Orker ikke mere

Jeg tror jeg er på vej at blive deprimeret

Har snakket med lægen   jeg scorede ikke på de ting han spurgte mig, ERGO så er jeg ikke deprimeret mener han - ( Dårlig læge, kan ikke skifte alle er optaget) 

Jeg er holdt op med at lave aftensmad, fordi Jeg gider ikke mere - Ingen af børnene spiser noget uden når det er pita brød, så spiser de brød, det er vores ældste der så frygtelig kræsen, og de andre børn følger ham - De spiser Seriøst ikke noget, de spiser brød, pasta og pizza, alt andet sidder min mand og jeg alene mens børnene får rugbrød eller havregrød, så nu har jeg bare droppet den varme mad, min mand er sur, men han kan sagtens lave noget men gider ikke 

Min mand er det “type” der aldrig roser ( Seriøst i 15 år har hans mor aldrig sagt et pænt ord til os) Men han skal nok sige om det smager dårligt

Jeg har bare fået nok!!! Jeg magter ikke mere, jeg føler mig ikke, som mor men, som en Zombie der skal tage mig af ALT! Og når Jeg ikke gøre det falder det fra hinanden -

Vi har prøvet madkasser, det var okay, men droppede det da kødet gang og gang var så ulækkert, der var altid en masse sener i osv.

- Hvad skal jeg gøre at komme ovenpå?

Jeg er så udkørte jeg er ikke den varme søde mor jeg vild være, men en vred mor med korte lunte  

Lyder til, at der skal ske noget anderledes hjemme hos jer. 

Er det kun madsituationen, der stresser dig eller er det hele hverdagen? For så lyder det til, at du er nødt til at snakke med noget (lægen igen fx), inden det går helt galt. 

Er det primært omkring maden, den en gal, så er du og din mand nødt til at få noget fælles struktur på den. Fx at I skriftes til at have ansvaret for madlavningen hver anden uge og at I i weekenden laver mad sammen med børnene. Er de inddraget i madlavningen, så vil de måske også hellere spise det. Udvid med nogle retter, som I ved, at de mindste godt kan lide. Og så er det det, der kommer på bordet, ikke andet. De kan ikke blive ved med at leve af brød og pizza for evigt. 

Dårlig læge eller ej, så er der ikke noget i dit indlæg, der tyder på, at du har en depression eller er på vej til det. Der er en situation i dit liv, som er frustrerende og belastende. Den kan og skal du selvfølgelig gøre noget for at ændre, og her må din mand også komme ind i kampen. 

Som en anden skriver - du lyder ikke deprimeret i klinisk forstand. Og din læge gjorde det helt korrekte ved af stille dig de screeningsspørsmål. Hvis du ikke slår ud på dem, er du ikke deprimeret (i klinisk forstand).

Du nævner mange ting:

1) kræsne børn og en frusterende madsituation.

2) En mand (og svigermor) som du mangler anerkendelse fra. 

3)Zombie tilstand og at du står med det hele.

Tingene hænger ikke sammen .. du skal forventningsafstemme med din mand mht. fordeling sf praktiske opgaver... så du ikke føler du sidder med det hele. 

Tal med ham om hvad du mangler af anerkendelse. Og hold det på egen banehalvdel. Ikke slå ham i hovedet. 

Du skal nok også sove mere for at komme væk fra zombie tilstanden. Gå tidligt i seng.

Jeg ville helt glemme kræsenheden - det er vitterligt det mindst interessante problem. Det skal nok komme. Brug kræfterne på at få parforholdet op at køre. Måske kan børnene vælge mad og hjælpe med madlavning. 

Mor og meget mere skriver:

Dårlig læge eller ej, så er der ikke noget i dit indlæg, der tyder på, at du har en depression eller er på vej til det. Der er en situation i dit liv, som er frustrerende og belastende. Den kan og skal du selvfølgelig gøre noget for at ændre, og her må din mand også komme ind i kampen. 

Men det er der - 

Jeg har været deprimeret før, og jeg regere med vrede -

Jeg har en nær faster som har arbejdet i psykiatrien, i over 20 år hun er meget dygtig sygeplejske jeg snakke med hende, hun sagde det lød til jeg var på vej ned -

derfor gik jeg til lægen, og hun er uenige med min læge, men jeg jeg er også altid træt men så snart jeg går i seng falder jeg ikke til ro -

Alt er blevet mindre intense - 

jeg har ikke lyst at ende i en depression,  og jeg håber virkelig ikke jeg har en eller får en -

jeg vild bare være ovenpå igen, og ikke blive træt af lille opgaver