Eksperthjælp: Dilemma med svigerinde

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

405 visninger
0 svar
0 synes godt om
12. september

Gitte Sander

Dilemma med svigerinde..

Jeg står desværre i den ærgerlig situation, hvor min svigerinde (min kærestes søster) og jeg ikke kan kommunikere. Jeg vil prøve at gøre det kort, hvilket jeg nok ikke kan, da der er så meget.. Puha ??

Jeg har været sammen med min kæreste 3 år og så er vi lige blevet forældre til en lille dreng. Min kæreste har på de senere år, fået et rigtig godt forhold til sin søster efter hun fik børn, har han har været den sjove onkel, der altid har ville være der for dem og hjulpet hendes familie, da de har haft gang i mange projekter hele tiden. Hans søster har altid sagt, at han skulle finde sig en kæreste så hun kunne få en svigerinde og at hendes børn kunne få fætre og kusiner.

Efter min kæreste fortalte hans familie, at han skulle være far, er hende og mit forhold kun blevet dårligere. Hun har ikke vist nogen interesse, eller spurgt ind til min graviditet, hvilket har skuffet mig rigtig meget, da ingen i hans familie egentlig har. (min kæreste er ligeglad, da han sige at de ikke kan glæde sig på andres vegne, så det prøver jeg også at være) Jeg har fortalt min kæreste, at når jeg er alene med hans søster og hendes mand, så kigger de enten i deres telefoner eller så svare hendes mand kort, så det ikke giver anledning til en samtale. Min kæreste har konfronteret hans søster fornylig efter en episode, hvor hun formåede at ignorere det jeg sagde til hende 3 gange, ved bare at lukke fuldstændig af og kigge i sin tlf. Efter den episode er hendes mand også begyndt at ignorer lidt, når jeg snakker til dem, så nu spørger jeg ind til dem og deres hverdag, så kan de godt svare kort. Når min kæreste så kommer så kan de godt snakke, da han er rigtig godt til at spørge ind til dem hele tiden. Hun har engang sagt til mig i fuldskab, at deres far synes jeg er så stille så derfor har de ikke vidst nogen interesse for mig og min graviditet, da de ikke ved hvordan de skal håndtere stille mennesker. Jeg prøvede at tage det til mig, men også forsvare mig selv lidt, da det jo ikke er min hensigt at de ikke skal føle sig akavet i mit selskab, men ærgerede mig over at det var sådan de havde det. Min kæreste sad ved siden af og sagde ikke så meget.
Efterfølgende finder vi så ud af at det er hende der har det sådan og ikke min svigerfar.
Hele hans familie (oftes hende) kalder mig stadig nogle gange hans eks kærestes navn, som de ikke kunne lide, specielt ikke hans søster, så hun holdte sig bare væk, hvilket jeg også allerhelst har lyst til.
Jeg har ladet mig fortælle at, hun synes at jeg har taget hendes bror og hendes børn onkel fra dem, og det er efter at vi selv er blevet en familie. Hun bruger meget børnene imod ham og siger, at de savner deres onkel og fætter foran alle. Hvilket gør at jeg får dårlig samvittighed overfor dem, da han ikke kommer hver gang at hun ringer som han jo plejede at gøre, inden han blev far (vi bor 2 timer fra dem). Vil gerne at han kunne være der for os alle, men det vil kræve at han nedprioritere sin egen familie for hendes, da der desværre ikke er nogen forståelse fra hendes side. Jeg ved at min kærestes svogers familie, har taget afstand fra dem og han ikke ses med sin bror mere, da min svigerinde heller ikke kan lide hans kone.

