Jeg har ikke lyst til at leve...

Jeg vil ikke mere. Jeg har en psykisk sygdom som er blusset op igen efter en længere periode hvor jeg har været symptomfri. Jeg har måtte melde mig ud af mit studie og søge kontanthjælp. Nu skal jeg i et aktiverings forløb som jeg slet ikke kan overskue. 

Jeg vil virkelig ikke mere nu. Jeg vil ikke være syg, jeg vil ikke være her. Jeg vil bare være væk. 

Jeg er ikke selvmordstruet. Jeg hverken lyst til eller planer om at begå selvmord. Jeg er alene med 2 små børn og mit ansvar overfor dem vægter alligevel højere end min ulyst til at være. 

Jeg tør ikke sige det højt. Jeg er bange for at man ikke tror på mig, for at jeg overreagerer/lader som om. Jeg har ikke lyst til at bekymre min mor unødigt. Særligt ikke fordi hun rejser på ferie i morgen, og jeg vil IKKE være grund til at hun bliver hjemme eller får ferien ødelagt. Jeg har ikke lyst til at sige det til min kontaktperson i psykiatrien, for jeg vil ikke indlægges. 

Det er ikke hverdag jeg har det sådan her, og heller ikke hele tiden. Jeg elsker mine børn og elsker at være sammen med dem, og vi har haft en dejlig weekend. Alligevel sidder jeg nu og græder stille for mig selv. Jeg føler ikke mine problemer er seriøse nok til at jeg burde ringe til nogen. Jeg er jo ikke akut truet af noget. Jeg er bare inderligt ked af det og ville ønske jeg kunne holde op med at være. 

Samtidigt gør det inderligt ondt at sidde med den følelse. Jeg føler mig så inderligt alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Få hjælp. Nu. Ring til din mor. Du og dine børn er langt vigtigere end en ferie. Skynd dig at ringe! 

Kære ts. 

Det lyder til du har det rigtigt rigtigt skidt, og hvor synes jeg det er "synd" for dig at du skal sidde alene med dine tanker fordi du ikke føler de er realle eller alvorlige nok. Samt frygten for dine medmennesker ikke tror helt på dig.

Har du evt overvejet at kontakte psykiatrisk skadestue?  For som du skriver så vægter du dine børn højere end lysten til ikke at være her,  men du skal da ikke hive og slæbe dig gennem dagene og kun føle du lever for dine børn. Du skal også leve et liv for dig. Og en af de gode, du fortjener at være glad og i harmoni med dig selv, og dine børn fortjener en glad mor

Psykisk sårbarhed er ikke et tabu og må aldrig blive det. Det er ligeså alvorlig og virkeligt som et brækket ben om ikke værre for den der er ramt og de påførende.

Ang aktivering. Kan du ikke blive sygemeldt? Så du ikke skal forholde dig til aktivering mm når du har det som du har det? 

Anonym skriver:

Jeg vil ikke mere. Jeg har en psykisk sygdom som er blusset op igen efter en længere periode hvor jeg har været symptomfri. Jeg har måtte melde mig ud af mit studie og søge kontanthjælp. Nu skal jeg i et aktiverings forløb som jeg slet ikke kan overskue. 

Jeg vil virkelig ikke mere nu. Jeg vil ikke være syg, jeg vil ikke være her. Jeg vil bare være væk. 

Jeg er ikke selvmordstruet. Jeg hverken lyst til eller planer om at begå selvmord. Jeg er alene med 2 små børn og mit ansvar overfor dem vægter alligevel højere end min ulyst til at være. 

Jeg tør ikke sige det højt. Jeg er bange for at man ikke tror på mig, for at jeg overreagerer/lader som om. Jeg har ikke lyst til at bekymre min mor unødigt. Særligt ikke fordi hun rejser på ferie i morgen, og jeg vil IKKE være grund til at hun bliver hjemme eller får ferien ødelagt. Jeg har ikke lyst til at sige det til min kontaktperson i psykiatrien, for jeg vil ikke indlægges. 

Det er ikke hverdag jeg har det sådan her, og heller ikke hele tiden. Jeg elsker mine børn og elsker at være sammen med dem, og vi har haft en dejlig weekend. Alligevel sidder jeg nu og græder stille for mig selv. Jeg føler ikke mine problemer er seriøse nok til at jeg burde ringe til nogen. Jeg er jo ikke akut truet af noget. Jeg er bare inderligt ked af det og ville ønske jeg kunne holde op med at være. 

Samtidigt gør det inderligt ondt at sidde med den følelse. Jeg føler mig så inderligt alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Du er ikke alene. 
Jeg har selv kæmpet med den slags i mange år. Og kender Mange andre, som også har. 
En sygdom som er blusset op igen, siger du; og derfor har du meldt dig ud af studiet? 
Hvad gjorde du sidst, for at sygdommen kom ‘under kontrol’/ var til at holde ud? 
Tag nogle dybe indåndinger. Du må gerne have de følelser, du har.
Den søde gamle hippie Louise L. Hay har hjulpet mig meget. Kan kun anbefale alt fra hende. Der er masser gratis på YouTube. 
Det er feel good lytning. Som den mor, jeg havde ønsket mig, at jeg havde haft. 

