Jeg kan også godt føle mig ensom i min graviditet. Ikke på helt samme måde som dig, da min mand ikke går meget ud - i stedet er han optaget af at holde styr på vores andre børn og huset, og jeg har simpelthen så lidt energi, at det meget bliver ham, der gør det. Og så bliver vi meget delt op, for jeg har brug for at hvile, når jeg kommer hjem, og han er travlt optaget. Så vi lever lidt adskilt for tiden.
Det er pissehårdt for os begge.
Jeg ved ikke hvad din mand er for en type, men har du talt med ham om, hvordan du har det? Ikke fordi at han skal sidde hjemme hos dig hele tiden, men jeg synes ikke der er noget i vejen for, at han gør lidt ekstra ud af dig, og tager nogle ekstra hensyn - som fx kan være at blive hjemme nogle gange for din skyld. Det er en lille ting, han kan gøre for jer, mens du er i gang med en ret stor ting for jer, nemlig at bygge en baby.
Men hvis ikke det er den vej at gå, så kan du måske forsøge at få dit sociale behov dækket på anden måde. Har du en søster, tæt veninde eller mor, som du kan få besøg af måske flere gange om ugen, hvor I ikke skal andet end at hygge jer og ‘være’ - en helt tæt relation, hvor man ikke behøver gøre noget som helst, men bare kan være sammen og se TV eller lignende. Det synes jeg kan være rigtig dejligt.
Mht redebyg (hvis du sådan mener at købe ting til baby osv) kan du og din kæreste måske finde et kompromis - hvilke ting skal I være sammen om, og hvilke er du ok med selv at gøre? Og hvilke ting kan han tage sig af?
Jeg synes i hvert fald godt du kan stille krav om at han medvirker og støtter dig. I er begge forældre til det kommende barn, og i forvejen er det, i sagens natur, kvinden, som yder mest under graviditeten. Så min holdning er, at manden må hjælpe hvor han kan. (Altså på den rimelige måde, selvfølgelig)
Mange tanker til dig. Håber I finder ud af det.