Hvad gør jeg? Bør jeg finde mig i den opførsel. Min kæreste er klar over det og siger at han godt kan tage en snak med dem, men han siger så vil de bare sige at det er mig der er nærtagende og at de ikke har noget imod mig, hvilket han godt ved at hun har og har fået din mand med på. Han siger dog at det ikke hjælper at snakke med hende da hun ikke vil erkende sine fejl eller gøre noget ved det, og har aldrig ville. Så enten skal man tage afstand fra dem ligesom hans svogers familie eller så skal jeg finde mig i hendes opførsel og svare hendes igen på hendes stikpiller, hvilket kan ende i et kæmpe skænderi, hvor hun sviner mig til foran alle. (hvilket skete for de andre)
Min kæreste vil gerne være en del af deres liv, da han godt kan lide hendes mand og elsker børnene. (han ved godt at hun er meget specielt og tænker kun på sig selv) Han vil gerne, at vi kan ses med dem både privat og med resten af familien, til fødselsdage og jul osv. Hvor de handler om hendes og hendes børn, hvilket det altid gør. Jeg vil selvfølgelig også gerne have at vi kan ses alle sammen og finde ud af, at opføre os som de voksne mennesker som vi nu er. Jeg har det desværre bare virkelig dårligt over at skulle ses med dem, men vil selvfølgelig gøre det for min søn og kærestes skyld. Hvad skal jeg gøre?
1. Skal jeg selv tage afstand fra dem, så det kun er min søn og ham der ses med dem? (hvor han konfronteret hendes med det. Dette er okay for min kæreste)
2.Skal jeg bide, i det sure æble og ses med dem? (Hvor vi højst sandsynligt også ender med en konfrontation på et tidspunkt)
3.Skal alle 3 stoppe kontakten med dem? Hvilket jeg tror min kæreste vil være lidt træt af. (ingen konfrontation)

Undskyld for den lange besked, men jeg er så frustreret og ked af hele situationen og på forhånd tak for svar. ????



Gittes svar

Hej Summerday,

Tak for din lange besked. Her kommer et langt svar :-)

Det lyder som om at det er rigtig svært for din kærestes søster at åbne op og tage imod dig som nyt medlem i familien.

Måske er hun jaloux på dig. Måske har hun bare været utrolig glad for sin bror og deres nære relation og har svært ved at sige farvel til den relation i det daglige og goddag til en relation, hvor en ny kvinde og et barn er i hans primære fokus. Måske har hun, ud fra hvad du skriver, faktisk glædet sig til at få en svigerinde, men har svært ved det.

Det hun basically har sagt i fuldskab, er at hun synes du er så stille og at hun ikke ved hvordan hun skal håndtere stille mennesker. Nu skal man jo på ingen måde tage for gode varer hvad folk siger i fuldskab, men måske er det faktisk sådan det er: At jo mere du trækker dig ind i dig selv, jo mere usikker bliver hun.

Jeg kan godt høre, at det umiddelbare de gør med åbenlyst at ignorere dig og fortælle historier fra de varme lande, virker ret umodent. De saboterer jo nærmest både dig, din kæreste og jeres familie ved at opføre sig sådan. Men husk på, at selvom andre opfører sig dårligt, behøver man ikke selv gøre det.

Jeg synes, at du skal fastholde at ses med dem på cirka det niveau din kæreste ønsker eller et lille kompromis. Når jeg siger lille er det fordi det handler om familie. Ellers risikerer du at der bliver en konflikt mellem ham og dig også. Lige nu lyder spiller I to på samme hold og er et team omkring det, og det er godt.

Men hvis du begynder at spærre for hans relation med sin egen familie kan det sætte dit parforhold på kollitionskurs, fordi alle mennesker har dybest set behov for et bare nogenlunde godt forhold til sin egen familie. I sidste ende er det for mange par noget nær skilsmisseårsag, hvis ens partner slet ikke kan med ens familie.

Så ja, man kan vel godt kalde det at bide i det sure æble. Nårdu så skal ses med dem handler det om at beskytte dig selv imod deres negative vibes. Sætte en usynlig plexiglasplade op foran dig selv i forhold til deres ignorering ikke kan gå igennem. Altså forsøge at ikke lade dig påvirke af det, men gøre det, du iøvrigt vil gøre.

Det kan føles utroligt ubehageligt at blive ignoreret. Nærmest torturagtigt ubehageligt. Men de fleste, der ignorerer andre er dårligt nok selv klar over eller bevidste om, at det er det, de gør. Prøv eventuelt om du kan dreje det til det humoristiske. Eller insister på synlighed. Altså ved basically at sige "Kuk, kuk, er der nogen?" eller gå hen og stikke hovedet ned mellem deres øjne og skærmen, ligesom en hund eller et barn ville gøre, for at vække opmærksomhed. Fylde lidt mere på en eller anden måde.