Du må gerne sende mig en privat besked, hvis du vil. Skal godt nok i seng meget snart - den lille sover Endelig! Mine arme er som bly og jeg føler mig helt tyndslidt. Som om jeg er en skygge af mig selv. 
Tænk at kunne sove… bare til man vågner af sig selv… sådan … at være udhvilet. 
Ud.hvilet. 
Skønt ord.

Kan svagt huske, at jeg har prøvet det. Det føltes sådan roligt. Jeg følte mig hel. 
Men det kommer jo igen den søvn… jeg får jo forhåbentlig lov at opleve det igen om nogle år. 

Esj skriver:

Kære ts. 

Det lyder til du har det rigtigt rigtigt skidt, og hvor synes jeg det er "synd" for dig at du skal sidde alene med dine tanker fordi du ikke føler de er realle eller alvorlige nok. Samt frygten for dine medmennesker ikke tror helt på dig.

Har du evt overvejet at kontakte psykiatrisk skadestue?  For som du skriver så vægter du dine børn højere end lysten til ikke at være her,  men du skal da ikke hive og slæbe dig gennem dagene og kun føle du lever for dine børn. Du skal også leve et liv for dig. Og en af de gode, du fortjener at være glad og i harmoni med dig selv, og dine børn fortjener en glad mor

Psykisk sårbarhed er ikke et tabu og må aldrig blive det. Det er ligeså alvorlig og virkeligt som et brækket ben om ikke værre for den der er ramt og de påførende.

Ang aktivering. Kan du ikke blive sygemeldt? Så du ikke skal forholde dig til aktivering mm når du har det som du har det? 

Jeg har overvejet at ringe til psyk skadestue, men jeg har jo ikke som sådan et akut problem. 

Jeg ringede til min mor, og vi blev enige om at jeg snakker med min kontaktperson i morgen. Og så var hun glad for at jeg sagde det til hende.

Da jeg meldte mig ledig på jobcentret fik jeg at vide at der ikke er noget der hedder sygemeldt på uddannelseshjælp, og det her forløb er obligatorisk for at redegøre hvor hurtigt jeg kan være videre. Den første uge er der 4 dages mødepligt. Det er så svært for mig at overskue. Men der er ingen vej uden om hvis jeg vil have penge fra dem.

Hamse88 skriver:

Få hjælp. Nu. Ring til din mor. Du og dine børn er langt vigtigere end en ferie. Skynd dig at ringe! 

Tak. Jeg ringede til min mor.

Anonym skriver:

Tak. Jeg ringede til min mor.

Det er jeg glad for at høre. Jeg håber du får den hjælp du har brug for. 

Anonym skriver:

Jeg vil ikke mere. Jeg har en psykisk sygdom som er blusset op igen efter en længere periode hvor jeg har været symptomfri. Jeg har måtte melde mig ud af mit studie og søge kontanthjælp. Nu skal jeg i et aktiverings forløb som jeg slet ikke kan overskue. 

Jeg vil virkelig ikke mere nu. Jeg vil ikke være syg, jeg vil ikke være her. Jeg vil bare være væk. 

Jeg er ikke selvmordstruet. Jeg hverken lyst til eller planer om at begå selvmord. Jeg er alene med 2 små børn og mit ansvar overfor dem vægter alligevel højere end min ulyst til at være. 

Jeg tør ikke sige det højt. Jeg er bange for at man ikke tror på mig, for at jeg overreagerer/lader som om. Jeg har ikke lyst til at bekymre min mor unødigt. Særligt ikke fordi hun rejser på ferie i morgen, og jeg vil IKKE være grund til at hun bliver hjemme eller får ferien ødelagt. Jeg har ikke lyst til at sige det til min kontaktperson i psykiatrien, for jeg vil ikke indlægges. 

Det er ikke hverdag jeg har det sådan her, og heller ikke hele tiden. Jeg elsker mine børn og elsker at være sammen med dem, og vi har haft en dejlig weekend. Alligevel sidder jeg nu og græder stille for mig selv. Jeg føler ikke mine problemer er seriøse nok til at jeg burde ringe til nogen. Jeg er jo ikke akut truet af noget. Jeg er bare inderligt ked af det og ville ønske jeg kunne holde op med at være. 

Samtidigt gør det inderligt ondt at sidde med den følelse. Jeg føler mig så inderligt alene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Stort kram og varme tanker. Husk, det går over igen. Selvom det er svært nu. Og jo, du skal ringe til din kontaktperson eller en anden du er tryg ved. Det er ikke for meget at bede om hjælp. Tænk på, at du forebyggger for ikke at få det endnu være. for dine børns skyld og din egen!

hvad hjalp dig sidst du var syg, hvilke positive tiltag var gode? Prøv at træk på dine erfaringer, du kender dig selv bedst.

Søde ts

Jeg er glad for at læse at du ringede til din mor - du er så meget vigtigere end ferie og alt muligt materielt.

Din mor vil gerne hjælpe dig, og jeg håber du får den hjælp i systemet du har brug for så du kan komme ovenpå

Kram til dig

Har du fået det lidt bedre?