, udviklet sig efter bogen osv. og det er jo noget der er stort fokus på idag i institutionerne.

min egen søn har selv været en dreng der ikke lige passede ind i det sociale og trak sig fra de andre børn, havde andre interessser og vi har været hele PPR møllen igennem - og her til sidst står vi med den konklusion at der ikke er noget som helst galt og nu har han fundet ind i fællesskabet i den børnehave han er flyttet til i mellemtiden - og vi har ikke været dårlige forældre for ham ! 

slap du bare helt af, lyt til deres bekymringer og kom til bunds i det, men der er ingen grund til at begynde at føle skyld. Og jeg er ret sikker på at der ikke kommer nogen og tager din søn fra dig��

Anonym skriver:

Jeg er blevet gjort opmærksom på for nyligt, at min dreng på 2.5 år, ikke trives i dagplejen som jeg troede, er det man kalder en hønemor, og har altid spurgt hver dag, hvordan det er gået, og har altid fået advide, at det gik fint, så det slog mig helt ud, at sandheden var en anden.

I august havde jeg samtale med dagpleje pædagog, ang talepædagog da han er bagud med sprog, her fik jeg så også advide, at hun så en dreng, der skulle have et skub/hjælp til at lege med de andre, han observere fra sidelinjen, han er meget tilbageholdende i dagplejen, i går startede vi til mor/barn gymnastik, jeg ville gerne se om han var så tilbageholdende overfor de andre børn, men han var opsøgende og spurtede rundt, det eneste jeg bemærkede var, at det var svært at fastholde hans opmærksomhed til en forhindring på banen, han ville bare gerne løbe rundt med de andre og prøve det hele på en gang.

Dagpleje pædagogen vil gerne have ergoterapeut til at se på ham, som jeg ikke helt forstår, da han er med motorisk.

Herhjemme er han slet ikke den de beskriver, men en vildbasse, han er en der skal se folk an, inden han bløder op, men nu er min den store på 18 år særlig sensitiv, så det gjorde han også.

Jeg er bange for, at man tænker jeg er en dårlig mor, nu når han tilsyneladende skiller sig ud, og vil gerne høre om, der er andre derude hvor deres børn har nogle udfordringer, om de også har gået med angsten for at få fjernet sit barn? Blive stemplet som en dårlig mor.

Fast men kærligt - stop dig selv (så godt som du nu kan det).

Du vil aldrig - som i ALDRIG få taget et barn fra dig fordi det har vanskeligheder. Der er masser af børn med autisme, ADHD, ordblindhed, sprog problemer osv osv. Man kan hjælpe som forældre ved at indgå i samarbejde med professionelle. Men det er ikke din skyld og ingen vil stemple dig som dårlig mor. 

Jeg har selv en med asperger og en anden med diabetes. Min veninde har en med kromosomfejl og en anden har også en med asperger og angst. En anden har en teenager med anoreksi.  Mulige udfordringer er mange - og det er bare i den nære vennekreds. 

Godt  råd - tag imod hjælp. En ergoterapeut kigger på hele sanseapparatet. Det er for at vurdere om der er problemer med sanseintegrationen. Der er børn der bare har problemer med det - og så er der børn med diagnoser (autisme, ADD, ADHD) hvor man ser udsving på sansetest ifh. normen.

Vend det om... hvis/når du møder børn med atypisk adfærd, autisme eller bare mere indadvendte end andre osv. tænker du så dårligt om forældrene..?

Jeg er selv dagplejer - og jeg er sikker på at der ikke er nogen der tænker du er en dårlig mor

Det er bare med at tage imod den hjælp man kan få, måske er der noget og måske slet ikke

Så helt ro på. Men stil endelig de spørgsmål du har brug for at vide, eller hvis der er noget der ikke giver mening for dig, det er trods alt dit barn