Måske er der også en mulighed for at du enten på et eller andet tidspunkt senere kunne tale disse med din svigerinde om disse ting. Tage en dialog om det. Fortælle hende hvad du tænker og føler. Der gør du dig selvfølgelig sårbar - og jeg ved ikke om det er for sårbar, fordi dertil har jeg ikke hørt nok om hende til at kunne præcis vurdere om hun er en, man kan 'nå' ved at tale med hende om sine tanker og følelser? Din kæreste tror du ikke du får noget ud af det. Men hvad tror du selv? De lyder som om de kan have lidt svært med kommunikationen i den familie. Men de fleste ønsker jo en god kommunikation, og hvis man først opgiver at gå efter det mål, går det ofte helt galt.

Der er en mulighed for at arbejde positivt på relationen ved at gøre det stikmodsatte af det, som din impuls er - nemlig at flygte langt væk. I stedet kan du gå tættere på, åbne mere op og begynde at invitere.

Det du for eksempel kunne gøre, er at invitere hende og børnene med i ZOO, gerne for bare hun og dig. Eller på brunch. Eller i babybio, eller hvad ved jeg. Altså begynde at lave nogle positive aktiviteter med hende, for på den måde at bygge på jeres kendskab til hinanden, så I kan begynde at føle, at I har fået noget godt med hinanden i stedet for noget skidt.

Det tager lang tid og mange år at bygge familierelationer. Hver gang man laver noget sammen lærer man hinanden bedre at kende. Jeg ved godt, er nok det sidste du har lyst til lige nu. Men nogle gange hjælper det faktisk, at så at sige skære lige igennem at blive ignoreret. Altså: Ikke lade det styre, ikke lade sig gå på af det, ikke trække sig, men positivt stå der på sine egne ben og eventuelt endda invitere til at gøre noget sjovt sammen eller føre en samtale om noget betydningsfuldt. Sætte en vision op for en god familie og arbejde aktivt på projektet.

Du ved, man kan ikke så godt forandre på andre mennesker, men man kan forandre på sin egen måde at være i det på.

Har du iøvrigt overvejet at gå i terapi for at få mere klarhed over de ting, der sker inde i dig, når hun gør sådan? Altså arbejde med hvad det minder dig om, fra din egen opvækst og historie, og hente hjælp til at håndtere de konkrete situationer med fødselsdage, jul osv. så det kan blive en bedre oplevelse for både dig, din kæreste og jeres lille famile.

Det lyder som om, at du relativt hurtigt trækker dig eller bliver handlingslammet. Du bør jo ikke tage på dig med dårlig samvittighed, at du har taget hendes bror og børnenes onkel fra dem. Det er jo ikke nogen konkurrence imellem jer, men et scenarie, I alle gerne skal være i. Er der måske noget med dit eget selvværd der?

Jeg synes, at du er meget velreflekteret i det, du skriver her. Der er rigtig mange ting, du har tænkt over. Det er påfaldende at de ikke kunne lide ex-kæresten, som holdt sig væk. Og at svogerens familie holder sig væk. Tror du det er sådan, at de støder nye i familien (eller gamle) fra sig, og derefter sårer det dem, at de holder sig væk?

I familier handler det jo ikke nødvendigvis om hvorvidt man kan lide hinanden, men om, at være tilknyttet en fast ophavsbaseret base. Man behøver ikke kunne lide hinanden særligt meget, for alligevel at kunne opretholde et okay familieliv, hvis du forstår hvad jeg mener.

I gode familier er der iøvrigt plads til, at der også er enkelte familiemedlemmer, som er kompelt umulige og vanskelige at danse med. Kunne man forestille sig at der kunne blive plads til det her også?

Hvad angår din kæreste, så lægger jeg mærke til at han har været meget nært tilknyttet hende og deres familie, men alligevel er opgivende overfor at tale med hende om disse ting. Han kunne jo også komme en smule mere på banen her, måske. Ikke som fejlfinder eller kritiker. Men som den, der skaber bånd og hjælper jer begge med at I kan få en god relation, det er der brug for.

Det er fuldt forståeligt at hun føler, at du har taget hendes bror fra hende, det har du vel også, rent tidsrammemæssigt, hvor han nu bruger sin tid med dig. Men man kan jo ikke tage bror-søsterkærlighed fra nogen. Igen, kan du ikke dreje lidt humor ind og give hende en trøste-krammer og sige: "Nårh... Så må vi jo dele ham midt over" eller noget i den stil? Det er jo bare et udtryk for, at hun savner ham, at hun siger sådan. Og ikke "din skyld." Hun forsøger mulgivis at påføre dig skyld. Men du skal ikke tage skyldsfølelse på dig over det. Altså det ville jo bekymre mig mere, hvis han aldrig havde fundet sig en kæreste at få egne børn med, men skulle bruge resten af sit liv med sin søster og hendes børn. Og selvfølgelig skal han bruge mest tid med dig og jeres barn nu.

Jo mere positive vibes du kan få indført i den familie, jo bedre. Jo mere du kaster ved på bålet, jo mere dårlig stemning og jo mere forsvarspræget stemning. Prøv begge to (altså din kæreste og dig) at få ageret ind i familien i den stemning af: "Vi kan allesammen godt være i denne familie! Der er plads til alle! Ingen skal mobbes ude eller ignoreres! Ingen behøver træde ud af familien for at få det godt! Vi skal have det godt allesammen og når vi er sammen, skal vi hygge os og have det sjovt!"

Jeg ved godt at det lyder lettere end det måske er, men det betyder så meget hvad vi selv lægger ind i relationer. Og et brud er virkelig sidste løsning, når det gælder familie, i min optik. Blandt andet fordi det kan ramme dig og jeres barn i nakken som en boomerang i din relation med din kæreste, hvis du skulle gå hen og blive den, han skulle give afkald for sin egen familie for.

Find et godt "mellem-niveau" af mængden af samvær med dem. Hvor meget ville du synes var rimeligt? Du kender din kærestes ønsker. Men hvad ville være okay for dig selv? En gang om ugen/måneden? Kun til jul og fødselsdage? I hvor mange timer? Nogle gange kan familie være lettere mentalt at håndtere, hvis man sætter tidsramme på, så man bedre kan se sig ud af det.

Det kan jo være fristende at foreslå, at så kan de bare se hinanden uden, at du er der. Men det er i min erfaring i tilfælde som dette ikke godt, netop fordi hun / de ignorerer dig. Hvisdet er en måde at fryse dig ude, skal du ikke finde dig i det, nej, men være mere tilstedeværende, så de kan vænne sig til dig. Selvfølgelig skal han også kunne se dem alene, men det vil være godt, hvis I kan holde alt samvær enten fælles eller at du ser hende alene fx det næste års tid, fordi ellers er der risiko for at der sker et split. Der er jo noget af det de gør, som virker nærmest konkurrerende eller splittende i forhold til jeres parforhold, og det skal man ikke finde sig i som par,- så skal man insistere kraftigt på at være et par og træde frem som et par.

Sluttelig vil jeg sige, at du nævner tre mulige handlinger/positioner ind i dette. Men prøv at tænke som at der er hundredevis af måder at agere på og tag de enkelte situationer en af gangen. Prøv at tænke på at du kan eksperimentere med forskellige måder og derefter evaluere resultatet og se hvordan det virkede i den situation. Dette er ikke en enten/eller-situation og hvis I skal udvikle familierelationerne til det bedre, er det noget med at tage nogle små skridt til at gøre noget andet, som så efterhånden kan udvikle sig i en bedre retning af det, som de fleste ønsker.

I har trods alt kun kendt hinanden i 3 år, så der er stadig masser af chance for at jeres relationer med familien kan uddybes.

Det er også en mulighed at I kunne gå i parterapi, du og din kæreste, med det emne. Mange har stor glæde af at have en tredjepart, som ikke er involveret direkte, til at hjælpe sig på sidelinien omkring sådanne følsomme emner.

Endelig er der muligheden for, at du inviterer din svigerinde med hen til en familierelationsterapeut. Det ved jeg ikke om er en option for jer. Men jeg har rigtig gode erfaringer med at hjælpe folk med sådanne samtaler på kryds og tværs i fastlåste familiekonflikter, så jeg ved at det kan give rigtig meget, hvis man tager tyren direkte ved hornene og inviterer til en dialog med hjælp udefra.

Håber dette gav lidt.

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.