Jeg har en søn på et år, som er født med isoleret ganespalte. Vi har været rigtig meget igennem med ham i starten, da spalten blev diagnosticeret sent (da han var ti uger). Det blev kun diagnosticeret fordi jeg selv tog kontakt til Rigshospitalet og det sidder virkelig meget i mig at vi ikke fik hjælp tidligere på trods af jeg opsøgte egen læge flere gange og vi var indlagt i tolv dage efter fødslen da han ikke kunne spise.
Idag er han sund og rask og en dejlig lille tyksak. Men nu nærmer tiden sig hvis han skal have lukket sin gane, og jeg kan slet ikke klare tanken.
Føler mig meget alene om alle de følelser der er omkring det. Min mand er ikke i tvivl om at selvfølgelig skal vores søn opereres, for ellers bliver hans sprog aldrig udviklet ordentligt. Men jeg kan simpelthen ikke... Jeg vil ikke have vores søn bliver opereret og føler mig som den værste forældre i verden når jeg ikke vil udsætte ham for det.
Alle omkring os bliver ved at påpege at det jo er det eneste rigtige for vores søn... Og ja... Jeg kan selvfølgelig godt se at det vil hjælpe ham meget at have sit sprog og jeg har indtil for nylig (indtil vi havde en samtale med den special sygeplejerske som følger ham) om hvordan operationen foregår og hvad vi skal før og efter tiden med operationen.
Efter det besøg kan jeg simpelthen ikke klare at han skal opereres.
Hun snakkede om hvordan min søn (som jo er så utroligt tillidsfuld og glad) vil blive påvirket i tiden efter operationen. Det kan jeg slet ikke holde til.
At jeg i op til tre uger efter operationen måske ikke kan kende min søn ift. hans opførsel. Den tanke skræmmer mig og jeg kan ikke.
Jeg ønsker slet ikke han skal udsættes for det eller igennem det. Han kan jo få et liv selvom han ikke er opereret. Der er da mange mennesker som af den ene eller anden årsag lever med tegnsprog og har det godt alligevel tænker jeg.
Hvordan bliver jeg mentalt okay med at min søn skal igennem det her ?
Følelsen af at være helt alene om de har tanker og følelser ødelægger mig, har ingen at betro mig til og græder meget for tiden. Når min søn griner og er glad for jeg dårlig samvittighed over hvad jeg om lidt skal udsætte ham for. Jeg kan næsten ikke være sammen med søn nu fordi det æder mig op når jeg ser på ham.
Det skal ikke misforstås, jeg ved godt et eller andet sted inderst inde, at han skal opereres. Men jeg føler det ødelægger alt mellem min søn og mig at jeg ikke er stærk nok.
Venlig hilsen en ulykkelig mor.
Trines svar
Kære du
Jeg føler med dig, for sikke et valg at står med og særlig hvis du føler dig alene med dine bekymringer.
Det er fuldt forståeligt at du føler dig svigtet af systemet og at det kan være svært for dig at have tillid til dem igen, efter det du har oplevede.
Og ja du har ret, der er mange mennesker der lever med tegnsprog eller dårlig tale, men er det et valg du kan leve med?
Kan du leve med at du er den, der har ansvaret for at din søn bliver handicappet?
Jeg tænker som du selv skriver, at der ikke er så meget et valg at træffe, for konsekvensen af ikke at lade ham blive opereret, er efter min mening ikke en mulighed.
Jeg tænker at det er vigtigt at du finder nogen at tale med, om denne situation.
Måske skal du finde en psykolog, måske er der tilknyttet en på børneafdelingen.
Lige meget hvad tænker jeg, at det er her du ikke skal bekymre dig om I har råd, men i stedet sørger for at du får den hjælp du har brug for.
For du er i en krise.
Og kriser der ikke bliver bearbejdet kan udvikle sig til traumer, som kan udvikle sig til post traumatisk stress, så det er vigtigt.
Når det så er sagt, så arbejdede jeg på et tidspunkt, med en pige som fik en mund operation. Og det der skete var faktisk det samme som sygeplejersken fortalte om, nemlig at hun i de først 3-4 uger ændrede karakter.
Hun var lige som din søn, en glad og tillidsfuld pige, men efter operationen blev hun stille og trak sig fra de andre børn.
Men det varede som sagt kun 3-4 uger hvorefter hun var tilbage til sit gamle jeg.
Jeg ved ikke om det går sådan med din søn, men jeg tænker at det nok gør og jeg tænker at det selvfølgelig kommer til at være svært at se sin søn ændre karakter.
Men hvis I giver ham masser af omsorg og tryghed tænker jeg at han kommer til at klare sig fint.
Jeg håber du kan bruge mit svar og så ønsker jeg dig og din lille familie al held og lykke.
Mange hilsner
Trine
www.naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk
