Eksperthjælp: Indvandrer med datter, der starter i skole

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

417 visninger
0 svar
1 synes godt om
12. september

Gitte Sander

Kærer Gitte

Jeg er en kvinde på 32 år og har 3 børn med min mand. Sagen er den at vores pige på 6 år er startet i skolen og med det mange nye ting.
Jeg har en anden etnisk baggrund (assyrian, et oldtiden gamle folke/region(da Jesus levet på jorden var det sprog han talte det vi taler=aramæisk . Irak. (man er ikke anerkendt for at være fra Irak. Der er Ca. Kun 2 millioner i verden tilbage kunne læse mig frem til 700 i Danmark.vi er Kristian. Vi er også under unicef i beskyttelse af kultur, da vi er en udø kultur )

jeg/vi (min familie) . ses ikke med andre fra vores kultur. Vi er mega godt integration. Men kan kun se at vi er lidt mørkeri huden og selvfølgelig mørkt hår. Mange tror vi er fra Spanien. Min søskende og jeg har bibelske engelsk navne også.
Min mand er dansk og vi valgt fra starten af at kun tale dansk til vores piger. De er super dygtig til dansk. Og vi lever meget dansk og "almindelige" (da jeg selv kun kan ca20% og 100%dansk)
De sidste par uger har vores datter på 6 år haft fokus på det at jeg kommer fra . Svar med byen jeg har livet i som barn fx Odense hvor hun så et par dage efter vender tilbage med, jamen mor du jo ikke født her i Danmark? Svar nej det er jeg ikke. Men jeg føler mig dansk og jeg taler dansk og elsker at bo her i Danmark og der hvor, jeg er født kan jeg ikke huske noget fra. Hun lytter men samtidig kan jeg se, at hun er frustreret. Man du er født i et andet land?
Ja det er jeg. Var mit svar.
Du taler aramæisk nogle gange med mormor. Så du er født i USA. (Da hun tror det er amerikansk vi taler.)
Jeg valger ikke at rette hende. Men er stille.
Jeg snakker med min mand om det sener den dag.
Grunden til jeg ikke retter er fordi jeg synes min etnisk baggrund er svær at forklar en 6 årige. Jeg har heller ikke lyst til at hun skal behandles andelse ved hun siger Irak. For det næste vil så være er du muslim? Som sagt jeg elsker Danmark. Man der er desværre meget skabes racisme i Danmark(vil jeg ikke komme ind på). Og at hun er halv dansk/ halv assyrian. Ja hvad er det. Jeg byder mig overhovedet ikke om det her halv af noget... Er man så ikke et helt menneske? Jagten på den anden halvdel som ikke eksisterer. For jeg kan ikke give eller lærer hende så meget om at være assyrian. For der er ikke noget vi "dyrker". Så er jeg bange for hun kommer til at vil lede efter det andet halv uden at hun nogensinde vil finde noget der fylder det halve.

Jeg har tænkt merer over hvorfor hun har spurgt. Jeg tror det er en mor fra klassen. der har spurgt hende om de her ting. Af nysgerrighed måske.
Første bliver jeg nemlig meget vred /ked af og tænkt det var en pædagog eller lærer i skolen der havde spurgt. Og kunne på ingen måder forstå det.
For man vil aldrig spørger et barn der har skilte. Hvorfor er din forældre skilt? Og hvem gik fra hvem.
Da jeg selv var 16 til 18 havde jeg lidt af en identitet krise. Og da var jeg til psykolog.

Jeg blev gift af kærlighed med min mand. Efter 9 år kæresterig min mand og jeg havde ikke tænkt over dette her overhovedet ikke. Igen vi lever "almindelige danske"
Jeg bryder mig heller ikke om ordet mix baby. For det er jo alle børn. Og heldigvis ingen der har sagt det til os.

I vores verden er vores børn 100% danske og ingen skal fortælle andet. Og på en måde vil jeg gerne fortælle hende at jeg/vi er del af de indvandrer, der er i Danmark. Men så kigger på de sociale medier og nyheder ovs. Hvordan der omtales af indvandrer er jo ikke li frem. At man synes man hører hjemme. Jeg har en da oplevet kollega tale grimt ovs også slutte af med "ikke dig Johanna"

Lidt info. Min søskende og jeg er alle uddannet og har fast job og sådan er det også for mine forældre. Min søskende har også kærester. Vi har boet her i 21år

Hvad vil du anbefale vi gør?
Eller må jeg hører dine tænker omkring dette?



Gittes svar

Kære Johanne,

Pyh, dit brev går lige i hjertet på mig. Hvor kan jeg dog godt forstå dine bekymringer for din datter og vildrede om hvad du skal sige hvornår.

Men ved du hvad, det du selv skriver, virker som det helt rigtige at gøre lige nu. Forsøge at svare så godt man kan i det tempo, familien er parat til det. Det nytter på den ene side ikke noget at forsøge at skjule sin baggrund, på den anden side kan der være overvældende konsekvenser af at sige noget, som sætter din datter i problemer.

Min klare erfaring er, at med åbenhed og ærlighed kommer man længst, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. I skal bare være jer selv og sige det hele lige ud, tænker jeg. Jeg ved godt, at der er en del racisme på de sociale medier osv., men jeg mener ikke at frygten skal have lov til at styre ens handlinger, når de er gode og rigtige.

Du skal huske på, at I ikke er alene. Jeg kan godt høre at der er måske ikke så mange i lige præcis den kultur, som I kommer fra, og at man kan blive forvekslet med en anden religiøs holdning. Men ved du hvad, det betyder i min optik ikke så meget.

Der er masser af børn i dag, der kommer fra alle mulige baggrunde, hvor forældrene kan sidde derhjemme og frygte om barnet vil blive drillet, klare sig godt osv. Alle forældre er bange for om ens barn vil blive accepteret i skolen. Og alle dem, der ikke lever helt almindeligt, frygter det lidt mere. Et barn har måske homoseksuelle forældre, et andet barn har ikke nogen far, et tredje barn er handicappet eller har en psykisk syg søster. Vi er allesammen forskellige, og det finder vi ud af, når vi er åbne og ærlige overfor hinanden. Ved at skabe tryghed for hinanden finder vi ud af, at der er ikke noget at frygte.

Din datter har selvfølgelig behov for at kende sine rødder, men så er det mere et spørgsmål om, hvornår hun skal vide det helt præcist. Jeg tror i hendes alder, at hun har mest brug for at have noget at svare, når de andre spørger. Men når hun spørger  så direkte, så ville jeg faktisk med rank ryg svare: "Jeg kommer fra Irak og jeg er kristen."

Tænk på, at din datter har brug for at se at du med stolthed og uden frygt ranker din ryg om hvem du er og hvilken historie du har. Hvis du viser hende det - at der er intet at frygte - kan hun være mere tryg. Hvorimod hvis du bliver lidt flakkende og ikke rigtig vil svare, så bliver det mere utrygt for hende. 

Børn i den alder er meget ligetil og dømmer ikke hinanden hårdt, de er bare nysgerrige. Hvis der bliver nogle problemer på grund af dette i skolen, vil jeg direkte mene at I bør skifte skole. Skolen skal kunne håndtere forskelle. I det mindste vil I altid kunne gå til klasselæreren og få en samtale, hvis der bliver problemer på den baggrund.

Prøv om ikke du kan vende det til noget  godt at I ikke har en gennemsnitlig dansk baggrund. Som sagt; der er så mange forskellige mennesker og familieformer i skolen i dag. I er bestemt ikke alene om at være lidt 'anderledes'. Dine børn behøver ikke komme til at lide særligt under det, tænker jeg. De børn, som er trygge hjemmefra, kan som regel sagtens begå sig i skolen, både socialt og fagligt. Du kan støtte det ved at åbne op for samvær med andre børn og familier.

Jeg forstår virkelig også godt dine tanker om at være 1/2 det ene og 1/2 det andet. I min optik er alle, der er født i Danmark danskere. Og det samme gælder, når man har boet og levet en vis tid i Danmark, at så bliver man dansk. 

Vi lever i en tid hvor vi, hvis vi ser det hele lidt fra helikopterperspektiv, globalt bliver mikset på kryds og tværs, samtidigt med at utroligt mange muligheder åbner sig for at få børn på alle mulige måder i alle mulige familieformer. Som jeg ser det har alle mødre og fædre en stor opgave i at opdrage sin børn til åbenhed og ærlighed, samt at gøre sit til at der kan skabes et stort fællesskab ud af forskellighederne.

Man kan vælge at kigge på de aspekter, hvor vi er forskellige. Men man kan også vælge at kigge på de aspekter, hvor vi er ens. Vi er alle sammen mennesker. Vi elsker allesammen vores børn. Vi vil alle gerne leve et fredeligt liv her på jorden og få det bedst mulige ud af livet. Plus der er mange andre ting vi har til fælles.

Ofte kan vi gå rundt og tro alt muligt om hinanden, forestille os alt muligt. Meget af det har ikke noget med realiteterne at gøre. Du kan ikke ændre på, hvad andre forestiller sig om jeres familie, eller hvilke fantasier andre mennesker har. Så det kan du lige så godt opgive, for det er ude af din kontrol. Men jo mere, du åbent viser, som er under din kontrol, jo mere realitet vil andre jo se, og jo mindre grobund er der for sladder og fantasier.

PS. Har du forøvrigt set den bevægelse af unge piger fra indvandremiljøet, hvordan de står op for sig selv? Når jeg ser det, tænker jeg, at de unge kvinder kommer til at gøre en stor forskel i forhold til at få integreret de forskelligheder vi taler om. Måske kunne du kontakte dem og høre, hvad der har hjulpet dem mest, at deres familie har gjort i deres opvækst?

Venlig hilsen,

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.